EventyrUdlandet_1905

stantia ved en mægtig Bolle Bruleau og Ussing var just midt i en af sine ciceroniske Taler, da han pludselig standsede og udbrød: „Hvad Fan­ den er det, de kaster jo Ærter paa Ruderne.“ Jeg lukkede et Vindue op, men fik det lige- saa hurtig lukket igen, thi Hagelkorn saa store som Nødder trillede hen ad Gulvet, og ude fra Haven hørte vi en Susen i Trætoppene, et væl­ digt Bygekast, som hvinede i Skorstenen og tabte sig som en dyb Susen i Charlottenlunds Ege­ kroner. Det var paa Tiden at bryde op, og midt under den rasende Hagelbyge naaede vi Holde­ pladsen uden for Charlottenlund; men ikke en eneste Kapervogn var mere tilbage. Alt havde taget Flugten for det voldsomme Uvejr. Der var altsaa intet andet at gøre end at vandre til Fods, og i den tidlige Morgenstund naaede jeg mit Hjem, vaad, forfrossen, rystende af Kulde, og med Følelsen af, at jeg ikke vilde slippe let fra denne fortvivlede Nattevandring. Det varede heller ikke mange Dage før der meldte sig en Gæst, som senere har forfulgt mig hele mit Liv. Jagende Gigtsmerter foer gen­ nem mit Legeme, angreb mine Ledemod og bragte mig i en Tilstand, hvori jeg næsten ikke kunde røre mig. Uge efter Uge gik uden at der indtraadte nogen Bedring, og da min Fader atter