GAHagemannsKollegium_1908-1915

BLOMSTER

jq

Men Dagene gaar, den ene efter den anden, de store Blomster bøjer Hovedet og visner; en efter en klipper jeg bort, for at ikke Knopperne ska se Døden og Sorgen og ængstes. Knopperne forstaar ikke, hvorfor de store, dejlige Blomster gaar bort, de forstaar ikke Døden, men jeg kysser dem og skjuler mine Taarer for ikke at give dem en Anelse om det, der er Herre over Liv og Død. Atter gaar der Dage; den ene Knop efter den anden sprænger Hylstiet og folder sig ud. s * De betragter hverandre, forbavsede, bedrøvede, de er jo ikke store og smukke, som deres Mødre, de er smaa og enkelte. Jeg ser igen deres Tanker: Hvorfor er vi smaa og ubetydelige, hvorfor er vor Duft ikke stærk og berusende som vore Mødres, og jeg ser paa dem, fordi jeg vil, de skal læse mine Tanker: I er smaa og svage, fordi I blev flyttede for tidligt bort fra Jeres Hjem. I laa i Svøbet og drømte om, at I skulde blive mægtige og rige, I vilde forbavse Verden ved Jeres Skønhed, Ynde og Duft, og se, alt er Forfængelighed, og fra Blomsterne, der bedrøvede har lyttet til mine Tanker, glider mit Blik hen paa Væggen, der ser jeg et Dødningehoved grine mig i Møde, under det staar Ordene: All is Vanity. Det er det bekendte Billede: en ung Kvinde sidder foran et Spejl, smykket til Fest, i Færd med at lægge sidste Haand paa sin Skønheds Mesterværk ; paa Toiletbordet staar Flasker og Krukker i sirlig Orden, som de skal bruges; og dette er Illusionen: Set nærved, ser man kun Kvinde, Spejl og Toiletartikler, en Krukke med sødt duttende Rosei manglei ikke, det er som hun sammenligner sig med dem : I er kun Natur, men se, jeg staar højere end I, jeg er baade Natur og Kunst. All is Vanity! Billedet er tegnet saa mesterligt, at set paa Afstand Spejlets Ramme og den hvide Dug flyder over i hinanden og danner Omridset af et Hoved, Dødninge­ hoved, hvis tomme Øjenhuler er Kvindens Hoved og dettes Spejlbillede, og de grinende Tænder er flaskerne og Krukkerne, all is Vanity. Atter betragter jeg Blomsterne, de har læst mine Tanker ud at mine bedrøvede Øjne; hvad hjalp det saa, at jeg fjernede de døde, for at ikke de levende skulde ængstes for dem og se Dødens Overmagt, de ser af mine Tanker, at der er noget der er stærkere end de, noget der gør dem svage og modløse, noget de ikke kan kæmpe imod, det overvandt jo selv deres stærke, skønne Mødre; alt maa forgaa, Natur og Kunst. En Trods rejser sig i dem ; jeg ser dem knejse, en hedøvende Duft fylder Værelset et Øjeblik, — saa bøjer en efter en Hovedet, visnede, døde, all is Vanity, de vilde ligne deres Mødre, de vilde dufte som de, all is Vanity.