EventyrUdlandet_1905

175 er der jo ingenting der hedder hernede. Havde de endda gjort mig til „console generale“, det havde der væ ret Mening i.“ Hans Vrede mildnedes dog lidt efter lidt, og da han endelig fik Kommandørkorset, tror jeg nok, at han følte sig paa Toppunktet af dette Livs Lykke; thi for en cavalière og commenda- tore har Romerne Respekt. Han vedblev lige til det sidste at varetage sine Forretninger, og døde først 1876, nogle og firsindstyve Aar gammel. Alle de, der har kendt ham, mindes ham med Takhemmelighed; thi først da man lærte de se­ nere Konsuler at kende, forstod man at sætte Pris paa, hvad Bravo havde været som saadan. Nu hviler han paa den protestantiske Kirkegaard sammen med Hauch og mange andre Danske, som han i levende Live har støttet og hjulpet. Naar jeg besøgte Bravo i hans hyggelige Lej­ lighed, traf jeg ofte en gammel Munk, som med synligt Velbehag nød sin Kaffe og den importe­ rede Cigar, som Konsulen havde budt ham. Det var den forhenværende Genremaler Albert Kiich- ler, nu Franciskanermunk og Broder i Klosteret S. Bonaventure paa Toppen af Palatinerbjerget. „Hvor det er rart at være Munk ,“ sagde han en Dag, da han drak sin Kaffe, „man faar al­ ting frit, Kaffe, Cigar og Farver oven i Købet,