EventyrUdlandet_1905

204 i hvis Midte Springvandet plaskede, medens dovne Skildpadder og vævre Firben slikkede Solskin langs Murene, som var beklædt med Vedbend og Vinranker. Selv om Vinteren pran­ gede denne Have med Roser, Resedaer og stor­ bladede Acanthus; men henad Foraaret iklædte den sig sin lyseste Pragt. Da løvedes Vinrankerne, da myldrede utallige Blomster op af de smaa firkantede Bede, og her har jeg mangen Dag dovnet i Solskinnet, medens mine tre Venner stod flittige ved deres Arbejde. Skønt meget forskellige i Udseende og Ka­ rakter, dannede disse tre dog et Fostbroderskab, som delte godt og ondt med hinanden. Wal­ ther Runeberg havde fra sit Land med de tusind Søer arvet et vist blidt Sværmeri, der laa over ham som Maaneblinket over Fossens Susen. Man følte, at han var Søn af en Digter. Dertil var der i hans finske Natur noget varmt og tro­ hjertigt, og hans stadigt tilbagevendende: „Det tror jag inte all’s “ viste, at han tænkte retsin­ digt og hæderligt om alle Mennesker. Han havde sluttet sig tæt til Laurits Prior, en livsglad, fornøjelig ung Mand, som dannede det glade Element til Runebergs maaske lidt melankolske Temperament. Til disse to sluttede Frithiof Kjellberg sig