GAHagemannsKollegium_1908-1915

ROSENKNOPPEN

silkebløde, lyserøde, hvordan skulde det dem gå? vilde solens hede elskov ikke brænde dem til aske? vilde vindens kåde flirt ikke rive dem i stykker? Lad den drømme, lad den længes, lad den ane, lad den stænges, lad den styrkes efterhånden, lad den voxe i del skjulte, eengang kommer nok dens time, da i solen den vil åbne A hvor var det synd at pille dækkets grønne blade bort, og at folde ud de fine, - silkebløde blomsterblade, selv med sådan nænsom hånd, give dem til pris for solen og den altfor barske verden, mens de var endnu så spæde; — nu må blomsten dø. Aldrig biir den nu en rose, aldrig vil den nå at leve, aldrig skal dens fine bæger byde travle bier honning. Aldrig, aldrig — se hvor krøllet! — Stakkels lille rosenknop. S. frisk og rød sit unge bæger, da dens anelser biir tanker, da dens drømme biir til liv.