GAHagemannsKollegium_1908-1915

28

AF EN BESKEDEN SJÆLS HISTORIE

mærkede, at hun ikke duede til det, hun maatte leve sit eget liv og søge lykken paa de steder, hvor hun kunde finde den. Siden har jeg tabt hende af syne, men hun har fortjent at blive lykkelig alene for det, som hun var for Kastrup Han faldt nemlig ikke tilbage til sin tidligere passivitet, hun havde lært ham at slutte sig til mennesker, og han vidste at skónne derpaa. Der var vel gaaet en maanedstid, da han en aften, vi sad sammen, gav sig til at tale om Louise. Det lignede ham ikke, og jeg tænkte mig derfor,atder var noget, han vilde have, jeg skulde vide. »Jeg har lært meget af hende,« sagde han, »jeg har lært at omgaas mennesker og at forstaa mennesker; jeg tror, der maatte en natur som hendes til; du tor- søgte engang, men det lykkedes ikke for dig, det kunde aldrig være lykkedes.« »Der skulde vel ogsaa en kvinde til,« indskød jeg. »Ja, du har ret. — — — Hun var henrivende, — jeg saa godt, hun havde store mangler — vel mest i kulturel henseende, — men jeg mente, jeg kunde have bødet derpaa. — Hun var et levende menneske, det var saa underligt, at hun kunde bryde sig om mig, hvad mon hun saa i mig?« »Et ideal for sig, tænker jeg, den modsætning, som hun maatte længes haab- løst efter.« »Maaske. — Der var mere godt i hende, end jeg forst vilde tro. — — Ja, du har jo faaet lov at følge historien i alle enkeltheder,« sagde han smilende. »Louise var ikke saa undselig som jeg, men en anden gang vil jeg nu beholde det hele for mig selv.«

»Naa — du tænker allerede paa en anden gang?« »Ja— nu er jeg jo blevet et rigtigt menneske.«

SKYER .

D a Solen var Glød og Dagen brugt, drev Stormen de tunge Skyer paa Flugt, til sønderflængte og blodbestænkte i Nattens Mørke de hylled sig ind. Dog vared det kun en ringe Stund, før Maanen viste sig kølig og rund. Da saa man dem hvide og hele glide igennem det sølvklare Maaneskin.

JANUS THOMSEN.