EventyrUdlandet_1905

Hospitalet, ogsaa var den, som skulde tilse mig under min Sygdom. Men heri tog jeg desværre fejl. Hans Aftenbesøg havde kun været en Visit, og jeg saa’ ham ikke senere; derimod blev jeg den næste Dag indhyllet til den Grad i tjæret Værk, at jeg godt kunde antage mig selv for en Mellemting af Rebslager og Baadsmand ved Holmen, og temmelig sent opad Formiddagen kom Overlæge Ravn med et Par Kandidater ind til mig. „Han lider af Arthritis med Ledevand i højre Knæ,“ henkastede han tørt og føjede til: „Fore­ løbig bliver Behandlingen den samme.“ Dermed gik han og overlod mig til mine egne Betragt­ ninger, som ikke var af nogen glædelig Natur; thi „Skruptudsen“ havde betroet mig, at med saadant et Knæ kom jeg ikke ud at spadsere i de første 6 Uger, og det gik som hun havde spaaet. Ifølge et gammelt Ord er det Lægens Pligt: „Altid at trøste, ofte at lindre, og enkelte Gange at helbrede;“ men til denne smukke Leveregel syntes Ravn ikke at kende noget. Hver For­ middag stod han ved min Seng, og naar For­ bindingen var taget af, sagde han med tør Stemme: „Ingen Forandring i Tilstanden, saa bliver vi ved med det samme.“ Muligvis var der