591167243

. KJØBENHAVNS UNDERSTØTTELSESFORENING. 1. NOVEMBER 1

-----------

FATTIGDOM OG FATTIGFORSORG I KJØBEN HAVN FØR OG NU.

VED F. RUDI NGER, C and . juni, F oreningens S ekretær .

KJØBENHAVN. J. H. SCHULTZ’ UXIVERSITETSBOGTRYKKERI. 1899.

attigdommexs Aarsager ere enten af indre Natur, skrivende sig fra Personens egne Handlinger eller Undladelser, eller af ydre Natur, idet den Omverden, hvor den Fattige skal søge sit Erhverv, ikke byder ham Mulighed for at skaffe sig selv det nødvendige til Livets Ophold. Den, der er fortrolig med den Fattiges Livsførelse vil dog snart opdage, at man i al Fald i mange Tilfælde staar overfor en Kombination af begge disse Aarsager, der er saa nøje, at man ikke kan udtale nogen decideret Dom i den ene eller den anden Ret­ ning. Ofte vil man vel ved en flygtig Undersøgelse være tilbøjelig til at overse den nøje Sammenhæng mellem de ydre Livsforhold som Fattigdomsaarsager og den „Disposition14 til Fattigdom, som skyldes den Fattige selv, hans ringe Evner, mangelfulde Opdragelse, slet Eksempel, Tilbøjelighed til Drik, o. s. v.; naar man imidlertid gør sig Umage for at komme lil Bunds i de Fattiges Livsvandel og Aarsagen til deres Nød, ender man som sagt meget ofte i den Anskuelse, at det er et haabløst Arbejde at ville søge al dømme dem ved enten helt at tilskrive dem selv Skylden for den Elendighed, hvori de leve, eller helt at fritage dem for Ansvar derfor. Hvor vanskelig end denne Undersøgelse altsaa kan være, bør den imidlertid gøres, saa godt som det overhovedet e r ‘muligt, hver Gang der uddeles el Beløb til en Trængende udover rene Bagateller, og det turde sikkert være den største For­ tjeneste, Københavns Understøttelsesforening har indlagt sig, at den har indskærpet mange af dem, der have Evne og Vilje lil al lindre de Fattiges Nød, at man gør mere Skade end Gavn ved i Blinde at kaste sine Gaver i Grams lil dem,

der ved levende Minespil og drastiske Skildringer al' deres selvforskyldte eller maaske blot foregivne Nod formaa al vække Medlidenhed hos deres Medmennesker og derved aahne deres Pengepung. Men hvor mange Tusinder af Kroner kastes ikke endnu mellem Aar og Dag bort i en By som København til Folk, som paatrængende henvende sig til Rigmænd om Hjælp eller fra Dør til Dør tigge sig Livets Ophold til i Smaamønt uden nogensinde at ville søge Arbejde paa ærlig Vis!* Der er derfor Anledning til nu, da Københavns Understøttelses­ forening fejrer sit 25 Aars Jubilæum, samtidig med at man minder Offentligheden om den Nytte, den har gjort baade de Rige og de Fattige, tillige at minde de første om, at de ikke maa svigte den eller glemme, at dens Principer langt fra følges af dem alle ved Uddelingen af deres Gaver til de Fattige. Naar en Institution bliver gammel, staar den let i Fare for at blive overset eller glemt; man vænner sig efterliaanden til at se paa den som noget selvfølgeligt — derfor paaskønner man den ikke — og som noget rod­ fæstet — derfor støtter man den ikke tilstrækkeligt. Det er desværre til en vis Grad gaact Københavns Under­ støttelsesforening i de sidste Aar saaledes; thi selv om For­ eningen endnu maa siges at være de Fattiges sikreste Hjælp i deres Nød, har den i hvert Fald ikke længer den Støtte i Publikum, man havde Ret til at vente fra første Færd, og som den havde opnaaet for en halv Snes Aar siden. Aar- sagen hertil maa for en stor Del ganske vist tilskrives den Omstændighed, at den Centralisation af Velgørenheden, man søgte at opnaa ved at stifte Foreningen, hurtig og navnlig i de sidste Aar er afløst af en Decentralisation ved Stiftelsen af en Mængde mindre velgørende Foreninger, som hver især bedre forstaa at vække Opmærksomhed, vel navnlig fordi de i Begyndelsen have Nyhedens Interesse. Men selv om ogsaa dette Moment lages i Betragtning, er det dog ikke til­ strækkeligt til at forklare, at Understøttelsesforeningens Ind­ tægter ikke have holdt Skridt med Befolkningens Tilvækst, ja at de ordinære og extraordinære Bidrag endog i de senere * Etter Udsagn af de mange Betlere, som fores for Kriminal­ rettens Skranke, er det en let Sag ved at vandre fra Dør til Dør daglig at tjene 3—4 Kr. i mindre Skillemønt.

o Aar have været jævnt tilbagegaaende. Del er derfor heldigt, at der nu byder sig en Lejlighed til at indprente Offentlig­ heden, hvor uundværlig denne Forening er bleven som Led i Hovedstadens Velgørenhed, og hvor stor Nytte den lige fra første Færd har gjort, dels ved at hjælpe de Fattige over de trange Tider, naar Sygdom og Forsørgerens Død eller Vintren med dens Arbejdsløshed har bragt dem i den yderste Nød, dels ogsaa ved at paavirke dem moralsk, netop ved gennem de Betingelser, den stiller for sin Hjælp, at tvinge dem til at føre en ærlig Kamp for Eksistensen. Det, Offentligheden atter skal erkende, er med andre Ord, at det er nødvendigt i en Storstad som København at have en Institution, der er tilstrækkelig vel forsynet med Midler til at hjælpe dem, der ved Fattigdom ere komne paa Livets Skyggeside for kortere eller længere Tid, og som samtidig har fornuftige Principer for Uddelingen af sine Midler. En saadan Forening maa ikke være tvungen til altid at skulle se paa Skillingen; der er mangfoldige Lejligheder, hvor der baade skal anvendes 100, maaske 2—300 Kr. eller mere paa én stræbsom Familje for at bringe den i Vej efter Forsørgerens Sygdom eller Død, medens en mindre Hjælp er uden virkelig Nytte. Men delle er For­ eningen ikke i Stand til, naar Offentligheden svigter den med Bidrag. Uden paa nogen Maade at ville gaa i Bette med Folk, fordi de støtte andre velgørende Institutioner med mere specielle Formaal, af hvilke nogle sikkert fortjene at støttes i rigeligt Maal, kan der dog være Anledning til at indprente dem, at det otte er det aller værste blot at være fattig; man mangler da let det Skær af uafviselig Nød, som andre, selv de Straffede, som Regel have. For atter at søge at vække den valne Interesse hos Publikum for Københavns Understøttelsesforening, skal her til en Begyndelse nærmere omtales de Principer, efter hvilke Foreningen virker. De følgende Afsnit, indeholdende Data fra Tiden før Foreningens Stiftelse og fra Foreningens eget Liv, ville saa forhaabentlig yderligere anskueliggøre, hvor paatrængende nødvendigt del var, at den blev stiftet, og hvilken uvurderlig Nytte den har gjort i de forløbne 25 Aar. Foreningen uddeler ingen Understøttelse, med mindre

Ansøgerens hele Vandel er nøje undersøgt. Som foran frem­ hævet, er dette netop den første Betingelse for al gavnlig Velgørenhed; ikke saaledes at forstaa, at Motivet lil Under­ søgelsen er det at fastslaa, hvorvidt den Fattige kan siges selv at være moralsk Skyld i sin Nød, men fordi man kun gennem denne Undersøgelse kan faa Vished for, at Hjælpen vil være til nogen som helst Nytte. Foreningen lægger nemlig kun særlig Vægt paa del moralske Skyldspørgsmaal, for saa vidt som man derigennem kan faa Oplysning om Muligheden for al hevare en Familje fra at synke ned paa det Stand­ punkt, hvor den end ikke stræber efter al ernære sig selv ved Arbejdsomhed, men enten tyer lil Fattigvæsenet eller tigger sig Føden til. Foreningen maa derfor ogsaa af og til, selv om det falder den haardt, undlade al hjælpe en Familje, som uden egen Skyld er bleven ude af Stand lil at for­ sørge sig selv for længere Tid, naar Sygdom eller an­ dre Aarsager borttager ethvert Haab om, at den kan und- gaa Fattigvæsenet. Selve Undersøgelsen har saaledes ude­ lukkende et praktisk Formaal, og den Tilstand, der raadede her i Byen i Slutningen af Tredserne, beviser fuldtud, hvor nødvendigt del er at opretholde den. I nogle Smaaskrifter, der udkom i 18(58—(59: .,Om de Fattiges Vilkaar paa Christians­ havn", udgivet af den daværende Christianshavns Under­ støttelsesforening, „Om Godgørenhed og frivilligt Fattigvæsen“ af Pastor /. C. Halek og „Om Fattigdommen i København1 af Pastor V. Munck fremhæves netop gentagende, at Grunden til den store Fattigdom, der fandtes navnlig paa Christians­ havn i Tredserne, skyldtes ikke, at der gaves for lidt til de Fattige; det modsatte mentes nemlig netop at være Tilfældet. Derimod fremhæves det, at al den megen Hjælp gaves aldeles i Blinde, hvorved de Fattiges Selvfølelse svækkedes, og deres Arbejdslyst efterhaanden fuldstændig forsvandt. Der bestod nemlig en Uendelighed af Smaaselskaber, der alle gav uden forudgaaende Undersøgelse og uden gensidig Forbindelse, og da de Fattige erc sangvinske, helst leve som Himlens Fugle uden at tænke paa Fremtiden, er det ikke til al undres over, at den megen Mulighed for Hjælp efterhaanden virkede demoraliserende. Disse Skrifter concludere derfor ogsaa i den Betragtning, at enhver privat Velgørenhed, som ikke

stræber at hæve de Fattiges Selvfølelse, samtidig med at den understøtter dem, meget let kommer til at gøre mere Skade end Gavn, og at Velgørenheden netop i de Fattiges egen Interesse maa være betydelig centraliseret og betydelig nøje­ regnende. For at faa Sikkerhed for, at Hjælpen blev til Gavn, var det, at en Del Mennesker stillede sig til Disposition for Gbristianshavns Understøttelsesforening som Undersøgere, gik hjem til de Fattige, undersøgte deres Forhold og hjalp dem til Rette med Raad og Daad og, naar det gjordes nød­ vendigt, med Penge til Livets Ophold og Anskaffelse af Arbejdsredskaber; thi del er ofte meget mere personlig Vej­ ledning og Bistand end Penge, der tiltrænges. Det er denne Virksomhed, som Understøttelsesforeningen har oplaget, og som efterhaanden i de Dele af Byen, hvor der lindes vel­ organiserede Menighedsplejer, er blevet delt saaledes mellem den og Menighedsplejerne, at disse føre det stadige Tilsyn med de Familjer, der søger dem, og give dem saadanne Smaagaver, i Reglen i Form af Fødevarer, som deres be­ grænsede Midler tillade det, medens det er Understøttelses­ foreningen, der yder de større Beløb efter en nøje Under­ søgelse, hvor Undersøgeren selvfølgelig ofte søger Oplysninger hos Menighedsplejen. Den næste Betingelse for Foreningens Hjælp er den, al vedkommende ikke maa være hjemfalden til Fattigvæsenet. Al give Hjælp til den, der understøttes af Fattigvæsenet, vilde nemlig som Regel kun være al give Pengene til Faltig- væsenet, hvis Principer for Uddelingen af Understøttelser hovedsagelig maa blive at sørge for, at ingen i Øjeblikket lider Nød. I tidligere Tid, da Fattigvæsenet ikke var for­ svarlig organiseret eller udrustet med tilstrækkelige Indtægter, var det ganske naturligt, at Velgørenheden støttede Fattig­ væsenet; men, efter at dette har l'aaet de nødvendige Ind­ tægter og er bleven en offentlig Institution, der har til Pligt al sørge for, at ingen lider Nød, maa Offentligheden gaa ud fra, at der ydes de nødlidende, som søge Fattigvæsenet, den Hjælp, som for Øjeblikket er nødvendig, og Hovedopgaven for Velgørenheden — og navnlig for en saa stor Institution som Københavns Understøttelsesforening — bliver da en anden, nemlig at yde Familjer, som maa antages at kunne

bcstaa ved egen Hjælp, den Haandsrækning, som er nødvendig for al bringe den ud afen øjeblikkelig Nødstilstand. Men ogsaa af Hensyn til de Fattige maa de private velgørende Institu­ tioner, som uddele Gaver til Beløb, der efter de Fattiges Forhold maa kaldes store, fastholde delle Princip, thi ellers demoraliseres de Fattige; de laa ingen Tilskyndelse til at holde sig fra Fattigvæsenet, naar de saaledes kunne vente at faa baade i Sæk og Pose af offentlige og private Midler. Hermed være naturligvis ikke sagt, at der ikke kan gives Tilfælde, hvor privat Hjælp til saadanne Familjer kan være forsvarlig og gavnlig, men, ligesom dette hører til Und­ tagelserne, saaledes maa det forlanges, at Berettigelsen til at hjælpe i disse Tilfælde nøje dokumenteres for hvert enkelt Tilfælde, og som almindelig Beget maa det opstilles, at der kun bør ydes Hjælp til dem, der ikke understøttes af Fattig­ væsenet. Understøttelsesforeningen er forøvrigt nu saa human i sine Fordringer i denne Henseende, at den kan hjælpe, naar der er nogen Mulighed for, at en Familje, der ikke i nogen Tid har modtaget Hjælp af Fattigvæsenet, kan holdes oppe, og til Fattighjælp henregner den ikke Sygehjælp. Naar Foreningen endvidere ikke hjælper den, der nyder Alderdoms­ understøttelse, skyldes dette alene den Omstændighed, at Loven om Alderdomsunderstøttelse til værdige Trængende udenfor Fattigvæsenet af 9de April 1891 gør del til Pligt for Kom­ munerne i Understøttelse at give, „hvad der til enhver Tid behøves til den Understøttedes og Familjens nødvendige Underhold eller til Kur og Pleje i Sygdomstilfælde/4 Man maa haabe, al denne Lovens Forskrift ogsaa overholdes af Kommunerne. Foreningen hjælper endelig som Regel kun, naar For­ sørgelsesret er erhvervet i København eller Frederiksberg, idet man ikke vil medvirke til at forøge Fattigvæsenets Byrder i disse Kommuner, hvor der i de forløbne 25 Aar ingenlunde altid har været Brug for saa megen Arbejdskraft, som den store Indvandring af Arbejdere fra Landet har tilført Byen. Derimod hjælper Foreningen uden Hensyn til Tros­ bekendelse, politiske Anskuelser, Stand eller Alder, omend den selvfølgelig kun, naar Omstændighederne særlig tale

derfor, støtter ganske unge Mennesker, som ere i Besiddelse af deres fulde Arbejdsevne. Foreningen betragter det endelig som sin væsentligste Opgave at yde Hjælpen som Hjælp til Selvhjælp , og det er kun nødtvungent, at den i saa stort Omfang, som den gør, indlader sig paa den Form af Velgørenhed, der minder om Almisseuddeling. Aarsagen hertil er navnlig den, at Menig­ hedsplejerne i Forhold til de Krav, der med Rette stilles til denne Form af Velgørenhed, ikke have tilstrækkelige Midler til Uddeling til de Fattige. Understøttelsesforeningen er der­ ved i langt større Omfang, end den selv ønsker, blevet tvunget ind paa denne Form af Velgørenhed. Dens Hoved- formaal er imidlertid og vil altid blive at yde Hjælp i saa- danne Former, at Hjælpen bliver Kilden til en Levevej i Fremtiden, med andre Ord: Hjælp til Selvhjælp. Gennem disse Regler har Foreningen i de forløbne 25 Aar formaact at bringe System ind i Velgørenheden i Køben­ havn, og andre velgørende Institutioner i Byen have enten — saaledes som det Classenske Fideikommis og „Samfundet, som antager sig Vanføre og Lemlæstede1, — søgt dens Bistand ved Undersøgelsen af Begæringer om Hjælp eller delvis lagt Foreningens Principer til Grund for deres Virksomhed. Des­ uden have mange Private, der af Erfaring kende til Tiggeriet og Plattenslageriet, foretrukket at yde Foreningen deres Bidrag og henvise de Trængende til denne, ligesom de ofte, forinden de hjælpe, anmode Foreningen om at undersøge Forholdene. Man kan kun ønske, al dette i Fremtiden vil blive mere almindeligt, thi der gives endnu her i Byen adskillige Tusinder ud aarlig til ingen Verdens Nytte til Tiggere og Plattenslagere. Det er naturligvis ikke Foreningens Mening at ville udelukke den private direkte Almisseuddeling; men, ligesom den tilbyder sine Bidragydere Bistand ved Under­ søgelsen af Anmodninger om Hjælp, saaledes ville mange, der nu mellem Aar og Dag uddele større eller mindre Beløb paa Maa og Faa, staa sig bedre ved at stille deres Gaver til Foreningens Disposition. I de Heste Tilfælde er nemlig del, som en enkelt kan afse, altfor lidt til, al Hjælpen kan blive til nogen som helst varig Nytte; et Par Kroner stiller maaske Sulten og Nøden for nogle Dage, men derefter er Familjen

lige vidt og maa atter søge Hjælp hos andre. Naar de Manges Bidrag derimod forenes, kan der gives saa store Beløl), som i hvert enkelt Tilfælde er nødvendigt, og Hjælpen bliver derved en Hjælp til Selvhjælp, Familjen sættes i Vej og kan derved atter bringes paa Fode, saa at den i Frem­ tiden kan forsørge sig selv. Det er denne Foreningens betydningsfuldeste Opgave, som den navnlig er afskaaret fra at realisere, naar de Private ikke støtte den, saaledes som den baade fortjener og har Behov. Ligesom denne Lejlighed, da Foreningen fejrer sit 25 Aars Jubilæum, giver Anledning til at indskærpe Offentlig­ heden, at den ikke maa unddrage Foreningen den Støtte, som er en nødvendig Betingelse for at naa dens store Maal, saaledes paaminder Erindringen om de forløbne 25 Aars betydningsfulde Virksomhed tor de Fattige, hvor For­ eningen dog har været i Stand til at uddele over 3 Millioner Kroner , til en Tak til alle dem, der trofast have støttet den i disse Aar enten ved at give deres Bidrag, stort eller lille, — Foreningen har faste Bidragydere lige fra 1 Kr. til 2,500 Kr. aarlig blandt de private og til 10,000 Kr. blandt de offentlige Institutioner —, ved at bistaa ved Undersøgelsen af de Fattiges Begæringer om Hjælp eller som Medlemmer af Hovedbestyrelsen. Del er betegnende for den Interesse, Virksomheden i Understøttelsesforeningen giver for de Fattige, at dens Medvirkende som Regel gennem mange Aar varetage deres forskellige Hverv, som i Vintertiden stille ikke ringe Krav til deres Tid og Offerberedvillighed. Og ogsaa blandt Foreningens Bidragydere, faste og ekstraordinære, lindes en stor trofast Skare; men hvad del skorter paa, er Tilgangen af nye Bidragydere. Det vil vel altid gaa en Forening saa­ ledes, at Interessen for den sløves, efterhaanden som den gror ind i den almindelige Bevidsthed og derved taber Ny­ hedens Interesse. Dette lille Skrift skal derfor søge at vise, navnlig gennem en Fremstilling af den Misere, Velgørenheden befandt sig i, forinden Foreningen stiftedes, hvor nødvendigt det er at have en Forening, som dels samler de mange store eller smaa Bidrag, saaledes at Hjælpen kan ydes med saa store Beløb, som i de enkelte Tilfælde ere nødvendige, dels ikke yder nogen Hjælp uden foregaaende omhyggelig Under

søgelse. En Støtte liar Foreningen efterhaanden faaet i sin Legatkapital, som nu er vokset til ca. 425,000 Kr., livis Rente aarlig anvendes lil Fordel for de Trængende. Foreningen haaber, at mange ville følge Legatstifternes Eksempel, saa at der efterhaanden kan dannes en Legatkapital, der kan stille den mere uafhængig af den skiftende Interesse. Lige­ som Foreningen retter en indtrængende Opfordring til at støtte dens smukke Formaal med faste aarlige Bidrag, saa- ledes bringer den ogsaa sit Legatfond og specielt et nyoprettet Jubilæumslegat i Erindring. Da det vil kunne paaregne Interesse hos dem, der enten ved personlig Medvirken eller ved Pengegaver støtte For­ eningen, at laa lidt Indblik i Fattigdommen her i Byen i vore Dage, skal der paa Grundlag af Magistratens statistiske Beretninger om København og dens Befolkning gives en skitseret Fremstilling deraf. Af det følgende Afsnit vil l'rem- gaa, hvor fortvivlede Forholdene vare i Tredserne, dels som Følge af Pengekrisen 1857 og Krigen i 1864, dels som Følge af Fattigvæsenets og Velgørenhedens uheldige Administration. Det har nu været de forløbne 25 Aars Resultat, at der er bragt System ind i Fattigvæsenets og Velgørenhedens Ledelse, og samtidig er der foregaaet en Stigning i Iiaandværkernes og lil Dels Arbejdernes Løn. Det statistiske Materiale, der for Tiden staar til Disposition, skriver sig imidlertid ikke senere end fra 1892 * og er derfor kun for saa vidt vejledende, som det med Sikkerhed kan antages, at Lønnen siden 1892 er stegen yderligere, for en Del Fag vel endog betydeligt. Af det nævnte Værk fremgaar det imidlertid, at Arbejdslønnen allerede i 1892 var stegen siden 1882 omtrent med 7io> sam­ tidig med at Arbejdstiden var forkortet og Detailpriserne paa Arbejdernes Livsfornødenheder, Føde, Bolig, Klæder, Ljrs og Brændsel i Nedgang, selv om ogsaa dette sidste Moment kun kunde anslaas lil nogle faa — ca. 8 — Procent; alt i all —

* Marcus Rubin: Arbejdslønnen i København i Aaret 1892.

Stigningen i Arbejdsløn-j-Reduktion i Arbejdstid-j-Nedgang i Varepriser sammenlagte — kunde det antages, at Arbejderne fik V5 mere for deres Arbejde i 1892 end i 1882. Dermed var det imidlertid ikke givet, at Arbejdernes aarlige Indtægter i 1892 var større end 1882, idet man savnede Materiale til en Arbejdsløshedsstatistik, og det jo var muligt, at Arbejds­ løsheden var større i 1892 end i 1882. For Tiden efter 1892 kan det vel forøvrigt antages, al Arbejdsløsheden i hvert Fald ikke har været større end i 1892, idet de store Byggeforetagen­ der her i Byen og i det hele den større Foretagsomhed, der karakteriserer det 19de Aarliundrcdes sidste Decennium i Kø­ benhavn, har lagt Beslag paa en stor Arbejder- og Haand- værkerslyrke, og da Stigningen i Arbejdsløn i det Hele bar været ret betydelig, maa det sikkert, omend Prisen paa Livs- l'ornødenheder, særlig Boligerne, atter er stegen noget, ind­ rømmes, at Fattigdommen her i Byen for Tiden er mindre end i Firserne. For Haandværkerstandens Vedkommende maa man sikkert endog sige, at Lønforholdene for Tiden ere saa gunstige, at der kun under ganske særlige Forhold kan blive Tale om, at Understøttelsesforeningen kan træde hjælpende til. Forøvrigt er Stigningen i Arbejdslønnen kun kommen Mændene til Gode, hvorimod Kvindernes Ar­ bejde i flere Fag — navnlig Syerskernes — nu endog ofte lønnes ringere end tidligere. Naar Spørgsmaalet dernæst bliver om Haandværkernes, Arbejdernes og Kvindernes sam­ lede Aarsindtægt, frembyder sig dels, som nævnt, den Vanske­ lighed, at man ikke er i Besiddelse af en Arbejdsløsheds- statistik, dels det ikke uvæsentlige Moment, at man selvfølgelig ikke kan faa en samlet statistisk Opgørelse over alles Ind­ tægter i de enkelte Fag men maa nøjes med Gennemsnits-, Maksimums- og Minimumsangivelser, hvor den Mulighed ligger nær, at Flertallet kun opnaar Minimumsbetaling for deres Arbejde. I 1882 mente man al kunne fastslaa en Gennem­ snitsindtægt for Svende til 912 Kr. aarlig, for Arbejdere til 711 Kr. og for Kvinder til 411 Kr., medens disse Tal i 1892 angives til henholdsvis 996 Kr., 777 Kr. og 438 Kr. Efter det nævnte Værk hidsættes følgende Oversigt over Arbejdsfor­ tjenesten i en Del Fag:

Gennemsnit.

Antal Fag. Maximum.

Minimum.

Dagløn for

Drenge .......................... Svende .......................... Mestersvende............... Arbejdsmænd............. Kvinder........................ Akkordugefortjeneste for "Svende.......................... Kvinder........................

25 1 Kr. 41 0 . » Kr. 52 0. „ Kr. 91 0 . 4(5 4 - 28 - 2 _ 64 - 3 - 35 - 21 6 - 17 - 3 - 60 - 4 - 74 - 22 3 - 18 - 2 _ 18 - 2 - 56 - 18 2 . 04 - 1 - 09 - 1 - 43 -

21 34 - 42 - 16 - 91 - 22 - 68 - 13 16 - 69 - 6 - 94 - 10 - 08 -

Hvad man særlig bør lægge Mærke til, er Miniums- betalingen, thi det er i Reglen de, der kun opnaa denne, som udgøre Foreningens sikre Klientel. Det vil derfor have nogen Interesse lier at paapege, hvor ringe den Indtægt i Virkeligheden er, Kvinderne og Arbejderne, hvilke sidste jo ofte have en stor Børneflok at forsørge, ere henviste til at leve af. Selv om Aaret regnes til 300 Arbejdsdage — hvilket Tal dog absolut er forkert, idet Arbejdsløsheden, „Spaseretiderne" som det hedder, ofte i strænge Vintre, naar Havnen tillukkes og Byggeriet standses, gør et stort Skaar i Arbejdsdagenes Antal —, bliver Intægten for en stor Del af Arbejderne højt regnet kun 600 Kr. aarlig. I en saadan Familje maa Hustruen derfor gaa paa Arbejde, hvad hun selvfølgelig ogsaa nok kan, naar hun kan sende Børnene paa Vuggestuer eller i en Skole eller Naboerne ville tilse dem. Disse Livsvilkaar for Arbejder­ standen, hvor begge Forældre daglig, som oftest fra Morgen til Aften, ere borte fra Hjemmet, have dog vist ofte den Følge, at Børnenes Opdragelse forsømmes, og den enorme Stigning i de unge Forbryderes Antal, som kan paavises siden Ilalv- fjerserne, kan sikkert for en stor Del tilskrives saadanne uheldige Livsvilkaar. Naar man hyppig hører den Bebrej­ delse blive rettet mod Haandværkerne og Arbejderne, at de gifte sig for tidlig, er delle vel for saa vidt berettiget, som de sjældent ved Ægteskabets Indgaaelse sørge for at have en Sum i Beredskab til kommende daarlige Tider, lfien forøvrigt maa man vist sige, at det egentlig vilde være for meget at

forlange, al disse Mennesker, som jo kunne paaregne den største Indtægt i deres unge Aar, skulle vente med at indgaa Ægteskab, som for dem vel maa staa som det væsentligste Maal, de have at stile mod. Men selv om nu ogsaa baade Manden og Konen arbejde for Familiens Eksistens, bliver den samlede Indtægt dog saa ringe, at Familien kun ved yderste Spar­ sommelighed kan slaa sig igennem ved den. Indtræffer der saa Sygdom eller Arbejdsløshed i længere Tid, vandrer dens Klædningsstykker og Ejendele paa Laanekontoret og paafører den nye Udgifter til Renter. For os, der have. det daglige Brød hele Aaret rundt, maa det staa som en uudholdelig Tilværelse til visse Tider af Aaret at være henvist til ligefrem at lide Sult og Kulde; enhver, der blot har medvirket i Understøttelsesforeningen i nogen Tid, kan imidlertid ikke have undgaaet at lægge Mærke til, at dette meget ofte er Tilfældet. Ligesom Arbejderne med de store Familjer i strænge Vintre kunne komme lil at lide Nød, selv om Manden og Konen ere fuldstændig arbejdsdygtige, saaledes gælder delte selvfølgelig i endnu højere Grad, naar Sygdom rammer Familjen, eller naar Arbejdsevnen i det Hele er nedsat ved ringere Evner eller mindre Mulighed for at gøre sig gæl­ dende under det som oftest brydsomme Arbejde: at opsøge Arbejdet. Og hvad der gælder Arbejderne, det gælder i endnu højere Grad Kvinderne og navnlig Syerskerne, som jo ofte ere Enker med en stor Børneflok. Ifølge det nævnte Skrift nt Rubin: Arbejdslønnen i Kjøbenhavn i Aaret 1892 kunne vel Syersker paa Systuer have en Løn af 2 Kr. daglig, men da da der som Regel kun er Arbejde til 3/4 af Aaret, kan der sjældent paaregnes en Indtægt af 600 Kr. aarlig, som Regel kun 450 Kr. Lidt bedre stillede — 6 a 800 Kr. aarlig — synes de Syersker at være, der selv tage Arbejdet i Entreprise og sy hjemme, hvor de saa beskæftige andre Syersker, men, naar vi komme ned til disse sidste, daler Indtægten til (i å 7 Kr. ugentlig, hvilket navnlig overvejende er Tilfældet med Linnedsyerskerne; højt regnet kan man altsaa, idet „Spasere- tiden“, der oftest er lang, fradrages, anslaa disse Menneskers Indtægt til 250 — 300 Kr. aarlig. Hvorledes mon man egentlig skal kunne leve en menneskelig Tilværelse med en saadan

Indtægt? Om mange af disse Stakler, som lil Tider af Aaret maa slide i det baade Dag og Nat, kan man egentlig slet ikke sige, at de leve, de dø blot ikke. Hvor udbredt Fattig­ dommen er i Kjøbenhavn, lad-er sig vanskelig nøjagtig op­ lyse; man kan imidlertid uden Overdrivelse sige, at de Fattiges Antal i visse Befolkningslag, nemlig Arbejderne og Kvinderne, i Øjeblikket er stort, selv om der som Regel kun lil visse Tider af Aaret lides ligefrem Nød eller Sult. Tbi Livsfornødenhedernes Værdi er stegen siden 1892 paa tiere Omraader, og navnlig ere da Boligerne for de Fattige i Øje­ blikket næsten svimlende dyre*. Hvorledes skulle overhovedet * Maaske vil et Regnskab, en sparsommelig Arbejderfamilje har ført over en enkelt Uges Udgifter, bedre end mange Ord kunne oplyse, hvor nøjeregnende en saadan Familje skal være med sine Udgifter for blot at skaffe sig selv det nødvendige til Livets Ophold. Det Regnestykke, her opstilles skriver sig fra en Familje, der har Arbejdernes Gennemsnitsindtægt 2 Kr. 50 Øre om Dacen. altsaa i en Use 15 Kroner: desuden

ig de to Børn tilsammen 4 Ivr.; gt var altsaa 19 Kr. Dens Ud- til 18 Kr. 95 Øre og ere speci-

tjente Konen, der er svagelig, hele Familjens ugentlige Indlæ gifter for samme Uge beløb sig ficerede følgende: Kr. 0 . */4 Pd. Kaffe -f- V4 Coffina „ 40 2 Pd. Puddersukker . . . „ 3(5 2 Pd. Soda ....................... , 10 S tiv e ls e ............................ 4 1 Pot P etro leum ........... „ 15 Byggryn ............................ „ 20 Rugbrød og Hvedebrød. 1. 96 Flæsk, Kod og Fisk . . . 1. 50 Ø s t .................................... Kartofler og Grønt . . . . » 50 01 og Brændevin........... „ 63 Husleje..............................., Mandens Udgifter under Arbejdet......................... ., 80 S k o .................................... •> Garn til Strømper . . . . „ 75 At overføre . . . 13. 14

Kr. 0 . Overført . 13. 14

2 Lod T h e.................... 3/4 Pd. Sæbe................. Blaat............................... Mel, Kryderier........... Tændstikker.............. 1 Pd. Sm ø r ................. 1 Pd. F ed t.................... Æg og Anchiovis . . . • P ø l s e ............................ M æ lk ............................ F lø d e ............................ B ladhold...................... Tobak m. m................. 1 Kasket...................... 65 Træsko......................... . 1. 75 Ialt . . . 18. 95 12 14 2 20 5 90 30 40 25 » 25 20 26

Familjens Indtægter og Udgifter balancere saaledes næsten paa Øre, og dog maa man vist indrømme, at, hvad der her

Syersker kunne leve al’ gennemsnitlig 7o Øre om Dagen paa egen Kost? og saa alle de, der liave en mindre Arbejdsevne paa Grund af Sygdom eller ringere Evner? Man tvinges sikkert af saadanne Kendsgerninger til at indrømme, at der selv med den tidligere omtalte Stigning i Arbejdslønnen endnu i vore Dage er megen Fattigdom i København. Naar Macaulaij i sine Skildringer af Tilstanden i Slutningen af det 77de Aarliundrede mente at kunne sige, „at, jo omhyggeligere man undersøger de forbigangne Tiders Historie, desto mere Grund faar man til at være uenig med dem, der indbilde sig, at vor Tidsalder har frembragt nye sociale Onder, og at det nye tværtimod er den Grundighed, hvormed disse blive drøftede, og den Menneskekærlighed, hvormed de blive af­ hjulpne" — saa har han vel ubetinget Ret heri, men dette beviser dog ingenlunde, at der ikke er megen Fattigdom nu til Dags, men at Fattigdommen tidligere har været saaledes, at mange Mennesker vel snarere levede som Dyr. Noget saadant er jo vel nu utænkeligt, og sker det, er del ikke Samfundets Skyld, thi delte byder i hvert Fald gennem sine Fattiganstalter en Tilværelse for de Fattige, som ubetinget maa kaldes human og sikkert mangen Gang er adskillig bedre end de Livsvilkaar, de Fattige, der leve ved egen Hjælp, kunne skabe sig. Ligesom man imidlertid i Almindelighed er tilbøjelig til at tro, at Fattigdommen er større nu til Dags, end den var i tidligere Tid, saaledes tror man ogsaa, at der i vore Dage ofres meget mere paa de Fattige end tidligere. Dette er imidlertid næppe heller rigtigt; i al Fald er det sikkert, at der har været Tider her i Landet, navnlig i dette Aarliundredes Begyndelse, da der blev givel saadanne Summer lil de Fattige — Legater er blevet ltaad til, kun er det nødvendigste til Livsopholdet; Klæder have nemlig kun for en ringe Del kunnet anskaffes, og Kul og Brændsel slet ikke — Regnskabet er fra April 1899. — Denne Familje er saa saa gunstig stillet, at Manden som Regel har fast Arbejde de 10 Maanedcr af Aaret, medens han lige saa sikkert kan gøre Regning paa at være arbejdsløs mindst de to. Hvorledes skal en saadan Familje nu eksistere uden fremmed Hjælp om Vintren? Og, som det gaar denne, saaledes gaar det Tusinder af tilsvarende Familjer i Koben­ havn, thi dens Indtægter ere vel nærmest Arbejderstandens Gennemsnitsindtægter.

paa 600,000 og 400,000 Rdl. Courant —, som ingen i vore Dage mægter • at ofre. Hvad vor Tid i de nu forløbne 25 Aar derimod i saa høj Grad kan tilskrive sig Æren af, er Organisationen af Velgørenheden ligesom Organisationen af Fattigvæsenet. Det følgende Afsnit vil vise, at det ikke alene kommer an paa, hvor meget der gives til de Fattige, men at det er ligesaa væsentligt, at det, der gives, gives paa den rette Maade og til de rette. De Fattige skulle nemlig sondres i følgende 4 Grupper, der hver bør have sin Form for Forsorg: 1. De, der ved tilfældige Omstændigheder, Sygdom, Dødsfald eller forbigaaende Forstyrrelser i deres Erhvervsvirksom­ hed i Øjeblikket ikke kunne leve ved egen Hjælp, 2. de, der paa Grund af ringere Arbejdsevne eller slette Lønforhold til Tider maa ty til fremmed Hjælp, 3. de, der paa Grund af kroniske Sygdomme ikke kunne ernære sig selv, og 4. de, der nok have Arbejdsevne, men ikke ville arbejde, eller som skulle liave et stadigt Tilsyn for derved at tvinges til Arbejdsomhed. For den første og til Dels den anden Gruppes Vedkom­ mende tilfalder Fattigforsorgen her iByen for Tiden Københavns Understøttelsesforening; den anden Gruppe henhører imidler­ tid som Regel naturligst under Institutioner, svarende til Menighedsplejerne, og det er kun disses begrænsede Midler, som bevirker, at Understøttelsesforeningen i et stort Omfang stadig tager sig af dem. Den 3die Gruppe vil ufravigelig hjemfalde til Fattigvæsenet, for saa vidt da ikke enkelte vel­ gørende Institutioner tage disse Fattige under sin Beskyttelse, saalcdes de Blinde og Vanføre; Fattigvæsenet gør dog nu for sine kroniske syge Fattige overordentlig meget. Den 4de Gruppe hører ligeledes til Fattigvæsenets faste Stok, hyppig endog Ladegaardens og Fængslernes Befolkning; imid­ lertid fortjener her at nævnes den omfangsrige Virksomhed, Frelsens Hær og liere Institutioner i det sidste Decennium have sat i Scene her i Landet for denne Samfundets Paria­ kaste, der som oftest fra Fødslen er bestemt til dette usle Liv. Som et Bevis paa, hvilken Indflydelse en velorganiseret Fattigforsorg har paa Fattigdommens Omfang skal anføres, 2

at, medens det daglige Gennemsnitsantal ai‘ fast og interi­ mistisk af Fattigvæsenet i København Understøttede i 1867 udgjorde 10,392, var Antallet allerede i 1875 dalet til 6025; i 1878 var Antallet 7079*; tlet samlede Antal af de i Aarets Løb af Fattigvæsenet i København understøttede Personer udgjorde endvidere i 1867 27,417 mod 11,570 i 1875 og 15,543 i 1878; Forøgelsen fra 1875 til 1878 stammer sikkert fra Ind­ vandringen fra Landet til København i Halvfjersernes Slutning. I 1886 var det daglige Gennemsnitsantal af de i København boende, af Københavns Kommune understøttede Fattige 8185 og dette Tal var i 1895 kun vokset til 8857. Naar man sammen­ ligner disse forskellige Tal, viser det sig, at samtidig med Befolkningens stærke Forøgelse i Kjøbenhavn i de sidste 30 Aar er de Fattiges Antal dalet saa stærkt, at det ikke er meget større nu, end det var for 100 Aar siden, skønt Be­ folkningen i disse 100 Aar er blevet over 3 Gange saa stor. Man maa derfor indrømme, at de Fattige i det hele og store have lært Arbejdsomhed, lært at at forsørge sig selv. Del­ er sikkert her adskillige Momenter, som have haft Betydning for Fremkaldelsen af denne Æresfølelse, vel navnlig ogsaa den politiske Opdragelse; blandt de betydningsfuldeste Aar- sagsmomenter fortjener imidlertid sikkert at nævnes Fattig­ væsenets Reform samt den Organisation, Velgørenheden fik gennem Sogneforeningerne og Københavns Understøttelses­ forening. Men, naar der saaledes stilles det Krav til de Fattige, at de skulle føre en Kamp for Tilværelsen, som ofte kan være overmaade haard, saa skylde de Bedrestillede ogsaa paa den anden Side de Fattige at yde dem al den Støtte i deres Kamp, som de formaa, og navnlig bør de da yde de Foreninger, der humant varetage de Fattiges Tarv den nødvendige pekuniære Støtte. * Jfr. herved Tabelværk til Københavns Statistik, Nr. 4, Køben­ havn 1879 pag. 138—139, 82—85; Statistiske Oplysninger om Staden København IV pag. 103 og V pag. 167.

M edens den private Velgørenhed i Form af organiserede Foreninger med bestemte Formaal og navnlig ogsaa Undersøgelse af de Fattiges Værdighed og Trang hører Nu­ tiden til, har man allerede liere Aarhundreder tilbage i Tiden her i Landet kendt til offentlige Institutioner af lignende Karakter som vort Fattigvæsen. Ved Reformationen gik For­ sorgen for de Fattige, der hidtil, for saa vidt de ikke egnede sig til Optagelse i de katolske Hospitaler, havde været henvist til Betleri, over fra Gejstligheden til verdslige Myndigheder, saaledes at disse traf Afgørelse om Uddelingen af de lor- liaandenværenfle Midler, medens Gejstlighedens Opgave kun blev den at skaffe Midlerne til Veje ved at opfordre Menig­ hederne til at give „Sjæleboder“ eller Gavebreve, som til Tider endog strømmede ind i rigelig Mængde. Ved Midten af det 17de Aarhundrede angives* dog Fattigvæsenet i København kun at have haft til Uddeling til de Faflige Renten af en Kapital paa ca. GO,000 Rdl. saml Indtægten af 47 Lejevaaninger og en „Blegedain4, i alt en aarlig Indtægt af 4,000 Rdl. Endvidere ejede Fattigvæsenet 33 „Sjæleboder4 — Smaahuse til at optage „Husarme4 —, der imidlertid vare i en elendig Forfatning, et Forsamlingshus, et Pesthus, et „Børnehus14 og „Helligaandshuset4, det senere Vartov, for gamle og svagelige Fattige. Da Fattigdommen til Tider var meget stor, florerede Betleriet i højeste Grad og blev allerede tidlig Genstand for Lovgivningsmagtens Opmærksomhed. For „Lediggængere, løse Kvindfolk og Drenge, der løb rundt i Landet og betlede14 op- * Jfr. Tabelværk til Københavns Statistik Nr. 4, København 1879, der er Kilden til den her givne Fremstilling at Fattigvæsenets Historie. 2 *

retlede Staden saaledes ca. 1600 et Tugthus, der samtidig var for de Voksne en Straffeanstalt og for Børnene en Opdragelsesanstalt. Hvor elendigt Opholdet i denne Anstalt har været, kan ses af et Brev fra Kongen af 1635, hvor der tales om, at „de efter hinanden komme henad Ivirkegaarden, uanset at end om Stunder ingen Pest grasserer.". Med det 18de Aarhundrede indledes en betydningsfuld Periode i Fattigvæsenets Historie. Forordning 24dc September 1708: „Om Betlere, fattige Børn, rette Almisselemmer og Løsgængere i København, saa og om Almisse til deres Under­ holdning" tilsigtede nemlig i Lighed med en tilsvarende For­ ordning for Landet dels at skalle de Fattige det nødvendige til Livets Ophold og navnlig at skalle de fattige Syge Ophold og Kur og de forældreløse umyndige den nødvendige Pleje og Opdragelse, dels at forhindre Betleriet ved strænge Straffe og ved at give de Arbejdsløse Arbejde, i Reglen ved Linned­ spinderi. Fra 1787 oprettedes dernæst ved frivillige Gaver efter- haanden forskellige Arbejdshuse, Frue-, Holmens-, Nikolajs- og Frelserens-Sognes Arbejdshuse, der oprindelig byggedes for at gøre det muligt for mange Fattige at arbejde ogsaa i Vintertiden. Ved Forordning af 1708 sporer m*m overhovedet den første Tendens til en Sondring mellem værdige og uvær­ dige Fattige. Bestyrelsen af selve Fattigvæsenet undergik i Aarhundredets Løb indtil den næste store Fattigforordning af 1799 mangfoldige Forandringer, der bedst vise, hvor vanskeligt det var at finde en hensigtsmæssig Ledelse af denne Institu­ tion; thi Administrationen har sikkert næret Ønsket om, at Ledelsen af Fattigvæsenel skulde være saaledes, at ingen led Nød. Hvad der vanskeliggjorde en heldig Ledelse af „del Fattiges Væsen", var dels, at det var et borgerligt Ombud at være Fattigforstander, dels at det delvis paahvilede Fattig­ forstanderne selv at skaffe Indtægter til Veje ved at ombære Kollektbøger i Husene og Kirkerne. Efterhaanden saa man sig dog nødsaget til at tillægge Fattigkassen bestemte Ind­ tægter, saaledes f. Eks. for de kgl. Ministre og Betjente 1 pCt. Skat af deres Gager og 1/i pCt. Afgiften ved Løsøreauktioner. I 1708 vare Fattigvæsenets Indtægter ogsaa tilstrækkelige til at forpleje de 368 Personer, som gennemsnitlig ugentlig nød Fattigunderstøttelse, men efterhaanden steg de Fattiges Antal,

navnlig efter Branden 1728, betydeligt, saaledes at Antallet i Aarene 1746—50 endog angives til 2403 gennemsnitlig om Ugen, og naar man lager i Betænkning, at der til Forsørgelse af disse kun havdes et Beløb af 19,617 Bdl., vil det let indses, at de Fattige i København i Begyndelsen af forrige Aar- hundrede kun fristede en kummerlig Tilværelse og endnu hovedsagelig vare nødsagede til at .ernære sig ved Betleri. Desuden kom Fattigvæsenet i en betydelig Gæld, som „Kongens Kasse1, d. v. s. Statskassen, ved liere Lejligheder maatte dække, og som i Aarhundredets Løb voksede stærkt. Slutningen af Aarbundredet var for saa vidt gunstigt, som der den Gang var megen Velstand i Kjøbenhavn, og Faltigvæsenets Formue forøgedes da ogsaa ved betydelige Legater. Udgifterne ved­ blev imidlertid ogsaa at være store, og hvert Aar sluttede derfor i Reglen med et betydeligt Underskud; thi trods Byens Velstand forøgedes snarere de Fattiges Antal, og Fattig­ væsenets Efterretninger for 1799 anslaar endog Antallet af dem, der nød Fattighjælp, til over 8,000 eller 1/i2 af Byens Befolkning. Man var derfor klar over, at der trængtes til en gennemgribende Forandring i Ledelsen af Fattigvæsenet, og, efter at en Kommission havde været nedsat til Undersøgelsen af disse Forhold, udkom Planen af 1ste Juli 1799, som, hvad Administrationen angaar, har været gældende lige til 1871 og i øvrigt lige til Loven af 9de April 1891. Denne For­ ordning er i sine Principper for det Ollentliges Omsorg for de Fattige et mægtigt Fremskridt og vidner i del Hele om de humane Synspunkter, der vare de raadende i Tiden. Forordningen begynder saaledes med at sige, at „det er Fattigvæsenets Øjemed at antage sig alle Trængende, som ikke have og ikke selv kan skaffe sig nødtørftig Under­ holdning, samt at sørge for, saa meget som muligt, at de Gamle og Svage blandt disse nyde Almisse, at de Arbejdsføre gives Arbejde, naar de ere villige til at erhverve, men der­ imod alvænnes fra Lediggang og sættes i Nødvendighed til at arbejde, naar de hellere betle end lovligen erhverve, at de Syge helbredes, og at de Unge anføres til Kundskab, Sæde­ lighed og Arbejdsomhed". Naar Forordningen dog ikke fik den Betydning, som den tilsigtede, beroede dette paa, at Ad­ ministrationen atter her var upraktisk ordnet. Den øverste

Ledelse af FaUigvæsenet henlagdes nemlig til en Direktion paa 32 Medlemmer, som valgtes blandt Byens mest ansete Mænd og skulde paatage sig Hvervet uden Vederlag. Som Mellemled mellem denne og de Fattige var der 130 Fattig- forstandere med deres ca. 230 Assistenter, der ligeledes paatog sig Hvervet vederlagsfrit. Det viste sig imidlertid snart umuligt at finde Folk, der vilde paatage sig Hvervet som Direktion for Fattigvæsenet; derfor indførtes en lønnet Direktion paa 3 Medlemmer, saaledes at de 32 Direktører kun blev Tilsyns­ havende; men ogsaa til Stillingen som Fattigforstandere blev det efterhaanden næsten umuligt at finde Folk, og det viste sig da ogsaa allerede i 1810 nødvendigt at indføre Mulkter for forsømmelige Fattigforstandere, ligesom Borgerskabet fratoges dem, der undslog sig ved at modtage Valget. Selv ved Ind­ førelsen af saadanne Forholdsregler viste det sig imidlertid hurtigt umuligt at l'aa mer end Halvdelen af Fattigforstander- posterne besatte. Denne Uvilje til at modtage Fattigforstander- hvervene var dog ingenlunde Udtryk for manglende Interesse for de Fattige; tværtimod forøgedes Fattigvæsenets Legat­ kapital i Løbet af de 10 første Aar af dette Aarliundrede fra 700.000 Rdl. Courant til ca. 2 Millioner Rdl. Courant*, og enkelte Rigmænd testamenterede Fattigvæsenet uhørte Sum­ mer, saaledes Sukkerraffinadør Ladiges (død 1805) 000,000 Rdl. Courant — ca. 2 Millioner Kroner — og Lars Wilder (død 1810) 400,000 Rdl., jfr. Marcus Rubin: 1807—14 Pag. 90. Naar Fattigvæsenet dog samtidig kom i en Gæld paa over 400.000 Rdl., vare Aarsagerne hertil dels den foran nævnte uheldige Administration, der medførte, al det nøje Tilsyn med de Fattiges Forhold, som det var Hensigten med Planen af 1ste Juli 1799 at indføre, ikke blev gennemført, og at derfor store Summer gaves hensiglsløst bort, dels det betydelige Antal Fattige, dels endelig den Omstændighed, at de humane Syns­ punkter, som vare Tidens Løsen, medførte, at man sørgede rige­ ligere for de Fattige. Hvor liaabløse Forholdene have været, faar man bedst et Indtryk af ved at læse følgende Skildring deraf i Marcus Rubins interessante Værk: 1807—14 Pag. 33: „For en stor Del bestod Fattigbefolkningen af Betlere, som Fattig­ fogderne ikke kunde magte, af Skolebørn, der i Hundredvis * 1 Rigsdaler Courant — 3 Kr. 20 Øre.

undrog sig Skolegangen, af løsagtige Fruentimmer uden ordnet Polititilsyn, af Forbryderelementer, som nu idømtes Tvangsarbejde i en særlig Anstalt, men indtil Aar 1800 vare hensatte i Forbedringshuset sammen med virkelige Forbrydere, af Soldater og Daglejerudskud, hvis Voldsomhed ikke var til at tøjle, — tilsammen en Bærme, der rummede de alvorligste baade sociale og financielle Ulemper og Farer for Hoved­ staden. “ Som Følge af Reduktionen fra Rigsbankdaler Courant til Rigsmønt svandt Fattigvæsenets (d. v. s. Fattigvæsenets -f- Legaternes) Formue i 1813 fra 2 Millioner Rdl. Courant — å 3 Kr. 20 Øre — til l l/2 Million Rdl. Rigsmønt — å 2 Kr. —, blev altsaa halveret. Som Resultat af denne Periode frem­ kommer da ogsaa i 1837 en Gæld udadtil til Private eller offentlige Institutioner paa 500,000 Rdl. og til de enkelte Stiftelser og Legater, Fattigvæsenet administrerede, paa 847,000 Rdl., hvoraf ca. 500,000 Rdl. absolut skulde restitueres. Denne Gæld lykkedes det først Fattigvæsenet at l'aa afviklet i 1800 og kun ved at udbetale af de Legalmidler, med hvis Anvendelse Administrationen var frit stillet, til de Legater, hvor Fattigvæsenet havde været uberettiget til at disponere over Kapitalen. Disse sidste Legater benlagdes derefter under Magistratens 1ste Afdeling, medens de øvrige Legater ved­ blivende betragtes som selve Fattigvæsenets Formue. Del vil af den l'oregaaende korte Oversigt fremgaa, at en af Fattigvæsenet uafhængig organiseret Velgørenhed slet ikke eksisterede; Grunden hertil var den, at, saalænge der ingen politiske Rettigheder (Valgret) var tildelt de laveste Befolk­ ningslag, var det uden Betydning, om Hjælpen gaves i Form af offentlig Understøttelse eller som privat Hjælp, og det var derfor ogsaa naturligt, at de store Rigmænd i Aarhundredets Begyndelse skænkede Fattigvæsenet, der tilmed var i en bundløs Gæld, deres store Gaver. Efter at Grundloven har tildelt de af Fattigvæsenet understøttede en ringere politisk Retsstilling, er det for de tlesle blevet en Æressag ikke at modtage Fattighjælp, og den saaledes vakte Æresfølelse, som

fremmer Arbejdsomheden, maa Velgørenheden i hvert Fald ikke modvirke. Af Fattigvæsenets og Velgørenhedens fælles Historie indtil 1860 ses imidlertid ogsaa, at Tilstanden efter- haanden var blevet aldeles haabløs. Aarsagen hertil var dels Befolkningens Forøgelse, ikke mindst ved den store Tilstrøm­ ning af Landarbejdere til Byen, som allerede i Aarhundredets Begyndelse udgjorde en Del af Byens store Proletariat, dels at Administrationen af Fattigvæsenet og Velgørenheden efter Planen af 1ste Juli 1799 i Virkeligheden var lidet heldig. Det var nemlig et aldeles uoverkommeligt Arbejde for Menne­ sker, der skulde varetage deres daglige Dont, tillige at være Fattigforstandere, og Følgen blev da ogsaa den, at der gaves meget mere ud til de Fattige end nødvendigt og gavnligt, idel Fattigforstandernes Kendskab til de Fattige, de hjalp, var for intet at regne. I de foran nævnte Smaaskrifter, „Om de Fattiges Vilkaar paa Christianshavn“ og „Om Fattig­ dommen i Kjøbenhavn“ klages der derfor heller ikke over, at der gives for lidt til de Fattige, men for meget, som deltes hensigtsløst ud uden Undersøgelse. Denne planløse Uddeling af Fattigvæsenets og Velgørenhedens fælles Midler virkede efterliaanden demoraliserende paa Befolkningen, saa at Tiggeriet bredte sig paa Arbejdsomhedens Bekostning, og det paastaas, at man i Slutningen af Tredserne kunde anslaa deres Antal, der i en eller anden Form nød Fattighjælp paa Christianshavn, til en Tredjedel af hele Christianshavns Be­ folkning, og deres Antal, der nød Hjælp af Fattigvæsenet eller af velgørende Institutioner og Private paa Christians­ havn, til Halvdelen af denne Bydels Befolkning. For at give et Indtryk af den store Nød, som fandtes i Kjøbenhavn i Tredserne og navnlig paa Christianshavn, og hvad der burde gøres for at bekæmpe denne, skal her hidsættes følgende Uddrag af Pjecen: „Om de Fattiges Vilkaar paa Christians­ havn" : „Vi kunne forsikre, at der er megen bitter Nød og skrigende Elendighed blandt de Fattige herude, om ellers slig Forsikring behøves efter de nylig anførte Fortællinger. Vi have omtalt Nøden for Boliger og ville ikke spilde Ord paa Gentagelser. Vi holde os her udelukkende til Nøden for Klæder og det daglige Brød. Det er desto værre ikke mere

uliort paa Christianshavn, at hele Familjer have intet eller næsten intet Bohave. Vi kunde, om Læseren har Lyst dertil, føre ham ind i det mindste et Par Steder, hvor Familjen ligger paa det bare Gulv eller paa en Bunke Pjalter. Sligt skal have været hyppigt herude, inden Koleraepidemien 1853 kom og ryddede frygteligt op; efter den Tid blev det et Sagn, man ikke rigtig troede paa, nu begynder Sagnet igen at blive til Virkelighed. Hvad Klædningsstykker angaar, da er det om Vinteren ikke saa sjældent at trætfe hele Familjer, som ere ganske „udsatte4, det vil sige, hvis hele Garderobe staar hos Pantelaaneren med Undtagelse af det, de have paa. Vi traf sidste Vinter en Gang paa det Tilfælde, at to Fruen­ timmer, som boede sammen, kun havde en Kjole og et Par Sko, og saa var der ingen Kakkelovn i Kammeret. Kender man en enkelt Fattig saa nøje, at man ogsaa kender hans eller hendes eneste daglige Klædedragt, opdager man stundom med Sorg, at jo strængere Vinteren bliver, desto færre Stykker kommer denne til at bestaa af. Og nu Kosten? Ja, det agte vi for en meget ringe Ting, at der paa Christianshavn er mange Hundreder, som næsten aldrig faa den Middagsmad, vi andre anse for nødvendig, men kun Kaffe og tør Kost, thi der kan leves og leves meget godt deraf. Men derimod er det slemt at se paa, naar en Kone hos Jærnkræmmeren køher det Brød, som var bestemt for Svinetønden, til sig og sine Børn, og det er slemt at vide med Bestemthed, at, om end ingen paa Christianshavn ligefrem dør af Sult, saa gaa dog ikke saa ganske sjældent baade Voksne og Børn meget sultne til Sengs. Har man Øjnene med sig, kan man navnlig om Vinteren lægge Mærke til mere end et gustent, ligblegt Ansigt paa Gaden, som fortæller en sørgelig Historie. Men hvorledes er dette muligt med al den Rigdom af offentlig og privat Hjælp, som ovenfor er opregnet, og som hvert Aar udgydes over Christianshavn? Hvad Kong Pliarao drømte om de 7 magre Køer, der slugte de 7 fede, men blev lige magre derefter, det gentager sig jo næsten her, men som en sørgelig Virkelighed. Hvor ere Grundene at søge til, at vor Fattigdom herude, i Stedet for at formindskes ved Alt, hvad der anvendes paa den, bestandig forstørres, og hvad skal der gøres, for at dette dog en Gang kan blive ander

ledes? Ja, hvor er Grunden, og livad skal der gøres, det er de store Spørgsmaal; lad os forsøge paa at give et lille Bidrag til deres Løsning. Allerførst: en af de store Grunde er Nøden for Boliger. Hvad skal der altsaa gøres? Der skal bygges, bygges ordent­ lige og tilstrækkelige Boliger for den fattige Befolkning paa Christianshavn. At undlade dette er at bolde paa Skillingen og lade Daleren løbe. Er dernæst ikke en af Grundene til Ulykken denne, at Hjælpen som ydes, er for ringe i Forbold til Trangen, og bør delte ikke gøres, at det offentlige Fattigvæsen strækker sig endnu videre og den private Velgørenhed yder endnu større Summer? Vi besvare begge disse Spørgsmaal med et bestemt og afgjort Nej. Om man end finder det nok saa forunderligt og strengt, saa svare vi tværtimod: en af Ulykkens Kilder er den, at der er bleven givet for megen materiel Hjælp, og at det bar været for let at opnaa den; hvad der skal gøres, det er netop at indskrænke den materielle Hjælp og samtidig bringe de Fattige til selv at gøre mere. Ingen, som har beskæftiget sig for Alvor og i længere Tid med vore Fattige skal kunne sige, at denne Skildring er for mørk, eller at det ikke gaar saaledes til, thi Eksemplerne ere destoværrc altfor hyppige. Vi skulle have ondt ved at sige, hvor mange Gange der er bleven sagt til os: „Jeg tænkte dog ogsaa, at jeg skulde have noget, siden der er saa mange, der faa.“ Men den Tankegang, som ligger bagved en saadan Ytring, er ganske vist et af de allerhæsligste og allerfarligste Træk bos vor Fattigdom, og en omhyggelig Iagttager bør derfor baade gøre opmærksom paa det og spørge om Grunden til det. Den sørgelige Sandhed- ligger skjult deri, at en Mængde af vore Fattige rent have tabt den Selvfølelse, som dog ganske vist findes oprindelig bos ethvert Menneske, og som er Roden til al Stræbsomhed og Arbejdslyst. Man hører stundom Folk tale om de mange „skjulte Fattige", der skulde findes bos os; om de ere mange eller faa paa Christianshavn, skulde vi lade være usagt; vi kende ganske vist nogle, men til Gengæld kende vi desværre en meget stor Mængde, som er ganske det modsatte. Intet er sørgeligere og mere mis

Made with FlippingBook HTML5