EventyrUdlandet_1905

141 lige Jomfrus ubesmittede Undfangelse. Det skulde ikke undre mig, om han ender med at forkynde Verden sin egen Ufejlbarhed. Det kunde de Herrer Je su iter vel nok faa ham til. Ja, saadan gaar det i Verden, man begynder som Helt og ender som Ærtekælling. “ „Hvem er den høje, mørke Mand, som Paven nu taler m e d ? “ spurgte jeg, „han 'h a r et ækelt Ansigt. “ „Aa ja! nogen Skønhed er han ikke, det har han ganske overladt til sin Gemalinde. For Resten er det Kongen af Neapel, som Hans Hellighed har taget under sin særlige Beskyt­ telse, skønt han hellere burde have sendt ham paa Galejerne.“ Jeg lagde atter Mærke til, at et Par forbi- gaaende holdt de to Fingre paa højre Haand stift udstrakt mod Paven, da han paa ny lyste Velsignelsen, og spurgte Holbech, hvorfor de gjorde dette. „Herregud, véd De ikke det,“ sagde han og trak paa Skulderen. „Lagde De ikke Mærke til Pavens smaa, kulsorte Ø jn e? Han har et under­ ligt stikkende Blik, maaske fordi han er en lille Smule skeløjet; men Romerne siger, at han har „malocchi“. For at undgaa Virkningen af de onde Øjne, maner de dem bort ved at stikke