EventyrUdlandet_1905

heller ikke andet at gøre; men denne tørre Alvor, disse lakoniske Ord, kunde hverken trøste, lindre eller helbrede. Efter en tre Ugers Forløb stod den gamle, kloge Ravn atter ved min Seng, og da Forbin­ dingen var taget af, sagde han med urokkelig Alvor: „Vandansamlingen større end i Gaar, saa bliver det vist bedst vi brænder Dem.“ „Brænder mig,“ udbrød jeg forskrækket, „hvad mener D e?“ „Aa, vi sætter blot nogle smaa Moxer rundt om Knæet paa begge Sider og lader dem brænde af.“ „Men det maa jo gøre forfærdelig ondt,“ udbrød jeg fortvivlet. „Ja, naar man er meget ømskindet gør det ganske vist noget ondt, men det har jo ikke stort at betyde.“ Med disse Ord gik han, og „Skruptudsen“, som havde været Vidne til denne korte Kon­ sultation, var aldeles fortvivlet. Hun var en af de grimmeste Skabninger, jeg nogen Sinde har set, tyk, koparret og med et Par Hænder, hvis Fingre fuldstændig mindede om det Dyr, hvis Navn hun bar; men det gik hende som Prin­ sessen i Eventyret, hun var lige saa god, som hun var grim, og nu begyndte hun, mere vel­ ment end klogt at fortælle mig om alle de