GAHagemannsKollegium_1908-1915

TANTE THEODORA

19

mening at ægteskabet er en velsignelse, og jeg må indrømme at hendes resul­ tater virkelig gennemgående har været gode. Hendes taktik kender jeg rigtig godt, ikke blot fordi jeg selv engang eller flere har været objekt tor hendes planer, men også fordi jeg — efter at jeg til- sidst udtrykkeligt og meget direkte har bedt hende om at holde mig udenfor sine arrangementer, — ofte har været hendes fortrolige og — ja jeg må tilstå — ofte har været meget interesseret i hendes foretagender — naturligvis rent psykologisk. Noget vederlag måtte jeg jo præstere til gengæld for denne begunstigede stilling, og jeg var også strax villig til at foje hende, da hun ved et bal i sommer hos min onkel, grosserer Halborg, trak mig tilside og betroede mig, at hun »havde en lille ung pige«, som ikke kendte nogen her iaften, og som hun gærne vilde bede mig tage mig lidt af. Jeg var ikke meget glad for det; når en ung pige ikke kan gore sig gældende på et bal, er det selv­ følgelig fordi hun hverken er smuk eller morsom, og selv om jeg på mit kulturelle niveau naturligvis er hævet over at bedomme kvinden udfra noget så overfladisk som skonhed og konversationstalent, kan jeg dog ikke nægte, at jeg i praxis sætter overordentlig megen pris på disse egenskaber. Derfor forsøgte jeg at trække tidspunktet for præsentationen lidt ud, men omsider måtte jegda be­ kvemme mig til at lade tante drage af med mig. Til min store overraskelse præsenterede hun mig da for en ung pige, som ikke blot var meget henrivende at se, men hvis ojne, der på en egen frejdig og tillidsfuld måde så ind i mine, strax gav mig indtrykket af en endogså særdeles livfuld personlighed. Min forste tanke var: »Så nu begår tante et forræderi, nu skal du i saxen«, og selv om jeg forgæves spejdede efter det lune blink i tantes ojne, som jeg kendte fra lignende lejligheder, besluttede jeg dog at holde ørene stive. Jeg vidste af erfaring, at jeg var meget svag overfor ojne af den beskrevne art, men jeg vilde på ingen måde unde tante nogen triumf over for mig. Der udspandt sig da en lidt mærkelig konversation mellem frøken Hedemark — sådan hed den intetanende og — ja ualmindelig indtagende unge dame — og mig. Jeg antog, at tante havde omtalt mig som en livlig og lovende ung mand, (hun forstod nok at anbefale sine varer), og det gik derfor ikke an at spille tor og kedelig, hvilket vilde have været lettest; jeg var derfor livlig nok men holdt stadig konversationen ganske på overfladen, i en stil, som jeg har lært af et af de mest fjottede mennesker jeg har set gore lykke på et bal. Til min glæde bemærkede jeg snart, at frk. Hedemark åbenbart ikke syntes om mig, hendes blå ojne, som til en begyndelse havde set så frejdigt op imod mig, blev forst sporgende, senere fik de et let fornærmet udtryk, hun forberedte sig vistnok på at blive agressiv, et lille ironisk smil tydede nu og da på det. Havde det ikke været for tantes skyld, vilde det utvivlsomt have moret mig meget at være sammen med hende, men jeg var fast besluttet på at gennemføre min rolle. Det var imidlertid sværere end jeg havde tænkt mig Jeg begyndte med en verserende skandalehistorie, om hvilken jeg udtalte min uforgribelige mening og motiverede den så vanvittigt som muligt, — det interesserede hende ikke, — så talte jeg om toiletter og truede lidt med at blive frivol, — det afværgede hun, — jeg ved ikke alle de æmner jeg måtte finde på for at holde samtalen igang, det meste interesserede hende uendelig lidt, men af og til gav hun mig et æggende,