GAHagemannsKollegium_1908-1915

TANTE THEODORA

2 0

ja bidende svar, som var lige ved at få mig til at falde ud af rollen. Da jeg omsider blamerede mig ved et gabende ukendskab til den nyere literatur, drog hun et dybt suk. - Jeg tror hun opgav mig på dette tidspunkt; hun sa or resten meget sød ud med det lidt åndsfraværende udtryk, hun nu fik. I en pause trak tante mig ud i haven og spurgte mig, hvad jeg syntes om frk. Hedemark. »Udmærket,« svarede jeg, »hun er ualmindelig sød., »Ja, er hun ikke? Nu skal du høre lidt om hende. Hendes forældre er døde og hun er blevet opdraget hos sin farbror, den bekendte maler, men han er sådan en særling, der kommer næsten ikke et menneske hos dem, og det synes je * er så synd for hende, nu hun er blevet voxen; derfor har jeg fået din onkel til°at invitere hende, hun har været her et par gange i sommer; hun maler lor resten nydeligt, går på akademiet. - Men nu skal du høre, - ja det er altsa mellem ^os. Jeg har lagt mærke til, at din fætter Vilhelm synes så godt om hende, — hvad mener du om det?« »Vilhelm — ja hvad mener du?« »Vilhelm er jo nok lidt vild og uberegnelig, men der er nu udmærket stol i ham, og hvis han fik en kone forstår du, som sådan kunde fa ham til at samle sig, og som han holdt rigtig a f , ja og ved du, hun har skam en fast lille hånd, frøkenen.« Tante havde ret, jeg havde også lagt mærke til den lille faste hand, det vilde have moret mig at prøve hvor stærk den var; - og jeg havde altsa gjort tante uret, hun havde helt andre planer; mig tænkte hun slet ikke pa. Det er underligt, men jeg følte mig noget bitter ved denne tanke. — Og nu Vilhelm, i og for sig en flink fyr, med et vældigt humør, men ganske uden bestandighed, med en fortid der strakte sig over to verdensdele, uden at han nu, han var 27 år gammel, havde bragt det til andet eller mere end at være volontær i farens forretning. Mon det nu var et heldigt parti for lille Gudrun Hedemark? Men tante blev ved. »Ser du, Vilhelm er jo helt forandret over for hende, han biir så forlegen, så snart han ser hende, jeg har aldrig set barn sadan for; jeg tror virkelig ikke han har danset en dans med hende iaften; men du kunde nu godt hjælpe ham lidt.« »Jeg? — nej tante det ved du nok . . .« »Å tag det nu ikke så hojtideligt,« her smilede tante med sit uimodståelige smil. »Du kommer jo så tit sammen med Vilhelm, I har jo hver en lille lues som I omgåes, nu sorger du bare for at invitere dem sammen til Jeres skovture, eller hvad I nu har for, det er da så nemt, og du kan ingen ubehageligheder fa af det, hun er virkelig så sød.« Her blev jeg kaldt ind til lanciers; og jeg kom til at danse i kvadrille med frk. Hedemark. Efter min samtale med tante agtede jeg selvfølgelig ikke at blive i min fjottede rolle overfor hende, men det var meget svært at skifte om, uden at overgangen blev for brat og påfaldende; nå frk. Hedemark tog nu godt on \cl ikke notits af mig; hun talte meget ivrigt med den herre hun dansede med. Det lykkedes mig ikke i løbet af aftenen at få ændret situationen, og tante fortalte mig nogle dage efter, at jeg mærkelig nok ikke havde gjort lykke hos frk. Hedemark, hun kunde ikke forstå, hvordan det kunde være. Jeg måtte love tante at gore mig anstrængelser, og det havde jeg jo slet ikke noget imod, blot