HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1995 h5

Beslaglæggelsen a f københavnske skoler til indkvartering af tyske sårede og flygtninge 1945

gangene, og på alle gulve blev der lagt et lag halm. Alt var klart til at modtage invasionen. Til en begyndelse kom der ca. 400 mennesker, mest kvinder og børn og nogle ganske få ældre mænd. De fleste af dem kom fra Østpreussen; der var både by- og landboere, de fleste meget fatti­ ge, men der var dog også damer imellem. I de første dage blev der dagligt transporteret en del væk til andre lejre, men så kom der andre i stedet. Der var en mængde spædbørn .... og adskillige blev født her .... og mødrene, som måtte tørre de smås numser med halm, hældte potterne ud i W .C/erne i gården, så de snart blev tilstoppet, og det flød med uhumskheder. Vi havde mange vanskeligheder med at få danske håndværkere til at ordne det. Vi vil faneme ikke rage i det nazistlort! sagde de. Men det blev da tilsidst ordnet, og sammen med Unterofficieren fik jeg lavet et reglement, så det ikke kunne gentage sig. Undertiden kom han op på mit kontor om aftenen for at rådføre sig med mig. Det var det værste job, han i sit liv havde haft, sag­ de han. So viele unvernünftige Weiber på en gang. Men når de var genstridige, så hjalp det svært, at han sagde: der Director hat es befohlen! Det var især vanskeligt at få dem til at åbne vinduerne, og på nogle af gangene stod der en stank som i Zoo. Haves rovdyrbure. De var så bange for at fryse. Gamle koner og mange småbørn dø­ de. Ligvognen kom flere gange om ugen. Vagtmandskabet havde det på visse områder strengt. Der blev ved at komme nye kvinder, og som en af mændene sagde: De var jo på alle områder rationiert, så de måtte hjælpe, så godt de kun­ ne! På denne tid var de allierede ved at gå over Rhinen, og hver dag stillede nogle af soldaterne på kontoret for at høre nyt på fronten. Jeg viste dem kortet, på hvilket jeg dagligt tegnede fron­ ten op, og de fleste af dem sagde blot: Det er g o d t ... des før hører den forbandede krig op. Den tabte vi allerede i 42!... En skønne dag forsvandt hele vagtmandskabet, og der kom en ny Unterofficier, Jacob Kreipl hed han og var fra München. Han var en usædvanlig flink lille mand, der gjorde alt for at hjælpe mig, så det hele kunne være i orden. 174