GAHagemannsKollegium_1908-1915

26

SKÆBNE

i smug under det sorte hovedklæde, mens hun skvalpede brændevinen op i hans kaffekop. Da nabomanden en timestid efter, rød i hovedet og tykmælet, vilde hjemad, stod hans beslutning fast. Ikke skulde kvindfolkene derhjemme få ham omsindet, nej. Endnu før han gik i seng, var han inde hos Else for at tale dunder til hende. Hun skulde være taknemmelig mod sin fader, der ordnede alt på det bedste. Som om hun selv havde nogen forstand på den slags ting. Om hun huskede det fjerde bud, hvad, og så for øvrigt ingen ræsonneren her! Den nat græd Else sig isøvn over sin slore, pæne soldat; siden trøstede hun sig. Det lå ikke til hende at sørge ret længe. Kristen kom også de følgende dage tit derover, han var stille og venlig mod hende, forærede hende mange pæne ting, tørklæder og andet. Et par uger senere døde Jeppe. Anders fik med stort besvær tre dages permission og var hjemme ved begravelsen. Folk blev næsten bange ved at se ham ; aldrig havde de tænkt sig, at noget kunde tage så stærkt på denne glade kæmpe. Man havde jo ikke ret rede på, hvor meget han havde mistet, og hvor ene han nu stod. Hans øjne lå svulne og sky dybt inde i det grådblanke ansigt; duknakket listede han rundt derhjemme på be­ gravelsesdagen. Det så ud, som om han ikke ret så de mennesker, der kom hen for at være venlige imod ham. Ikke engang sin kæreste spurgte han efter. Man lod ham så gå i fred. Samme aften i skumringen, da gæsterne var taget bort, sad brødrene ene sammen inde i den kolde stue. Kristen flyttede på sig engang im ellem ; han blikkede vagtsomt omkring sig med de tåreløse øjne, men sagde ikke noget. Anders sad ved bordet, ubevægelig, med begge albuerne oppe på skiven. Øjnene stod åbne, men uden at se, han hvilede i sin sorg, tænkte ikke på noget bestemt; hans smerte var gået over til en slags dump be­ vidstløshed, som hans sjæl dvælede i. Der var dødsstille i stuen. Så kom moderen ind fra køkkenet med et tændt lys. Hun gik hen og åbnede chatollet, stod længe og raslede med papirer derhenne. Så kom hun hen og satte lyset foran Anders og bredte testamentet ud foran ham. Det vågnede til bevidsthed i blikket på ham, han rettede sig op og begyndte at læse. Da han omsider forstod, hvad han læste, steg der en brændende rødme op i hans ansigt. Men så ligesom sank det i ham igen; denne nye sorg op ­ slugtes af den tidligere, større. Moderen stod og så på h am ; da det gik op for hende, at stødet ikke ramte, som hun havde ønsket, trådte et dødeligt had frem i de indknebne træk. Hun rettede sig i vejret, de smalle læber rystede af lidenskab. Stemmen skar i: Men Else følger gården. Anders’ ansigt hvidnede i et eneste blink; han for op fra stolen, stak ansigtet lige hen til moderens; det så ud, som han vilde slå hende. Du lyver , kom det, strubehæst, som fra et menneske i yderste nød. Men i det samme så han den grusomme ro i hendes ansigt, armene sank ned på ham. Så greb han sin kasket og var i et spring ude af døren.