EventyrUdlandet_1905

145 set, henrykt over at skulle skue endnu mere, og da min skikkelige Værtinde endelig kom ind med den trearmede romerske Lampe, besluttede jeg at sende min Søster et Brev, og spurgte Signoraen, hvor Posthuset var. „De vil da ikke gaa ud n u ! “ udbrød hun forskrækket. „De kan jo ikke se, og saa vil De finde Posthuset, „Imbeciele“ !“ Uagtet jeg ikke ret forstod dette Ord, kunde jeg dog formode, at det maatte betyde omtrent det samme som det Bravo havde brugt den første Aften, og ved Fingersprog forsøgte jeg at forklare hende, at jeg godt kunde se med det ene Øje, saa at jeg ikke var bange for at gaa ud, selv om det var til Kolosseum. „Il Coliseo!“ raabte hun forfærdet, „Madonna mia! Hvad vil De i den gamle Kaserne? Loftet er jo faldet ned og alle Vinduer slaaet ud for længe siden. Ingen fornuftige Mennesker gaar derhen m e re .“ Da jeg nu forsøgte at forklare hende, at Ko­ losseum havde væ ret Roms største Teater, ud­ brød hun indigneret, med begge Hænder i Siden: „Og det vil De bilde mig ind! Tror De ikke, at jeg véd, hvad et Teater e r? Jeg har været tre Gange i „Argentina“ og véd nok, hvordan et Teater ser ud. Nej, det er som jeg siger, Ko- Vilh. Bergsøe: Eventyr i Udlandet. 10