GAHagemannsKollegium_1908-1915

21

DAGLIGSTUENS BILLEDER

synes i deres rent ydre Virkning i Farver og Fortællemaade, hvorfor det utvivlsomt maa siges at ville have været heldigere for Stuens arkitektoniske Holdning, om den samme Maler havde udført hegge Billeder, taler de dog hver for sig saa ophøjet og indtrængende om det samme, Menneskesjælens Kamp tor at vinde frem til Forstaaelse af sig selv, eller til Ro og Hvile, at man ikke synes at man vilde undvære noget af dem, og at en Sammen­ holdning kun virker inspirerende paa Opfattelsen af dem derved, at de gen­ sidigt fremhæver hinandens Særejendommeligheder. Det er blevet mig sagt, at vor Dagligstue oprindelig fra Arkitektens Side kun var tænkt at skulle være, hvad Englænderne kalder »Hallen«, Modtagelsesværelset i Huset og Gennemgangsværelse mellem Indgangen og Alumnernes Værelser — hvilket vel sagtens er Grunden til, at der intet Hensyn er taget til at skaffe tilstrækkeligt Lys om Dagen i denne Stue. Disse Billeder, i Forbindelse med den glimrende Udsmykning af Rummet med stærke, sikkert afstemte Farver og de gediegne Møbler, som Willumsen har haft den afgørende Indflydelse paa, har gjort dette Rum saa sjældent stilfuldt og roligt, uden at det dog virker højtideligt, at Tanke og Ord ud­ løser sig let og frit. og Sindet finder Hvile ved at dvæle i dette Rum. SVEN RISOM.

DEN HVIDE BLOMST.

D e r vugger en Blomst ved mit Hjærte en Blomst saa hvid og saa fin, den dufter saa sødt, den hvide Blomst, hans Haand har selv lagt den i min. Aa tænk, aa tænk i de Tider, de Tider svundne som Sne, hvor havde den Blomst forvirret mit Blik, nu kan det saa fredeligt le. For nu har jeg fundet en Rose, den gløder som Midnatssol rød ; aa, den har fordunklet min hvide Blomst, og dog er dens Duft saa sød. X.