EventyrUdlandet_1905

10 Brændescener, hvortil hun havde været Vidne, idet hun beklagede, at hun ikke i Morgen kunde være til Stede ved Exekutionen, da hun skulde deltage i Hospitalets Skovtur; imidlertid skulde hun nok sende mig en anden Kone, som kunde holde paa mig, medens de brændte dem af. Med disse trøstende Ord listede hun ud paa sine store Filtsko, og jeg begyndte at grunde over, hvorledes jeg skulde slippe bort fra den overhængende Fare, uden at jeg dog kunde finde et eneste Middel dertil. Hele Natten laa jeg i nervøs Spænding uden at sove, og da Ravn den næste Formiddag atter traadte ind med sine Kandidater, var jeg bestemt paa at slaas til det yderste, fremfor at lade mig brænde. Men nu kom det forunderlige, som naturligvis var bevirket ved den Angest, hvori jeg havde ligget; thi næppe var Forbindingen taget af, før Ravn udbrød: „Det er højst mærkværdigt saa den Vandansamling er svunden i Nat, foreløbig kan vi udsætte Brændingen indtil videre.“ Opad Formiddagen kom min kære, gamle „Skruptudse“ tilbage i en højst ynkelig Forfat­ ning. Hun havde været i Skoven med alle de andre; men Luften derude varsaa daarlig af de mange Blomster, at hun fik ondt og i Hast maatte køres tilbage igen. Saa vant var hun til