EventyrUdlandet_1905

2 0 0

cio“, vandrede Kunstnerskaren, anført af Petersen, ud til Paladset for at se det sjældne Syn, men traf ved Indgangen en gammel Portner, som for­ bød dem at komme ind. Sagen kunde ganske vist være bleven afgjort ved et Par Paoli; men da Petersen var Økonom, foretrak han at bruge Mund, og da han ikke var stiv i det Italienske, endte han Forhandlingerne med et „Naa, Du gamle Porthund, kan det nu inte snart gaa lidt ov er,“ hvorpaa Kunstner­ skaren under høj Latter stormede Fæstningen. Man naaede ud i Baggaarden, satte sig paa den lave, fugtiggrønne Murkant og nød herfra Peterskirkens dobbelte Stjerneglans, indtil Kul­ den og Fugtigheden mindede om at gaa h jem ; men hvad skildrer Skarens Forbavselse, da man fandt Portrummet mørkt og Paladsets Port luk­ ket. Den gamle Porthund havde aabenbart be­ sluttet at hævne sig, og nu kunde man have den Fornøjelse at tilbringe en kold og klam Nat i en mørk Gaard, hvor man kun havde et Par Marmortrapper til Hvile. Forgæves kalder man, forgæves dundrer man paa Porten, ingen lukker op; men da klinger pludselig P ete rse n ’s glade Stemme: „Oh høj! hiv mig i Vejret, saa jeg kan faa fat i J e r n ­ stangen deroppe, saa skal vi snart slippe u d .“