DenKglFødselsOgPlejestiftelse_1800-1849

24

ger, først som Reservekirurg (1801) og Adjunkt (1805), fra 1810 som Professor ved Akademiet; Examinatores i Obstetrik ved dette var Winslow og Schumacher, fra 1813 Fenger. I saa godt som hele Sylv. Saxtorphs Embedstid var saaledes den sidste hans Med­ arbejder som Lærer i Fødselsvidenskab, og — i hins sidste Aar drog han saa godt som alle Eleverne til sig. Men der var endnu en Klasse Elever, som Joh. Sylv. Saxtorph tog i Arv efter Faderen, nemlig Udlændingene, og at det ikke faldt i hans Lod at kunne vedligeholde denne Tradition, der i saa høj Grad havde bidraget til at befæste Stiftelsens Ry, skyldtes ikke Mangel paa Interesse herfor fra hans Side, men Modstand fra andre Kanter og Tidens Ugunst, thi efter at det første Decennium af hans Embedstid var forløbet, kunde Fremmedbesøget i Stif­ telsen egentlig definitivt siges at være ophørt. Reskriptet af 1787 talte slet ikke om fremmede Lægers Optagelse i Stiftelsen, og disses Introduktion skyldtes vel ogsaa fra først af nærmest Tilfældig­ heder og ganske særligt de højtstaaende Personer, gennem hvem de første Anmodninger i saa Henseende kom. Begyndelsen gjor­ des med de to portugisiske Regimentskirurger del Cuitto og Mon- teiro, for hvem den herværende portugisiske Gesandt, paa sin Re­ gerings Vegne, søgte Optagelse i Stiftelsen ved Henvendelse til Bernstorff, der nedlagde Forestilling derom ved Hoffet. Om den Interesse for Sagen og Beredvillighed til at imødekomme Ønsket, der her, fra allerhøjeste Side, lagdes for Dagen, foreligger netop et kraftigt Vidnesbyrd i en Erklæring, Kommissionen senere (1805) fandt Anledning til at afgive overfor Sundhedskollegiets Protest mod de Fremmedes Ophold i Stiftelsen: »Vi Etatsraad Aaskow og Guldbrand forsikkre, at det var efter Høisal. Stifterindens naa- dige Villie og mundtlige Befaling, at de første Fremmede bleve admitterede i Stiftelsen, og at Kommissionen derfor siden efter har anseet det første Exempel som Rettesnor, uagtet det ikke ud­ trykkelig nævnes i Reskr. af 23/3 1787, men dog heller ikke for­ bydes, eller deri udtrykkelig nævnes Indfødte«20). Til dette Præ­ cedens sluttede sig senere lignende Anmodninger fra Enkedron­ ningen af Sverrig, fra Kurfyrsten af Sachsen, fra den svenske Mi­ nister o. s. v., med Bernstorff som Mellemmand, og lidt efter lidt stillede Kommissionen sig, naar Pladsforholdene tillod det, stedse 20) De Anstrængelser, der fra Stiftelsens Side blev gjort for at kunne op­ tage disse første Udlændinge, der lønnede det lange Ophold, der blev dem til­ stedt, m eden mindre honnet Opførsel, har jeg andet Steds (»Matth. Saxtorph og hans Samtid«, P. 139) omtalt.