GAHagemannsKollegium_1908-1915

24

AF EN BESKEDEN SJÆLS HISTORIE

Saa en dag mødte jeg ham paa gaden, og han standsede mig glædestraalende og sagde: »Kære, det var morsomt, jeg traf dig, ved du, jeg er blevet forlovet?« Den frejdige maade, han sagde dette paa, forbavsede mig endnu mere end den i og for sig overraskende meddelelse. »Men dog, er du blevet forlovet? det aner jeg ikke — til lykke!« Jeg søgte at skjule min forundring. »Hør, det var morsomt, jeg mødte dig, maa jeg ikke have lov til at invitere dig sammen med min kæreste, det vil more hende at se den eneste ven, jeg no­ gensinde har haft. Kan du ikke komme imorgen aften?« »Jo tak, det vil jeg gærne, det vil glæde mig at se din kæreste.« »Du vil nok synes godt om hende.« »Bor du endnu i — — —« »Nej, jeg er flyttet, Louise syntes, det var et daarligt sted. — Men jeg har travlt.« Jeg fik adressen, og Kastrup forsvandt hen ad gaden; jeg stod tilbage, næsten lamslaaet over den fart og frejdighed, der var kommet over ham. Jeg var meget spændt paa, hvad jeg skulde se næste aften. Kastrups nye værelse var betydelig pænere oghyggeligere end det, han for havde. Jeg fik tid til at se mig lidt om, inden hans kæreste, frk. LouiseElman, kom; der var det par gamle billeder, jeg kendte, alle hans bøger og tobaksluften var der ogsaa, men i arrangementet kendte jeg en ny haand, en lettere og fixere smag. Saa bankede det paa doren, og en ung pige, nydeligt klædt paa, røde kinder og gule krøller, stod et ojeblik efter i værelset, Kastrup hjalp hende tojet af og præsenterede, hun viste et meget indtagende smil. Jeg blev virkelig forlegen, for om jeg havde ventet, at Kastrup vilde være istand til at faa en kæreste, der saa saa godt ud, men jeg blev endnu mere overrasket, da jeg opdagede, at hele hendes væsen var saa tindrende frisk og fjantet, at selv Kastrup smittedes deraf og lo og vrovlede med; det var meget morsomt. »Men nu skal De høre, hvordan vi lærte hinanden at kende,« sagdehun. »Nej, prøv engang, om du kan gætte hvordan.« »Ja, jeg ved da, at det ikke var dig, der sagde det forste ord.« »Jo jo, det var det netop, kom det fra dem hægge to. »Men hvor tror du, det var?« »Ja, jeg kan jo ligesaa godt gætte paa, at det var paa gaden, det er mig ganske umuligt at ane.« »Haha, det var netop paa gaden,« lo hun. »Paa gaden! Nej, ved De hvad, det faar De mig ikke til at tro.« »Jo, det var paa gaden,« sagde Kastrup, »paa Frederiksborggade; der mødte jeg en ung pige, der saa ud omtrent som Louise der, og idet jeg gik forbi hende, saa lød det, som om hun sagde noget til mig.« »Jeg sagde virkelig ikke et ord.« »Tak, — ja, det er gaat som i et æventyr, forsikrer jeg dig.« »Ja, det tror jeg, — det havde jeg ikke ventet saa snart.«