IndustriforeningenIKjøbenhavn_1838-1888

12 Spiseskeer færdige i mindre Tid og meget bedre, end nogen Guldsmed her kan gjore en eneste«. Mesterne i de forskjellige Lav stode uden Evne til at kunne følge med Tiden, og hvad Svendene angik, der tillige med Drengene som Regel saavel spiste som boede hos »Mester«, da var »Frimandag« en almindelig Ting. . Der klagedes over »det for enhver retskaffen Mand væmmelige Syn at se stærke og friske Arbejdere søle hele Dagen bort paa Kroerne«. Og Drengene endelig bleve rekruterede af Samfundets laveste Klasser; ingen »bedre Folk« satte deres Sonner i Haandværks- lære, hvorved kun opnaaedes, at de i visse Aar bleve bundne til »Mesters« Hus, hvor Mester og Madamen tog den storst mulige Nytte af dem til at løbe Byærinder, bære Vand og gjore rent. Haandværket lærte de ikke altid. Det er herefter forstaaeligt, at Datiden saa ned paa Haandværkerne, og at vore Gesandter i Udlandet ikke ind­ bød danske Haandværkere til deres Bord, hvor ubehageligt dette end ved given Lejlighed kunde være for Mænd som Bogtrykker Seidelin og Urmager Urban J iir gensen. Den daværende danske Gesandt i Paris, Gehejmeraad C. W. Dreyer , saa imidlertid ikke alene ned paa Haandværkerne; han havde, som H. C. Ørsted siger, »en besynderlig Forkjærlighed for Adelen« og »forsomte« derfor ofte de Borgerlige. Stands­ inddelingen spillede den Gang en mægtig Rolle, men erindres maa det jo ogsaa, at Bondestanden endnu stod som en ufri Stand, skjondt en ny Tid var ved at begynde for den. Re­ geringen havde ved Frd. 20 Juni 1788 udtalt, at den person­ lige Frihed »ikke mindre tilkom Bondestanden end de øvrige Stænder«. Stavnsbaandet skulde helt forsvinde fra 1 Januar 1800, og herved var Stødet til en mægtig Bevægelse givet.