HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1995 h5

Beslaglæggelsen af københavnske skoler til indkvartering a f tyske sårede og flygtninge 1945

hvorpå der stod, at skolen nu var underlagt besættelsesmagtens myndighed. Den 12. marts toges Holsteinsgade, Øster Farimags- gade, Randersgade og Vibenhus skoler. På dette tidspunkt mente tyskerne selv, at beslaglæggelsen ville vare 3 å 4 uger, idet man mente at ville sende flygtningene over Danmark til Vest-Tysk- land! Fra 2 5 / 2 - 1 2 / 3 var der kommet 13.800 sårede og 12.200 ci­ vile. (En tysk læge hævder, at der de sidste år ikke har været plet­ tyfus i Danzig-egnene - hvad der sikkert passer ellers ville vore egne læger næppe efter 5 / 5 have kunnet bevare os for epidemi­ er!) Snart toges flere skoler, først holdt tyskerne sig alene til Østerbro - men senere blev flygtningene fordelt byen over. Dog aldrig på Vesterbro - Den bydel holdt tyskerne sig fra. (Efter si­ gende, fordi der var ganske bestemte planer om at straffe bydelen ved et tysk bombe-angreb!) I begyndelsen håbede vi at kunne bevare een skole i hvert kvar­ ter, således at 2 å 4 skoler kunne »dele« bygningen fra kl. 8 til kl. 6 . Skolelederne lagde skemaerne om atter og atter, man søgte at skaffe hver klasse 2 lektioner mindst pr. dag. Klasselæreren tog da hovedfagene - en slags landsbyundervisning - udviklingen kuldkastede dog alle de første planer. Skærtorsdag toges 8 skoler, påskedag 15 skoler, således at vi d. 3. april havde afgivet 58 sko­ ler; bevaret var kun en del små særskoler og filialbygninger samt Vesterbro. Alligevel gav skolelederne ikke op. Retningslinierne var: »Hvor meget end tyskerne tager fra os - så skal vi søge at skaffe vore børn nogen undervisning. Vi vil holde forbindelsen mellem børnene og lærerne. Klasselæreren skal have mulighed for at holde sammen på sine børn. Ethvert lokale, der kan rumme børnene - må tages«. Alle kom os til hjælp: Præster, foreningsledere - private. Den sto­ re skole blev spredt ud over kvarteret i mange små afdelinger; det var såre vanskelige arbejdsvilkår for lærerne - og skolelederne - men alle ydede det mest mulige for at bevare skolen som børne­ nes værner i den meget underlige tid. De allerfleste børn kommer jo fra hjem hvor de en del af dagen (den almindelige skoletid) er uden opsyn, idet begge forældre har ude-erhverv. Skolen kunne ikke helt give slip på at berede børnene til lidt regelmæssigt arbej­ de. Selve kundskaberne blev det vel ikke just så meget med, men 170