EventyrUdlandet_1905

149 Pladsen, og Kapitoliets Taarn tegnede sig saa klart mod den lyse Nattehimmel, at jeg tydelig kunde se den store Klokke, som kun sættes i Bevægelse, naar Karnevalet begynder og naar en Pave dør. Der var en natlig Stilhed deroppe, som pludse­ lig blev afbrudt ved tolv rungende Slag, der fortalte mig, at Midnat var kommen. Jeg vidste ikke hvorledes jeg skulde komme hjem. Jeg tænkte ogsaa noget paa min skikkelige Væ rtin d e; men at staa lige paa G rænsen af Forum uden at se det, nej, det var umuligt! Jeg maatte derud, og med en rask Beslutning steg jeg ned ad den modsatte Terrasse, og nu pludselig laa der for mit undrende Øje et Syn, som jeg aldrig skal glemme. Længst ude hævede Kolosseums mægtige Ringmur sig i Vejret som en gigantisk, sønder- brudt Fæstning, og ved Foden af den saa’ jeg tydelig Resterne af Meta sudans og Toppen af Konstantins Triumfbue. Til venstre de tre mæg­ tige Hvælvinger af Konstantins Basilika, til højre Titusbuen ved Foden af Palatinerbjerget, hvis sønderbrudte Ruiner dækkedes af det yppigste Grønt, og lige under mig laa det ældste Forum, det Forum, for hvilket hele den antikke Verden havde bøjet sig.