KjøbenhavnsBrandforsikring_1731-1911

9 4 BRANDFORSIKRINGEN 1731—1795 ikke uden Paavirkn ing af nogen M isstemn ing over for de store Her­ rer, som p lud selig b landede sig i B randforsikringens Anliggender*) — ligesaa utilbøjeligt som Magistraten til at gaa m ed til den ringeste Ind ­ rømm else. T il at begynde m ed fulgte Oppositionen den a lm ind elige Fremgangs- m aade og søgte i 1781 at formaa D irek tion en til at samm enka ld e en G eneralforsam ling og lade d enne udpege et Udvalg, der samm en m ed D irektørerne kund e udarbejde en ny F u nd a ts1). Sagen kom ogsaa for paa en G eneralforsam ling, m en strandede paa de Komm itteredes M od stand2). L ige saa lidt fik Ansøgerne ud af det, da de d. 26. April 1783 ind send te et i øvrigt i form el H en seend e ret mangelfu ldt Forslag til F u n d a ts3). D irek tion en og de D eliberation skomm itterede stillede sig vel im ø d ek om ­ m end e, oversend te Forslaget til Magistraten og lod forespørge, om det Lunde b ehand les paa den forestaaende G eneralforsam ling4). Svaret b lev atter den skarpeste A fvisn ing5). Magistraten fandt ikke den »m indste An ledn ing til derudi at tage nogen Deel«. Forslagsstillernes direkte H en ­ vend elser til Kongen førte ikke til bedre Resultat. An søgn ingerne b lev oversend t Magistraten og selvfølgelig fraraadet. D erm ed var Kampen dog ikke endt. Ganske vist havde Regeringen nægtet m od Magistratens udtrykkelige Ønske at give Forslagsstillerne Medhold. Da d isse im id lertid slog ind paa en Omvej, kunde de regne paa den største Velvilje og haabe trods alt at naa et heldigt Resultat. Midlet var valgt m ed m egen Behænd ighed . Det var N ed sæ ttelsen af en Voldgiftsdom stol. D. 28. April 1785 ind levered es An søgn ingen til K ongen6). Den var langtfra uden Selv fø lelse. Forslagsstillerne m en te saaledes »som for­ nuftige og m ynd ige Interessenter« vel at vide, hvad der vilde være dem selv »bedst tjenligt«. Det var ogsaa tydeligt nok et Hug til Magistratens Med lemmer, naar det om disses Udsagn, at Ansøgernes Forslag vilde b live til deres egen Skade, tilføjedes, at det var fremsat, »skiønt, som vi haabe, efter deres Overbeviisn ing og i Hensigt at væré os til bedste«. Man kunde dog ikke ind se dette, b lev m u ligvis ogsaa vild ledet af »den naturlige Lyst til at d isponere over sin E yendom (hvilket er Øyemedet af vores aller underdan igste Ansøgning)«, og bad derfor Kongen befale to kynd ige og uvild ige Mænd at afgøre, hvor vidt In teressen terne som Ejere af Brandforsikringens F orm u e burde have Myndighed til selv at forfatte deres Fundats og adm inistrere Selskabet. Skønt saavel D irek tionen og de D elib era tion skomm ittered e7) som Magistraten8), der alle fik Ansøgn ingen tilsend t til Betænkn ing, erklærede *) Det ser i hvert Fald ud som et Forsøg paa at tage Brodden af en saadan Uvilje, naar de fornemme Forslagsstillere i deres Fundatsudkast udtrykkelig kræver af Direktørerne, at de skal tilhøre den borgerlige Stand.