HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1995 h5

Knud Waaben

Den godt 50-årige guvernør Peter Anker , der var udnævnt i 1788, var ubestrideligt regeringens fornemste repræsentant i kolo­ nien. Men han var både juridisk og faktisk henvist til et nært sam­ arbejde med andre ledende embedsmænd, først og fremmest de øvrige medlemmer af guvernementsrådet. De var normalt fire i rådet, men i efteråret 1796 var tallet midlertidigt reduceret til tre, idet /. E. Colbjørnsen var afgået som justitiarius og 2. medlem af guvernementet for at overtage en post i Kapstaden, derefter som konsul på Isle de France (Mauritius). Han var endnu en ung mand på 28 og søn af den ældre J.E. Colbjørnsen, en af de mest beundrede jurister i det sene 1700-tal, justitiarius i Højesteret fra 1799 til sin død i 1802. Sønnen havde gjort tjeneste i kolonien lige siden han bestod sin juridiske embedseksamen i 1787; han blev justitiarius og indtrådte i guvernementsrådet i 1789. Få år senere måtte der foretages et opgør med ham i anledning af en gæld til overformynderikassen på henved 9.000 rdl.21 Det var et af de såre almindelige underskud hos embedsmænd som dengang behand­ ledes med nogen overbærenhed. Noget fremragende skud af den Colbjørnsen'ske stamme var den unge embedsmand næppe, og mellem ham og guvernøren udviklede der sig et dårligt forhold. Colbjørnsens sympati var hos dem der besværede sig over chefen og Piragasam, og da dette parti samlede mange underskrifter på en klage, gav Colbjørnsen klagen sin anbefaling: »Da jeg nu ej mere har med guvernementet i Tranquebar at bestille, altså ingen bihensigter kan lede mig, så erklærer jeg herved, at jeg tror klagen sand og vil gøre juramen- tum credulitatis på det hele. Det er den sidste tjeneste jeg kan gøre de af Piragasam undertrykte indianere«.22 Anker på sin side omtalte i et brev af 20. juli 1796 til Schimmelmann Colbjørnsens embedsvirksomhed som fuld af kabaler og uretfærdighed. I februar 1795 var der reserveret plads til ham på »Juliane Ma­ rie«, hvorved han ville være kommet til at rejse sammen med Sennapa. Men bestillingen blev til faktoriets fortrydelse aflyst i sidste øjeblik.23 Vi har kendskab til endnu en annulleret rejse, idet Colbjørnsen i februar 1797 skulle have været med »Dannemark« til Kapstaden, men måtte blive i Tranquebar på grund af sygdom. Colbjørnsen døde i 1799 under en rejse fra Isle de France til Ben­ gal. I et brev af 5. oktober 1799 fra L. Kierulf til Peter Anker med- 54