EventyrUdlandet_1905

162 største G læde at vise En nye Modeller til de prægtige Sager, han lod forarbejde. Bag Bravo’s store Modtagelsesværelse laa et mindre, som dels indeholdt Minder fra hans Liv med Thorvaldsen, dels mange værdifulde Male­ rier fra ældre Tider af de forskellige Kunstnere, som havde besøgt Rom. Han viste altid disse Sager frem med en vis Stolthed, og navnlig var Relikvierne fra Thorvaldsen ham dyrebare. Da Bravo ikke kunde tale noget af de tre nordiske Sprog korrekt, kunde han endnu min­ dre skrive dem, og maatte derfor foruden en Tjener, som bragte Skandinaverne deres Post, tillige holde en Sekretær, der ogsaa var Biblio­ tekar ved den skandinaviske Forening, hvor han havde Fribolig mod at besørge Bogudlaanet og i det hele varetage Foreningens Interesser. Da jeg kom til Rom, beklædte Nordmanden Batz- mann, der studerede Kunsthistorie, denne Post; men han afløstes i Foraaret 1863 af Dietrichson, der tillige med sin Hustru opholdt sig i Rom indtil efter Krigen 1864. Bravo havde ingen Kontortid, man kunde søge ham hver Time paa Dagen lige fra den tidlige Morgen, og blev altid lige venlig modtaget med de stadig tilbagevendende Ord: „Gut Zatan, God Dag, vil De have en Z ig a rro ? “ Og naar denne