HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1995 h5

Beslaglæggelsen a f københavnske skoler til indkvartering a f tyske sårede og flygtninge 1945

Nu - Den 23. marts 1946 har vi endelig ( på 1 skole nær) fået vo­ re skoler tilbage - men mange er stadig under istandsættelse. I årets løb lærte såvel børn som lærer evakueringens hårde vilkår at kende; intet under, at enhver skole, der »vender hjem«, højtide­ ligholder første skoledag i egen skole på smuk og festlig måde! Detlef Boolsen, Stevnsgades Skole Det var 15. marts 1945. Den tyske flygtningestrøm var begyndt at vælte ind over landet; der kom dagligt store skibsladninger af dem til byen. Adskillige af byens skoler var taget i brug af Herre­ folket, og vi skoleledere havde været til møder i Skoledirektio­ nen, hvor vi fik besked om, hvilken naboskole vi skulle arbejde sammen med, såfremt fjenden skulle komme over os. I det store frikvarter kom en dreng løbende op til mig: Hr. in­ spektør, der kommer en tysk officer! Jeg var straks klar over situationen. Vi gik op på mit kontor, og mens han tog sin Verfügung frem, fortalte han mig på flydende dansk, at han havde rejst i Skandinavien i 26 år ... det ville altså sige, at han hørte til 5. kolonne. Skolen var beslaglagt. Min pro­ test hjalp naturligvis intet. Men, han sagde, det drejede sig anta­ gelig kun om 8 å 10 dage. For øvrigt optådte han forholdsvis hø flig t.... på det tidspunkt var det jo begyndt at gå ad Helvede til for tyskerne .... og da jeg i samtalens løb sagde ham, at jeg selvføl­ gelig så på spørgsmålet, som alle anstændige danske gjorde det, hvilket altså vilde sige, at vi kun havde det brændende ønske: Gid Satan havde Jer alle sammen! så sagde han meget skikkeligt, at han godt forstod, at vi måtte se sådan på det. Skolebetjenten, der kom til stede og hørte vor samtale, gik ned på lærerværelset og sagde: Jeg er sgu bange for, at det ender med, at han skyder in­ spektøren deroppe! Jeg forlangte, at samtlige faglokaler, deri også gymnastiksalene, ikke måtte røres, og det gik han med til; men i den Verfügung, som han fremviste, stod der bl.a., at jeg ikke havde noget at skulle ha' sagt på skolen. Jeg mindedes, at jeg engang havde skrevet un­ der på noget ganske andet, og satte min lid til, at den Unteroffici- er, der skulle komme og tage kommandoen, ikke var klar over den side af sagen. Da jeg havde fået ham på porten, gik jeg ned til personalet og 172