EventyrUdlandet_1905

gyndte at grynte som en Gris, tude som en Hund, og hyle som en Ugle, det hele i af­ brudte Sæt, men med en Styrke, som gik mig gennem Marv og Ben. Kort efter begyndte det at hyle paa andre Steder, men i mere dæmpede Toner, og nu ringede jeg af alle Kræfter, uden at nogen kom, saa at jeg virkelig frygtede for, at der maatte være Ild i Hospitalet. Noget efter hørte jeg Portørernes tunge Trin paa Trappen, og endelig kom min gamle skikkelige Gangkone „Skruptudsen“ , som de kaldte hende, og gav mig Nøglen til Gaaden. Det var en Dame fra Sverig, forklarede hun, som led af Hysteri, og kun vilde spise kolde Rejer paa varme Pande­ kager. Hun led af Brølesyge; men da hun ogsaa fik de andre Patienter til at brøle med, blev hun nu paa Reservelægens Foranstaltning bragt ned i et Værelse, hvor hun virkede mindre ge­ nerende paa sine Omgivelser. — Med denne Be­ sked forlod hun mig, og trods mine Smerter faldt jeg dog i Søvn henad Morgenstunden. Et Hospitalsliv er ikke opbyggeligt, og vil mindst af alt interessere mine Læsere. Jeg skal derfor kun omtale nogle enkelte Træk af Livet derude og sænke Resten i Forglemmelsens Grav. Jeg havde levet i den lyksalige Tro, at vor gamle Huslæge Etatsraad Trier, der boede paa