GAHagemannsKollegium_1908-1915

27

AF EN BESKEDEN SJÆLS HISTOBIE

»Jeg er bange for, at du vil tabe den sidste rest af sympati for mig, naar jeg har sagt dig, hvad det er; men det faar være.« »Hvorfor skulde jeg dog tabe min sympati for dig?« »Man taber altid sympatien for et menneske, som paatager sig en opgave, han fuldstændig mangler ævner til at løse.« »Jamen du kan dog ikke gore for . . .« »Du ved ikke, hvad der er i vejen, det er det dyreste, det gælder, Louise.« »Kære, jeg har jo vidst, det maatte komme.« »Saa har du kendt mig bedre end jeg selv.« »Hvorfor det? — det er dog ikke din skyld.« »Skyld og skyld, det er mit ansvar, det er mig, der burde tage følgerne, men det er hende, som kommer til at lide under det.« »Louise? — nej, Kastrup, det kan være meget smukt af dig at tænke paa hende, men naar du ved, hvad der er i vejen, saa behøver du virkelig ikke at være bekymret for hende, hun er en lykkelig natur; men hvis der er noget, jeg kan hjælpe dig med, saa ved du, at jeg vil gore for dig, hvad jeg kan.« Kastrup havde rejst sig op, han stod midt i det halvmorke værelse og rystede langsomt paa hovedet. »Jeg forstaar dig ikke,« sagde han, »men du aner vist ikke, hvor alvorligt det er,« han sank sammen paa en stol, man hørte regnen drive mod ruden, ellers var der ganske stille i værelset; saa sagde han hæst: »Jeg kan ikke mere holde af Louise saadan som for, jeg kan ikke.« Det gav et sæt i mig. »Du! — men kære — du siger, — kan du ikke? — jeg forstaar ikke, — er det dig? — jamen kære,« det hele løb rundt for mig, jeg stod foran ham og greb ham i skuldren. »Ja, jeg véd godt, at det er forfærdeligt, — men saadan er jeg altsaa, — men du maa sige mig, hvad jeg skal gore ved hende.« »Jamen Kastrup dog, — ved du hvad, saa er alting jo godt,« der kom plud­ selig over mig en uimodstaaelig trang til at le. Kastrup rejste sig. »Nej paa den maade, — det maa du ikke, det var ikke derfor, jeg kom herop.« »Hør nu, Kastrup! — jeg skal ordne hele sagen til dm tilfredshed, jeg lover dig, at Louise ikke bliver ked af det, kan det ikkeglæde dig? Kastrup saa uforstaaende paa mig. »Jeg skal sige dig en ting, jeg er ganske sikker paa, at Louiseogsaa længes efter at komme fri af det forhold.« Jeg har aldrig i mit liv set Kastrup blive saa forbavset, som han blev ved at høre dette, og jeg kunde ikke lade være med at le af ham; men jeg lovede ham paa hans indtrængende opfordring strax at gaa til Louise. Jeg opsøgte hende, da hun om eftermiddagen kom frasit kontoi, og fulgte med hende hjem. Der satte jeg hende ind i sagenog spurgte om hendes mening. Hun blev forst overrasket, dernæst vred, saa brast hun i graad, og sluttelig blev hun henrykt og tilstod, at hun længe havde ønsket det saadan. Hun vilde have prøvet paa at leve et fornuftigt og godt liv og være noget foi Ivastiup, men hun