GAHagemannsKollegium_1908-1915

26

AF EN BESKEDEN SJÆLS HISTORIE

Vi var meget hurtigt blevet gode venner, paa Kastrups forslag var vi blevet dus, og Louises fortrolighed var ikke svær at vinde; hun lortalle mig om sin fortid, der var fuld af smaa kærlighedsæventyr; jo bedre jeg lærte hende at kende, des tydeligere forstod jeg, at hun engang vilde forlade Kastrup, men jeg haabede oprigtigt, at det maatte ske sent; og for at jeg i det mindste ikke selv skulde blive aarsag til katastrofen, besluttede jeg at være forsigtig. Mine besøg bleve sjældnere, og jeg bestræbte mig altid for at holde Kastrup inde i samtalen; men det nyttede ikke, at jeg prøvede at undgaa Louise, jeg følte blot endnu tydeligere, hvorledes hendes interesse flyttedes fra Kastrup over til mig. Min stilling var ved at blive mig for pinlig, og jeg greb da med glæde et tilbud om en vikarplads i Jylland. I tre maaneder sad jeg derovre langt fra hovedstaden og uden efterretning fra Kastrup. Da jeg kom tilbage til byen, opsøgte jeg ham saa snart som muligt og fandt ham i nedtrykt humør; jeg spurgte om Louise, han svarede und vigende; saa prøvede jeg at tale 0111 andre ting, men han var adspredt; jeg var ikke i tvivl om, at han saa ulykken nærme sig. Et par dage efter mødte jeg Louise paa gaden i selskab med en herre; hun standsede mig, ønskede mig velkommen tilbage og præsenterede mig for skue­ spiller Ask, en meget soigneret ung herre med et glat smil. Louise var forceret og fortalte mig en mængde ting om, hvordan hun og Kastrup havde savnet mig, Kastrup var i daarligt humør, det var ikke saa morsomt, nu hjalp det nok, naar jeg kom og saa til ham, og saa fik jeg et par smaahændelser fra den sidste tid, altsammen ret mærkelige ting at fortælle i Asks nærværelse, jeg sagde farvel saa snart, jeg kunde. Louise var tit sammen med Ask og var altid optaget af ham, hun kunde ikke lade være med gang paa gang at tale om ham i alle mulige forbindelser, hun kom sjældnere hos Kastrup, jeg kunde se det paa den uorden, man ofte fandt paa hans værelse, hun taalte ikke saadan noget. Kastrups humør blev værre og værre; jeg saa, at han bestræbte sig for at være venlig imod hende og skjule sin bitterhed, og hun paa sin side gjorde alt, hvad hun kunde, for at vise sig god imod ham, men overfor mig var hun flere gange lige ved at tilstaa, hvordan sagerne stod, jeg var ialfald ikke i tvivl. Det var en regnvejrsdag i oktober, jeg huskerdet saa tydeligt,som det var igaar, da Kastrup stod i min stue og spurgte, om han maatte tale fortroligt med mig. Hans stemme lød tonløs og hans uanselige skikkelse saa helt usselig ud, som han stod der lidt ludende. Jeg vidste, at det var ham svært at bede om et andet menneskes fortrolighed og navnlig i et saa trist tilfælde. Jeg bad ham sætte sig ned, og han satte sig paa kanten af en stol, støttede albuerne paa knæerne og saa ned i gulvet. »Du maa undskylde, at jeg kommer og ber dig om hjælp,« sagde han, »hvis det kun var for min egen skyld, saa . . . men det drejer sig om et andet menneske.« »Jeg skal gærne hjælpe dig, hvis jeg kan, men jeg er bange for . . .«