HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1995 h5

Et sendebud fra Tranquebar

Dommen blev stadfæstet af Højesteret den 25. juni 1798. Carl­ sen, der havde anket, skulle yderligere betale 20 rdl. til kammer­ advokaten og 5 rdl. til justitskassen. Det var et horribelt resultat (uanset at en fordring på Sennapa næppe var to skilling værd), og der ville ikke være indtrådt kon­ fiskation ved pådømmelse efter en ny stempelforordning af 1804.40 Så hurtigt gav en lovændring Carlsens advokat Jens Torst ret, da han under sagen rejste det spørgsmål »om det er moralsk og politisk rigtigt eller grundet i et retfærdigt og til den egentlige lovkunst også passende finanssystem at tilvende statens, eller, som den hos os kaldes, kongens kasse indtægter ved konfiskatio­ ner af pengesummer for, med eller uden forsæt, at have handlet imod stempelpapirslove«. Men i 1798 fulgte dommens resultat af loven. Gældsbrevet var stemplet på papir af 2. klasse, skønt det angik lån i rede penge (eller, hvad der måtte ligestilles dermed, betaling af gæld på Sennapas vegne). Hertil krævedes efter for­ ordning af 26. november 1731 et stempel af 1. klasse, jfr. forord­ ning af 27. november 1775 § 1. Der var i denne sag sparet ca. 26 rdl. i stempelpenge. Det var den formelle forseelses omfang målt i penge. Reglerne om konfiskation af fordringen og strafansvar for papirets udsteder fandtes i forordningen af 1775 § 26. Der skulle ifølge dommen ikke betales renter til statskassen, da loven kun fastsatte konfiskation af kapitalen »og straffelove ej bør forklares (fortolkes) udvidende«. Om gældsbrevet blev det oplyst af Torst at det ikke var skrevet af Carlsen og heller ikke af en jurist, men af en person som Carl­ sen havde tillid til. Formelt var Sennapa udsteder af gældsbrevet. Hans advokat, Fugl, henviste til at hans klient som »naturmenne­ ske« var ukyndig i landets sprog, sæder og lovgivning. Han kun­ ne ikke have gjort sig skyldig til straf efter love han ikke kendte. Men disse betragtninger deltes ikke af Carlsens advokat: »At han ikke er ukyndig i det danske sprog, men kan både tale og læse det, håber jeg hr. Fugl ved samtale med ham er blevet overbevist om.... Skønt en indfødt indianer, og skønt han ikke i alle dele har haft europæisk kultur, er det langt fra, at han er et såkaldt natur­ menneske, som det lader at hr. Fugl vil gøre ham til, og det er ui­ modsigeligt, at han i henseende til naturligt talent kan måske sæt­ tes om ikke over så dog ved siden af mangen en europæer«. Fra 63