Forskønnelsen_1915

LUDVIG FEILBERG OG HOVEDSTADENS SKØNHED v e d V i g g o C a v l i n g F AA har som afdøde L u d v i g F e i l - b e r g haft Blik for Hovedstadens

Husenes høje Rækker efterhaanden tabe sig ned ad Gaden. Der er som noget uddødt ved Byen. En Gang imellem afbrydes Stilheden ved, at en eller anden Borgerfamilie kommer ja ­ gende gennem Gaden i en Char-å-banc med grønne Grene fra Skoven og holder stille uden for et Hus, hvor Selskabet under Latter, Fjas og gentagne Godnatter skilles ad eller forsvinder i Huset. Saa er der atter stille. De lukkede Bu­ tikker, Metropolitanskolens soltørrede Mure, der ligesom endnu fortæller om den Hede, det var i Middags, og hvor trykkende det var i By­ en om Sommeren, alt vidner om, at Folk er helt andre Steder henne. Byen er egentlig ret ejen­ dommelig en saadan D ag ; der er noget klassisk ved den. Det er, som om den stadige Tanke om Skoven bevirkede, at den syntes mere byagtig end sædvanlig.« Denne fine Skildring afstemningen i Kvarteret om Frue Plads en Som­ mer-Søndag Eftermiddag er vistnok uovertruffen, og dogstaarFEiLBERGret fremmed for den indre By. Det er Fre­ deriksberg, der har hans fulde Hjerte. I den smukke Frederiksberg Have og i de omgivende Alléer er der Fred og Ro for Tænkeren, her opdager han det, der for ham er det hemmeligste og største i Livet, »Naturudviklingens Ansigt« ,han spaserer langs Kanalerne og leder efter Spor af det ældste Fre­ deriksberg , og han slutter gerne sin Spaseretur hos J o s t y . »Der kommer forholdsvis meget faa Subjek­ tivister (Stormennesker) og Kulturfigurer (0 - stergadefolk) hos Josty«, skriver han. »De pas­ se ikke i Landskabet, kede sig iblandt alle disse »gamle Tanter« og gaa hellere et Sted hen, hvor der er Musik. Gaar man ind i en af de smaa Folkebeværtninger i Pilealléen (Tehaverne), hvor den Frederiksbergske Tone maaske aller­ mest er fremtrædende, er det forundrende, saa lidt Subjektivitet, der træffes. Alle disse store re­ aktionsparate Skikkelser fra Gaden, som man i høflig Ængstelighed sniger sig forbi af Frygt for, hvad der kan hænde, ere ikke til Stede herinde, eller ogsaa ere de bievne omskabte, idet de traadte ind. Man ser kun rare, skikkelige glade, 1

Skønhed og Poesi, færre har været i Stand til saa smukt og skarpt at ana­ lysere de modtagne Indtryk. L u d v i g F e i l b e r g færdedes, ligesom Danmarks anden store Filosof, S ø r e n K i e r k e g a a r d , gerne paa Gader og Stræder. Han skriver: »Gaden er et fortræffeligt Laboratorium for den, der vil overtænke noget, fange en Idé eller lægge en Plan. Man holdes »oppe«, hindres fra at tænke sig snæver«. At selve Gadebilledet sætter hans Tanker i Bevægelse, derom vidner følgende lille Citat: »Imorges, jeg gik over Højbro, saa jeg et Glimt af den levende Oprindelighed. Det var Solen, der brød frem gennem Taagen som en Ildebrand paa den ellers graa Himmel lige bag Taarnet paa Frederiks Kirke. Det satte ligefrem Ild i Sindet. Jeg fik med eet saadan en Lyst til at rejse«. Men det er ikke alene Rejselyster, Filosofen faar paa sine Vandringer gennem Byen. Han skriver: »Kender du det, at der kan være bestemte Steder paa en Vej, hvor man altid faar Lyst til at tænde sig en Cigar? Inden Sortedamsgade blev forlænget forbi St. Hansgade, greb jeg mig stadig i, at jeg kort efter at være kommen fra den brede Gade ind paa den smalle, fredelige Dos­ sering halede minTobak op af Lommen. Det er Steder, der er i Besiddelse af et aandeligt Ind­ hold, uden at der er blevet sagt noget derom endnu, og som man af den Grund endnu kan nyde uden at gaa i Kredsgang«. I den nydelige Analyse »Holbergs Træ i Fiolstræde« (1882) staar der: »Det er en Søndag Aften efter en smuk Dag. Der er stille i Gaden. Alle Butiksvinduer er til­ skoddede; man hører enkelte Fodtrin fra de faa Mennesker, der ikke i Dag har været i Stand til at søge Skoven. Ingen Vognrummel, ingen Støj overdøver Lyden af de enlige, skarpe Anslag mod Flisen; man hører Resonantsen mellem V. Aarg. 1915 Nr. 1