EventyrUdlandet_1905

168 Dage efter sendte Collin mig, til Bravo’s store Forbavselse, en Anvisning paa fire Hundrede Rigsdaler, en Sum, der var tilstrækkelig til at udløse den stakkels Sadelmager af Tjenesten og skaffe ham hjem til Danmark. Men havde jeg ikke været dernede, tror jeg nok, at Manden var havnet paa den protestantiske Kirkegaard. Var det Bravo’s Rædsel at dirigere General­ forsamlinger, saa havde han til Gengæ ld et an ­ det aarligt Direktorat, som voldte ham desto mere Glæde, og det var, naar han skulde præ ­ sidere ved Julefesten i Rom. Han fik da gerne den fornemste Dame til Bords, og tog sig med Ridderkorset paa Brystet og Vedbendkransen om den skraat tilbagefaldende Pande just ikke gan- ske antik ud. Alligevel følte han sig som en af de romerske Konsuler, naar de ad via triumph- alis drog ind for at lægge Sejrsbyttet foran Con- cordias Tempel. Naar da Julegrøden var anrettet, rejste Bravo sig med stille Værdighed, saa’ sig om i Forsamlingen og sagde ufravigelig: „Og dette skal være vore nordiske Trekon­ gers Skaal; de leve længe, de leve høj!“ Og naar da Hu rraraabene drønede gennem Salen, havde han en Følelse som Paven, naar han Paaskedag har lyst Velsignelsen fra St. Peters store Loggia.