EventyrUdlandet_1905

6 denne Sommer havde lejet Bolig hos Forpagteren paa Hummeltofte, var det mig umuligt at tage med, og med tungt Hjerte husker jeg den smukke Sommeraften, da jeg blev baaret ned i den Vogn, som skulde bringe mig til Frederiks Hospital. Her fik jeg Eneværelse paa Mynsters Gang, og gamle Etatsraad Trier, som straks besøgte mig, sagde paa sin elskværdige Maade: „Naa, nu skal vi snart faa Dem rask, naar først man faar Folk i en ordentlig Hospitalsseng, saa skal De se, hvor det hjælper; nu ønsker jeg Dem en god, rolig Nat!“ Af dette fromme Ønske blev der dog intet. De uvante Omgivelser, det nye Leje, Rummelen paa Gaden, alt holdt mig vaagen til henimod Midnat; men da begyndte et sælsomt Spøgeri, som jeg i Begyndelsen slet ikke kunde blive klog paa. Først knurrede det sagte som en Hund, saa miavede det ynkeligt som en Kat, saa kluk­ kede det som en Høne, der har lagt Æg, saa hørte jeg en Flok Kyllinger, og endelig galede Hanen saa højt, at jeg ærgrede mig over, at Hospitalet holdt Hønsegaard. Der blev nogen Stilhed, som kun afbrødes af Gangkonernes dæmpede Trin; men saa tog paa én Gang Pokker ved hele Kommersen, det be