GAHagemannsKollegium_1908-1915

25

SKÆBNE

Moderen var forsåvidt heller ikke utilfreds ined valget. Hun havde ikke lyst til at slås om magten med en klog svigerdatter; desuden holdt de seksten malkekøer på nabogården. Om vinteren blev Anders indkaldt som soldat til Viborg. Else og han skrev tit til hinanden i denne tid; hendes breve var ham en stor glæde, inderligt velmente og dårlige, men alligevel med en vis lunhed af hende selv bag de stive sætninger. Han kom hjem i juleferien, en stor, blå soldat, der overstrålede alt og alle med sjælefryd. De lire dages permission gik i en eneste jubel. Ved julegilderne hvirvlede Else som en top i hans henrykte arme. Faderen gik forresten og skrantede, men glædede sig ved sønnens nær­ hed. Der var ham noget koldt hjemme, når Anders var borte. Sønnen var også glad for faderen, men alligevel mest sammen med sin kæreste. Gamle Jeppe så fra slagbænken langeligt efter hans mørkeblå ryg, når han stilede over mod nabogården. Hen på foråret blev den gamle syg. Han var taget pa fjorden en iskold martsdag med haglbyger piskende over de krappe småbølger, der sortnede i blæsten. Næste dag lå han i sengen stærkt forkølet og med smerter i siden. Da doktoren langt om længe blev hentet, var det heftig lunge­ betændelse. — Ane, konen, var altid over ham i de dage. Den smule humør, som sygdommen og de tunge tanker levnede ham, ødelagde hun ved talrige hentydninger til de ting i hans tidligere liv> som han selv pintes af. Sommetider afvekslede hun i sin behandling ved at læse grufulde helvedbeskrivelser af gamle opbyggelsesboger. Med grusom beregning stræbte hun frem mod et bestemt mål, som længe havde været hende i tanker: at få manden til at opsætte testamente og lade den yngste søn få gården. Jeppes ophidsede og syge sind var en let modstander for hendes bereg­ nende snuhed. Netop fordi det gjorde ham så ondt at berøve Anders gården, forekom det ham rimeligt, at denne opofrelse kunde være soning for hans egne tidligere synder. Alligevel strittede han længe imod, skønt halvt lammet under Anes kolde øjne. Endelig en mørk aften med hylende vindstød klirrende i ruderne, pint, som han var, af brændende smerter i brystet og med røde ildsluer hoppende op og ned i sin ophidsede fantasi, gav han efter. Nabomanden, Elses fader, blev tilkaldt som vidne, og papiret lovformeligt opsat. Rede penge var der ikke mange af i gården; nogle hundrede daler blev Anders’ part. Jeppe vred sig bag sengeforhænget, men Ane stod over ham uden at slippe ham med øjnene. Da de var færdige, blev den syge ladt ene i mørket, medens de andre drak kaffe i køkkenet. Ane havde sine hensigter med det; det var ikke hendes agt at lade sig nøje med, at gården blev taget fra Anders. Hun an­ tydede forsigtigt, men ikke til at misforstå, den mulighed, at Else alligevel kunde blive kone i gården. Nabomanden, en benet, surøjet gamling med god forstand på pengesager, var ikke uimodtagelig for ideen. Det var jo gaet ham til hjertet, at hans datter skulde miste gården, og desuden havde han egentlig aldrig yndet svigersønnen; hans egen nærighed reagerede uvilkårligt mod den udstrømmende gavmildhed, der var Anders’ væsen. Ane smilede