591968378

Ø S T E R B R O

Trykt i O. C. Olsen & Co.s Bogtrykkeri ' i 50 mimererede Eksemplarer ved Faktor Hansen Maarc. Billederne udjørte i TI. Anker-Olsens Reproduktions-Atelier.

ØSTERBRO I GAMLE OG NYE T I D E R

SÆRTRYK AF DAGBLADET »SAMFUNDET KØBENHAVN

1901

Hovedstadens forskellige Dele er der ingen, der i de sidste Aartier har befundet sig i en saa rivende Ud­ vikling som Østerbro. Omdannelserne er her foregaaede med en saadan Vold­ somhed, at det neppe har været muligt, selv for dem, der dagligt levede i disse Omgivelser, at holde Kontrol med dem, og mangen skikkelig Østerbroer vil, naar han færdes i de nye Kvarterer og paa de nye Spadsereveje, bringe sig

selv i Forlegenhed, naar han spørger sig: ,,Ilvad laa her i Grunden før?“ [Mærkeligt nok, saa svag den men­ neskelige Opfattelsesevne i Almindelig­ hed er netop overfor Lokaliteter! . . . Erindringen kan vel skarpt bevare1Bille­ det af det enkelte Hus eller den en­ kelte Have; men drejer det sig om at bevare Billedet af flere forskellige Ejen­ domme og deres indbyrdes Beliggenhed, da forskyder Linjerne i Billedet sig let, og Indtrykkene udviskes . . . iMaaske vil det da netop nu, da Østerbro belinder sig paa et Udviklings­ punkt, hvor de sidste Rester af det gamle, vi tør nok sige det kære gamle, Østerbro- snart er forsvundne, ikke være ubetimeligt a t kaste Blikket tilbage og fremmane nogle Billeder af det Østerbro, som var den Gang, saale- desi som vore Forældre og Bedstefor­ ældre har kendt det og vi selv til Uels ogsaa. • Men først gaar vi noget læn­ gere -tilbage og giver et Rids af denne Bydel, som den saa ud i Begyndelsen af

det 18de Aarhundrede. Ø s te rb ro paa

Ho lbergs T id . I Begyndelsen af det 18de Aarhun­ drede saa der omtrent saaledes ud uden-

Trianglen med „Petersborg“ og „Hjørnelund1.

i

i

I

for Østerport : Naar man var kommen ud ad Porten og havde passeret Gravene og Glacis’et, havde man ret straks lige­ som nu paa venstre Haand Soetatens Kirkegaard, der den Gang ikke havde saa fint et Navn, men hed slet og ret .Matroskirkegaarden. Den blev indviet allerede 1596. Et lille Kapel blev byg­ get i 1701, dér, hvor nu Graverboligen ligger. I 1711 blev Militærkirkegaar- den anlagt lige over for. Paa højre Side af Vejen fandtes der ikke andre Bygninger end Acciseboden („Cisebo- den“ kaldet i daglig Tale) og det lille Hus, der endnu i vor Tid fandtes paa Hjørnet af Kastelsvejen, hvilken sidste rigtignok den Gang ikke eksisterede. Kom man længere ud forbi Sortedamsisø- en, saa havde man paa højre Haand R o- s e n d a l , der. laa dér, hvor vi endnu har set det. Det smukke Landsted ud­ gjorde Hovedparcellen af et større Areal, som Raadmand V e r n e r Cl.au- m a n s Sønner af Frederik den Tredie havde erholdt i Bytte for en stor Have, der laa nærmere inde ved Byen, og som blev raseret ved Anlæget af Fæstnings­ værkerne. Skraas over for Rosendal, ved Hjørnet af Søen, laa nogle Længer, der kaldtes for „Pæretræet". Noget længere ud mod Trianglen, som na­ turligvis heller ikke den Gang var til,

laa midt paa selve Graden, em­ given af et S tak it, en brøstfæl- dig gammel Stubmølle, der bar det skonne Navn „Solen“ , og som laa omtrent dér, hvor i sin Tid Vartov Hospital havde ligget. Disse faa Bygninger tilligemed et lille Port­ hus, der laa paa Hjørnet af Nordre Fri­ havnsvej og Trianglen, var alt, hvad der den Gang fandtesi af Bebyggelse paa Østerbro. Det sidstnævnte lille Hus fik efter Czar Peter den Stores Ophold her i 1716 Navnet „St. Peters- borg“, som det har bevaret lige indtil vor Tid. Da nemlig i det nævnte Aar Czar Peter den Stores Armé kamperede paa det ubebyggede Areal mellem Strandvejen og Stranden, maatte Cza- ren selv tage til Takke med et Loge­ mente i dette Hus, som var det eneste, der kunde bruges til Skriverstue. Det kom saaledes til at spille en Rolle som Hovedkvarter, og da Ruslands Czar netop samtidig var i Færd med a t an­ lægge St. Petersborg paa et ligeledes øde Areal, tog hans Soldater deraf An­ ledning til at døbe det improviserede Hovedkvartet’ med samme Navn. Saale­ des fortælles der, og Traditionen har vel Sandsynligheden for sig. Paa Terrænet mellem Østerbrogade og Stranden havde man allerede den

Gang tænkt a t bygge et helt nyt Kvar­ ter og havde allerede afstukket Gader, men Planen blev opgiven, og Kongen lod i Stedet for indrette et kunstigt Fiskerianlæg med et Kompleks af Fiske­ damme, der var indbyrdes forbundne, og som, naar det ønskedes, kunde læg­ ges tørre. Disse Damme blev igennem et Sluseapparat, der laa, hvor Østerbro- gade nu ligger, forsynede med Vand fra Sortedamssøen. Mellem disse Dam­ me blev der bygget et Fiskerhus, hvor Fiskemesteren boede, og da hans Em­ bede neppe var videre indbringende, fik han Tilladelse til at drive Beværtning, og denne fik stærk Tilstrømning af Kø­ benhavnerne, der paa smukke Sommer­ aftener drog herud for a t drikke deres The eller Punsch i det grønne. Blandt dem, som søgte her, var ogsaa L u d ­ v i g II o 1b e r g, der nævner Fiskehuset i sine Værker (Jakob von Thyboe f. Eksi). Vejene ud ad denne Kant var den Gang i en skrækkelig Forfatning. Naar Beboerne paa Østerbro om Vinteren af­ lagde Visit hos hinanden og skulde over Gaden, maatte Damerne lade sig transportere af Dragere i en Slags improviseret Bærestol. De rigtige pri­ viligerede Bærestole maatte nemlig den Gang ikke benyttes af private Folk, da

de var en Særret, der tilhorte Adressekontoret. I 1752 skete der dog en Forandring til det bedre, idet Vejene da underkastedes en Eestavre- ring. Dæmningen langs med Søen blev hævet fem Fod, hvorved ,,Dalen“ frem­ kom, idet Husene øst for Vejen kom til at ligge en Del lavere end denne, noget, Som Københavnere, der. er en Smule til Aars meget godt vil kunne huske. Den Ingeniør, som ledede dette Foretagende, hed P e y m a n n og var den G,an,g en ung Officer. Det var en Broder til den bekendte General, der fun­ gerede som Kobenhavns Kommandant, da Byen sørgelig Ihukommelse! — i 1807 blev overgiven til Englænderne, og den danske Flaade forsmædelig bort­ førtes ,som Bytte. Lad os da nu kaste et Blik paa Ø s te rb ro i Begynde lsen a f det 19. A a rhund red e . Den Gang havde Østerbro endnu en ganske landlig Karakter og var kun i ringe Grad bebygget. Dér, hvor nu Preislers Have' ligger med den højst ejendommelige Hundekirkegaard, var der den Gang Holdeplads for „Kaffe­ møllerne^, de bekendte gammeldags Kapervogne, hvis Hjul malede rundt og

ØslerUrngade med „det hvide Hus“ og „liosendal", set fra Dosseringen.

rundt i Vejenes dybe Sand ud ad Sko­ ven til. Paa Hjørnet af Kastelsvejen laa H e l t s velrenommerede Beværtning, der omgiven af sine klippede Lindetræer afgav et koligt og behageligt Tilflugts­ sted paa varme Sommerdage. Hertil valfartede Hovedstadens Borgere for at spille Kort eller Kegler og drøfte Da­ gens Nyt, mens de røg Tobak til af Værtens Kridtpiber ; paa en Hylde i Kakkelovnskrogen var anbragt Staal, Sten og Fyrsvamp. Lidt længere inde i Alléen laa J e s p e r s e n s Traktørsted, der var beregnet paa et tarveligere Publikum, særligt paa Skovgæsterne og do talrige Ligfølger, der kom fra Kirkegaarden. Det havde en udmær­ ket Søgning. Ofte kunde man til langt ud paa Natten høre Stemmer derindefra af Folk, som paa gammel nordisk Vis vilde hædre en kær afdød ved at drikke hans Gravøl. Det hændte da stundom, naar man skulde ind til Byen, a t man fandt Østerport lukket og maatte bide i det sure Æble og lægge Vejen om jad Nørreport. Lige over for Helts Beværtning paa det andet Hjørne af Kastelsvejen l laa det saakjaldte „hvide Hus“, som det stod endnu til langt ned mod vor Tid. Det tog sig stateligt ud, navnlig naar

det saas over Søen. fra Sortedamsdos­ seringen, med sine to Etager og Fronte- spice, halvt skjult mellem de omgivende Træer. Bjælkeværket i dette Hus hid­ rørte fra. Struensees og Brandts Skafot. Dette palæagtige Hus ejedes i sin Tid af Dr. D a m p e s Svigermoder. I Tre­ diverne, da. gamle R o slem k i l d e lejede sig ind her, ejedes det a.f en Snedker­ mester G r a. n b e r g, som lejede det ud til forskellige københavnske Familier, der vekslede ret hurtigt. Det var her, at J u 1i e R o>s e n k i 1d e, den senere saa navnkundige Fru Sødring, fandt et lykkeligt Hjem i sin Opvæksts Aar, og den, der har læst hendes Erindringer, vil ikke kunne glemme den Begejstring, hvormed hun udtaler sig om disse Om­ givelser : „S traks, naar man var kommen gennem Østerport, begyndte den nye Verden. Der kom et frisk Pust, som bragte Hilsen fra Sø og Skov. Og hvil­ ke Ture kunde man ikke gaa! Fra Øre­ sund til Kalvebodstrand omgaves Byen af et levende Hegn: Lysthaverne, Vol­ dene, Kirsebærgangene og Gartnerha- verne“. ,Men navnlig dvæler Fru Sødring dog med Begejstring ved C 1a s s e n s og Tu t e i n s Parker, der begge var af er overordentlig Størrelse og strakte sig helt ned til Stranden. „For mig,“ skri-

ver hun, „var Tuteins Park som et Fé- rige. Den indeholdt hojs't forskelligar­ tede Skønheder. Der fandtes et straa- lende Blomsterflor, store Strækninger med Frugttræer, srnaa Søer, udstrakte Græsplæner, .Marker med Køer og Lam, store Alléer, hvorimellem én, der gik helt ned til Stranden, endende i en Høj, og hele Skovpartier, hvorfra der i den tidlige Forsommer lod henrivende Fugle­ sang. Luften var krydret af Lindetræ­ ernes Millioner af Blomster. Stille sad vi paa Bænkene og hørte paa Natter­ galene, som slog i det tæ tte Krat fjærn og nær.“ Københavner, føler du ikke dit Hjerte blidt bevæget! Dine Bedstefor­ ældre kunde ganske vist ikke køre med elektriske Sporvogne — de havde ikke Cykler en Gang — men tænk paa al den Naturskønhed, de svælgede i! Og dog stiger Begejstringen endnu nogle Grader, naar Fruen naar til Skil­ dringen af Classens Have, denne kolos­ sale Have, som for os Nutidsmennesker egentlig kun er et Sagn og et Navn. „Classens Have“, skriver hun, „var egentlig i visse Henseender interessan- tere end Tuteins Park. „Classens Have“ v var et Vildnis, et Stykke Urskov. Alt voksede imellem hinanden. De æld­ gamle Træer sammen med det tætte

Krat dannede ligefrem Skovtykninger, og brød man igennem disse, stod man pludselig ved Bredden af en stor .Mose, hvor gule Iris, Brudelys og Muskedon- nere førte Tanken langt bort fra Byens Nærhed. .Midt i Haven laa. en skummel, graa Bygning, hvor man sagde, a t der paa Svenskekrigens Tid havde siddet Fanger i Bolt og Jærn . . Denne Mose med sine Brudelys og den skumle, graa Bygning midt i Ha­ ven laa lidt ovenfor Aggersborg, der længere ned imod Stranden var bygget paa en Holm midt i en lille Sø, og som lykkeligt havde ovér- staaet Bombardementet 1807. Den lille Sø var i mange Aar et yndet Samlings­ sted for enkelte af Lykken begunsti­ gede, der her tumlede sig paa Skøjter. Blandt dem, der færdedes her i Begyn­ delsen af Halvfjerdserne var hans Maje­ stæt Kongen og Dronningen, Prinsesse Thyra og Prins Valdemar, der her i flere Aar blandede sig med det skøjteløbende Publikum. Dog disse Erindringer tilhører en senere Tid. Vi vender atter tilbage til Begyndelsen af forrige Aarhundrede. Skraas over for „det hvide Hus“ paa Hjørnet af Østerfarimagsgade laa Vogn­ mand C h r. V e l l o s Ejendom; men Søen var den Gang endnu ikke regule-

ret og Kærlighedsstien afgav en nbanet og til Dels bevokset Vej, hvis vildnis- agtige Karakter dog netop gav den én Tiltrækning mere for elskende Hjerter, ligesom ogsaa Lystfiskere holdt af ati kaste en Snøre ud her, saaledes som man kan se det paa Købkes Billeder fra disse Egne. Sortedamsdosseringen var den Gang et lukket Land med svære Laager og Laase for begge Ender. Absolut util­ gængelig var den dog ikke. Hos Vand­ væsenet kunde man for en Sum af 2 Rdl. erholde en Nøgle til Laans1, og sajmme Nøgle var et helt Kvarter lang, saa at den i Nødsfald kunde bruges til Forsvar. Langs Stien laa da til Højre Blegdamme og Vaskepladser, der strakte sig fra Søen op til Blegdams­ vejen. Her sad en ,Mand med et Horn og tudede om Natten til Skræk og Ad­ varsel for Tyvene. Det smukke Hus, som tilhørte Voksfabrikør eg Lakerer Me y e r — et meget gammelt Hus — var i sin Tid det eneste paa Dosserin­ gen, hvor ingen endnu havde tænkt paa Kaserner. Naar man var passeret det, begyndte Blegepladserne og varede ved helt op til Nørrebro. Herhen sendte hele Byen sit Lærred til Vask og Bleg­ ning. Ud til Dosseringen var der store

Parker og Damme, hvor de skyllede Tøjet. Paa Hjørnet at Dosseringen og Østerbrogade laa Gartner D a n k e r t s Sted, omgivet at en stor Have, der naaede helt op til Trianglen. Denne laa den Gang hen som en Grønning, om­ given af et Gærde. En Jomfru Wi n s l øw , der boede paa „Hjørne­ lund" paa Hjørnet af Østerbrogade og Nordre Frihavnsvej, hvor nu Østerbros Normalur er, havde lejet den af Magi­ straten og havde her sine Kalkuner og Høns gaaende. Der var endnu kun ganske faa Ejendomme i hele dette Kvarter. For­ uden de nævnte var der „Dalen“, en gammel Korduanfabrik, — allerede an­ givet paa en Grundplan fra 1738 - senere forvandlet .til et Kattuntrykkeri, som købtes al Krigskommissær N a c h- t e g a 11. Den var ved en Dam adskilt fra Rosendals Grund. I denne Dam skylle­ des Tojet og bredtes siden ud til Bleg­ ning paa de store Enge, som laa neden­ for Rosenvænget, der vel a t mærke den Gang endnu ikke var noget Villakvarter. De Former, som benytte­ des i „Trykkeriet", blev skaarne i et Formskæreri, som fandtes i Helts oven­ nævnte Ejendom. Saa fulgte Ro s e n - d a 1, omgivet af sin vældige Have, der

omfattede hel© det Terræn, hvorpaa Rosenvænget nu ligger, og som spil­ lede en ganske dominerende Rolle paa Østerbro. Til den ene Side — ind mod „Dalen“ — laa dens Staldbygning, til den anden — længere ud ad Broen til —■laa Lade- og Materia1bygningen, ad­ skilt fra Vejen ved en Række statelige Lindetræer. Rosendal ejedes af Etats- raad Tu t e i n , der opnaaede den usæd­ vanlige Alder af 96 Aar. Senere købtes Ejendommen af Kaptajn W a a g e p e - t e r s e n for 60,000 Rdl. — en latterlig Bagatel i Forhold til Nutidens Be­ greber. Det var Waagepetersen, der stykkede Ejendommene ud. Rosendal var en efter Datidens Forhold særdeles smuk Bolig, der var udstyret med bety­ delig Luksus. Køkkenet var i Kælder­ etagen, ud imod Haven var der en stor Veranda, og Haven — ja, den har vi allerede omtalt. Skellet mellem Rosen­ dals og Classens Have var en Grøft med et Stigbord for Enden til a t hæv© og sænke Vandet. Det var i Tuteins Ejendom, at den engelsk© Generalstab havde opslaaet sit Hovedkvarter under Københavns1 Bom­ bardement i 1807, og udenfor, tværs over Vejen, var der opkastet en impro­ viseret Skanse, hvorpaa der var an­ bragt to Kanoner, der med deres ;Mun

dinger pegede ind mod Byen. Det un­ derordnede Mandskab var derimod ind­ kvarteret paa den til Rosendal ho­ rende Materialgaard lidt længere ud ad Trianglen til. Efter Materialgalarden fulgte Bageriet „Kronen" og saa. den gamle Stubmølle „Solen", hvisi altfor glodende Navn fik en ominos Betydning, da den brændte i 1835. Der gik Ild i Hatten paa den, og da Østerbros eneste Sprøjte kort i Forvejen var kørt ind til Byen til en Skorstensild, som var slukket allerede ved Ankomsten, fik den gamle ,Mølle Lov til at brænde ned i Ro og Fred langsomt som et Spædelys. Da Sprøjtemandskabet, der vilde vende hjem gennem Østerport, havde fundet Porten lukket, maatte de lægge Vejen om ad Nørreport, og da de endelig ef­ ter en anstrengende Tur naaede hjem, fandt de, at .Møllen var forsvunden. Om Petersborgs Oprindelse er alle­ rede talt. Det er jo for Resten ikke saa længe, siden det forsvandt, at de fleste vel endnu kan erindre den anselige, men forfaldne Bygning, hvormed det tidligere omtalte lille PorthuS i Tidens Løb var bleven erstattet. Lige over for den laa som nævnt H j ø r n e 1u n d, et fornemt, hvidkalket Hus i to Etager skilt fra Gaden ved en anselig gammel Have. Det horte ogsaa

til Østerbros historiske Huse. Det si- gesi i sin Tid at have tilhort Grev Brandt. Senere ved Steffensf Afrejse, blev Fe­ sten for ham holdt her. Lidt længere ud adl Vejen, dér, hvor nu det mægtige Bygningskompleks Jakobsborg har rejst sig, laa den Gang Konferentara ad Kirsteins Ejendom „N ø j s o m h e d“. ,,Nøjsomhed“, som i et Hundred- aar har været i den Ki r s l t e i n l s k e Slægts Eje — om end formindsket si­ den Halvfjerdserne ved Afhændelsen af en Del Fatjadegrunde og yderligere i Firserne ved et betydeligt Areals Over­ dragelse til V. L o w e s ’ Handelsgart­ neri — begrænsedes paa de tre Sider af Østerbrogade, Nøjsomhedsvej og Kalk­ brænderivej, mens det mod Syd stødte op til det Ohlsenske Gartneris anselige Have. Bygningerne laa ud mod Østerbro­ gade, vinkelret paa denne, det éneta­ ges grundmurede Vaaningshus mod Syd og en tilsvarende Bindingsværkslænge med Forpagterbolig, Lo og Stald mod Nord, skilte fra hinanden ved Gaarden med store Plæner og mægtige Linde. Vaaningshuset ændredes i Treserne ved Tilbygning af en større toetages Hovedfløj, og den nordre Længe blev al

lerede for adskillige Aar siden nedre­ ven. Endnu i Sommer laa omkring Huset den parklignende Have med sine mange sjældne, ældgamle Træer, sine Plæner og smukke Blomsterpartier. Skærmet mod Vejens Støj og Støv ved den lange Lindealle, der strakte de tætte Kroner udover Fortovet, laa den dér som en fredlyst Idyl, hvor man i stille Afte­ ner ved Uroslers og Nattergales Sang kunde drømme sig fjernt fra Hovedsta­ dens Tummel. iMen paa Størstedelen af det udstrakte Areal var der iovrigt nu kun lidt, der mindede om en svunden Tids Herlighed: De store, skovagtige Partier med de lange, stille Alléer ud mod Kalkbrænderivej og Vildnisset ud mod Nøjsomhedsvej havde allerede længst veget Pladsen for Villaer med pyntelige Byhaver; kun nogle forkrøb­ lede Ege og den mægtige Pil — den mellem hvis stærke Grene Englænderne i 1807 byggede en Platform til Udkig over Sundet — staar endnu som triste Vidner om Forandringens Lov. Dam­ men er fyldt og Skoven fældet; paa de­ res' Sted fortæller de omfattende Drive­ rier og tætbeplantede Bede om det mo­ derne Gartneris intensive Udnytten af Jorden.

Og man vil forstaa, a t denne; for at sivare Rente maa præstere en hel Del mere end før, naar man erfarer, at imens! det 10 Tdr. Land store Areal i Trediver­ ne ved Skifte udlagdes for en Sum af 6000 Rbdl. — hvilket betragtedes1som meget højt ansat — betaltes der 65 Aar senere for Vie af dette Areal over en kvart .Million Kroner. Selv Gartneri­ ernesi Dage er derfor talte, og inden føje Tid vil sikkert Drivhusene forsvinde for a t erstattes af femetages Kaserner. iMen endnu en Tid lang ind i den anden Halvdel af Aarhundredet laa alt fremdeles i sin gamle Skønhed, og fra Højen ved Foden af det omtalte Piletræ nød man endnu den samme Udsigt som Englænderne, der opkastede den, da de i 1807 indrettede sig et Kvarter paa ,,Nøjsiomhed“, fordrev Beboerne og hen­ synsløst- rumsterede i Hus og Have; mod Syd saa man ind over Holmen og Staden, og mod Nord vandrede Blikket uhindret over Sundet til Bellevue og Taarbæk. Dér, hvor nu et Bykvarter har rejst sig øst for Kalkbrænderivej og nord for Nøjsiomhedsvej, laa der den Gang kun grønne GræSgange og bølgen­ de Marker fra Vej til Strand. •. Det var, som sagt, ved Begyndelsen af forrige Aarhundrede, at Konferentsi- raad Ernst Philip K i r s t e i n indrettede

,,Nøjsomhed“ til sit Landsted. Nær forbunden ved Frændskabsbaand med det S c h i m m e l m a n n s k e Hus og knyt­ tet ved personligt Venskab og gennem sin Embedsgerning til de fleste af Da­ tidens fremragende Personligheder, samlede han herude til hyppige Selska­ ber, „CoUationer“ . og „Casino“ en tal­ rig og udsøgt Kreds om sig og sin Hu­ stru. Hun, sotti var Datter af den be­ kendte Superintendant og Prokansler ved Kieleruniversitetet C ra m e r, var fra sit Barndomshjem noje knyttet til de B e r n s t o r f f ' s k e , S c h i m- m e l m a ' n n ’s k e og R e v e n 11o w ’- Ske Familier og Legesøster til F r e ­ d e r i k k e ,Mii n t e r. Det vilde fere for vidt at komme ind paa en nærmere Beskrivelse, af det Liv, der levedes paa „Nøjsomhed“. Blandt de nære Venner nævner vi i Flæng de B r u n ’ske, M.ii n t e r ’s k e, My n s t e r s k e, Ma 1- l i n g ’s k e og C bl l i n ’s k e Slægter. N i e b u h r og Ma r e z o 11, Ba g g e- s e n, R a h b e k og Oe h 1e n s c h 1ii- g e r færdedes Som Gæster herude, W ey se og Kun z ø . n fandt et Hjem i det musikalsk begejstrede Hus. Ch a r- l o t t e S c h i m m e l m a n n omtaler, hvorledes K i r s t e i n fandt „Gunst og Naade“ for L a v a t e r s Øjne ; S t e f - f e n s mindes med Paaskonnelse sine Be-

Purti fru Sibberusvej vad Kri/olWifabriken.

søg i Kirsteins Hus, og Biskop [Myn­ s t e r skriver om ham: „Han havde næret, han vedblev at nære sin Aand med [Menneskehedens bedste Frugter og i Kundskabens, i den hele Dannelses vide Verden var intet ham fremmed; han forstod den lette Skjemt og den dybe, begejstrede Tale.“ Og om hans Hustru skrev Oe h - l e n s c h l a g e r et [Mindedigt, hvoraf vi anfører et Par Strofer: Og derfor aldrig glemmer vi dit [Minde, Skønt nu dit Støv vi dække maa med Jord. Hvo sad, som du, beskeden, ganske Kvinde jMed huslig Syssel ved det lille Bord? Og dog — dog i din Aand erkendtes atter, At du var Kirsteins Hustru, Cramers Datter. Du stille Hauge, hvor hun trofast van­ dred, Lig fromme ,Moder i Luises Sang, Du, som med Vintren har dit Blik for­ andret, ,Med kolde Dug paa visne Blades Hang! Ryst Taaren ned og sørg: den Gode bygger Ej Hytten mer i dine Sommerskygger.

Deres Son, Konferentsraad Carl Ludvig K i r s t e i n tog Ejendommen i Arv; og baade mens han og hans elske­ lige Hustru færdedes derude og senere i de mange Aar, deres ædle, aandfulde Datter ejede Stedet, holdtes Traditio­ nerne højt i Ære. Og medens mange af Tidens bedste ,Mænd stedse samledes i det gæstmilde Hjem, medens Generationer skiftede, og Forholdene vekslede, bevarede „Nøj­ somhed" gennem sine Ejeres Færd det gamle Patricierhjems fornemme Beske­ denhed, der svarede til det Navn, det bar.' Svingede man derimod ad Alléen mellem Petersborg og Hjørnelund ned ad Vandet til, hvor nu de høje Huse paa Nordre Frihavnsvej har rejst sig, og drejede man for Enden af denne Allé — ved det statelige „Roligheds­ dal" — af tilvenstre, kom man til Gamle Kalkbrænderivej, som gennem den gamle Bondegaard før­ te ned til Kalkbrænderiet. Dette var i Følge kongeligt Privilegium af 1732 anlagt her af to Mænd F e l i x d u S a r t og A n t h o i n e B o n f i l s , og Magistraten havde dertil overladt dem den saakaldte Baadsmandskansa udenfor Østerport. Efter a t denne Ejendom var gaaet gennem flere Hænder, blev den

V-

i 1774 udstykket i tre Dele. Den ene af dem gik i 1785 over til Raadmand, Høj esteretsadvokat S c h m i d t , der i 1790 og 91 paa sin Grund byggede „R o 1i g h e d“. „Rolighed" har spillet en Rolle som et af Østerbros Patricierhjem — endda det vandrede gennem flere Familiers Besiddelse — og det var med Sorg, at man for nogle Aar siden saa den stolte gamle Bygning forsvinde for at give- Plads' for Kaserner. Der var igennem Aarene knyttet saa mange iMinder der­ til. I 1795 solgte S c h m i d t sin Ejen­ dom til Agent S ø r e n Gy l d e n d a l , Stifteren af den gyldendalske Boghan­ del, der boede her indtil Sin Død. Ef­ ter hans Død 1802 afhændede Enken Ejendommen til daværende Kaptajn, se­ nere Generalløjtnant J o h a n H e n r i k H e g e r m a n n - L i n d e n c r o n e . Sam­ men med sin Hustru, Forfatterinden af „Danske Fortællinger", skabte han her et hyggeligt og venligt Familiehjem. „Den med mange .Møbler fyldte Daglig- og Havestue," skriver Ma t h i 1d e R e i n h a r d t i sine Familieerindringer, „var ved Sommertid stærkt formørket af de gamle Træer udenfor — hvoraf ikke ét maatte fældes, næppe kappes — ved Vintertid ophededes den stærkt af den store Kakkelovn, i hvis umiddel

bare Nærhed Sofa, Bord, Lænestole og den store Pappegoje i sit Bur stode. Den dannede en hyggelig Modsætning til den store Sal med Familieportrætterne paa Væggen og de siilkebetrukne, til­ hængte Stole langs disse. Naar Sam­ talen, der var livlig baade i Vinterens kunstige Hede og i Sommerens Skygge- fuldhed, drejede sig om almene, mest æstetiske Materier, var ingen saa del­ tagende i den siom den gamle Digter­ inde, hvis Øjne foruden Godhed ud- straalede Klogskab og Skælmeri.Den ældste Son, der var Jagtkaptajn, blev den første danske Officer, der faldt i Treaarskrigen. I 48 Aar boede Ilegermann-Linden- crones paa „Rolighed". Oe h l e n - sic h 1a g e r skrev i 1847 om dette Hjem: Lang Tid en Slægt i stille Bolig fra Staden skilt, ved Havets Kant, den uafbrudte Glæde fandt, hvormed kun Uskyld gør fortrolig; for trofast Ven og tro Veninde

stod aaben muntre Gæstesal, og Værten var en General, Værtinden var en Digterinde.

Den store Verden kun de kendte deraf, at Verden kom til dem, og aldrig keded dem et Hjem, hvor Troskabs Ild paa Arnen brændte.

Oehlenschlåger giver andetsteds Fruen det Vidnesbyrd, at hun maaske var den mest poetiske Sjæl, Danmark har ejet. Ogsaa J. P. M y n s t e r siger om hende, at hun var aandrig og af et dybt Gemyt, og C a r l B e r n h a r d, der var Nabo, siger, at han havde hen­ des Hjem a t takke for mange af sine gladeste og lykkeligste Timer, ligesom hun skal have inspireret ham til flere af hans Fortællinger. Carl Bernhards Fader, Major S a i n t - A u b a i n , havde nemlig købt en anden Parcel af Kalkbrænderiets Jor­ der, og Familiernes Haver stødte op til hinanden. ,Men ogsaa mange andre af Da­ tidens anseteste Personligheder hørte til „Rolighed“s Gæster, saaledes Brødrene Ø r s t e d , H e n r i k S t e f f e n s, P. F o e r s om, I n g e ma n n, F r u Gy 1- l e m b o u r g , J. L. H e i b e r g, De Me z a, T s c h e r n i n g o. m. fl. Da den gamle Husherre døde 1849 i en Alder af 84 Aar, var Hjemmet op­ løst, og 1850 solgtes Ejendommen ved Auktion til Grosserer ,M. T v e r m o e s for 9800 Rdl. Han døde allerede 1857; men havde dog forinden forbedret Ejen­ dommen meget. Saa var det, at Mo- r i t z G. M e l c h i o r købte „Rolig­ hed^ som da var stegen i Værdi til 45,000 Rdlr. Han byggede en ny Byg

ning til med Udsigtstaarn, hvorfra- der var en herlig, vidtstrakt Udsigt over Sundet. Det er bekendt nok, at ogsaa Melchior holdt af at samle Kunstnere og Videnskabsmænd om sig og holdt aabent Husi i stor Stil. H. C. A n d e r s e n tilbragte i sine senere Aar det meste af Sommeren her. Han havde sine to smaa Værelser ovenpaa med Altan, ud mod Øresundet. Han har oftere besun­ get dette sit Hjem i Hjemmet, aldrig smukkere end i Tilegnelsesdigtet med sine Eventyr og Historier fra 1872, hvor det hedder: Johannes Ewald sang udodeligt Rungsteds Lyksalighed. O, havde han i vor Tid levet og i dette Hjem i dette Hjertelag, hos disse Venner, han havae sjunget da en dejlig Sang om „Rolighed" og RoSenvængets Roser. Mit Hjem i Hjemmet, hvor bag Hyldens Hang mit Liv fik Solskin og min Harpe Klang, dig bringer jeg taknemlig-glad min Sang. Det var ogsaa her, han dode tre Aar efter (1875), og ni Aar efter døde M o r i t z Me l c h i o r . Saa blev Stedet lejet ud, og i 1898 blev det jæv­ net med Jorden.

Under Fo rvand lingen s Lov . Østerbros gamle Idyller kunde ikke bestaa under det 19de Aarhundredes rivende Udvikling. Det gamle Køben­ havn voksede ud over Volden og for­ langte Plads, foreløbig Villaplads. Det er ovenfor berørt, at Kaptajn Wa a g e - p e t e r s e n i 1875 købte Rosendal med det tilhørende Rosenvænge for at ud­ stykke det. Ejendommen, der strakte sig fra Østerbrogade til langt ned mod Strandpromenaden, udgjorde i alt 24 Tdr. Land. For at faa Adgang til Strandpromenaden, inaatte han af­ købe det Classenske Fideikommis en lille Jordstrimmel, der adskilte Rosen­ vænget fra denne. Der blev ført en Vej lige ud til Strandpromenaden, Ro­ senvængets Hovedvej, og for Enden af den blev der anbragt en Port for at af­ stænge Rosenvænget for almindelig Færdsel, et F'orhold, der til den Dag i Dag er bevaret. I 1872 Solgtes- den sidste Villagrund i Rosenvænget. Ud­ parcelleringen havde altsaa varet fem­ ten Aar. Paa Rosendals og Rosenvæn­ gets Grund var der opført ialt 47 Vil­ laer. Prisen varierede imellem 1 Kr. og 1 Kr. 33 Øre pr. Kvadratalen, ja endogsaa mindre for meget store Are­ aler, hvorimod den kunde stige

højere for meget smaa. Køberne byggede til eget Brug, og derved lyk­ kedes det a t frembringe et smukt Villa­ parti med store Haver — som nu alle­ rede staar for Fald. Den stigende Grundværdi, Som er en Fjende af al Na­ turskønhed, er allerede her paa Færde. Grunden er bleven for værdifuld for Haver og Blomster og Børn — den er modnet for Fabriker og Kaserner og Hospitaler. Rosenvængets Bebyggelse trak det omliggende Kvarters Bebyggelse med sig. Efter haanden, som Udviklingen førte det med sig, anlagdes der flere og flere Veje, deriblandt Rosendalsvej, ogsaa Østerbrogade fulgte efter. Naar den i 1855 havde haft 475 Indbyggere, havde den i 1890 naaet et Tal af 3145, som nu er fordoblet adskillige Gange. Gade rejser sig ved Gade, smaa og gamle Huse giver Plads for nye og store. Rolighedsdal rives ned, og Kalkbrænderivejens Forlængelse (den nuværende Nordre Frihavnsvej) fores over Grunden. Især tager Byggeriet Fart, efter at Udstykningen af Classens Have begynder. Nye Gadenet rejser sig. Forlængelsen af Kalkbrænderivej medfører Udstykningen af Roligheds store Have. Spekulationen bemægtiger sig alt. Nu i Aar er den sidste store Have her paa Østerbro faldet —

Nøjsomheds gamle Have har maat- te t vige for Øksen —, snart er den sidste Duft af Landlighed for­ svunden fra. Østerbro, det Øster­ bro, hvorom Fru Sødring skrev saa begejstret. Kun hist og her er endnu levnet en sidste beskeden Rest, der staar fremmed og halvt uforstaaet midt imellem de omgivende Nybygninger. Ja, et Par Villaenklaver er her endnu og hist og her en lille Trægruppe, saaledes den Gruppe af 8 Lindetræer, som endnu staar paa Melchiors Plads. Det er et Minde om gamle Krause, der i sin Tid selv har plantet dem. Hans Have, hvoraf de var en Del, har længst maattet vige Pladsen for de nye Gade­ anlæg, som han selv var med til a t skabe.

Made with FlippingBook Learn more on our blog