DenKglFødselsOgPlejestiftelse_1800-1849

38

de udsættes til Plejehjem i Byen, paahvilede Reservelægen, kun i Nødsfald maatte en Kandidat træde i Stedet og da med udtrykkelig Paategning derom paa Barnets Sundhedspas. Kandidaterne paa Fodselssiftelsen maatte have Adgang til Ammestuerne for at bi- vaane Ordinationerne og lære Børnesygdomme at kende, som og ved pludselig indtræffende Tilfælde i Reservelægens Fraværelse be­ sørge det Fornødne. En særlig Omhu maatte denne ofre de uden Die opfostrede Børn og ved hyppige Besøg paa ubestemte Tider paase, at Alt her iagttoges paa det nøjeste; Forsømmelser af hvilkensomhelst Art skulde meldes Professoren. Meyer synes ret hurtigt at være gaaet i Gang med Reformer paa det ham betroede Omraade, thi et Par Maaneder efter Ansæt­ telsen forebragte han i saa Henseende et paa Tysk affattet Pro Memoria. Brødvællingen, der gaves Børnene som Supplement til Dien, bestod af Hvedebrødskrumme i Sukker, Vand og Smør; han foreslog at stryge det sidste og erstatte de første Ingredienser med Tvebak, hvad Saxtorph mente, vilde blive altfor dyrt, medens han var enig med Meyer i, at Smørret helst burde afskaffes. Naar der, hvad jævnlig indtraf, ikke kunde skaffes Børnene gode Ammer, ønskede han fra det Synspunkt, at en slet Amme ikke var bedre end et skadeligt Lægemiddel, Børnene ernærede blot med den nævnte Vælling; 15 af de stærkeste skulde udsøges og indlogeres med 5 paalidelige Opvartningskoner i et eget Værelse. Denne Form for kunstig Ernæring fandt dog Saxtorph betænkelig; foruden Brød­ vællingen krævedes vel ogsaa Mælk til Børnene, men Anskaffelsen deraf vilde vist støde paa Vanskeligheder. Dernæst ankede Meyer over den store Mortalitet i »Hjørnestuen« (til Gaarden mellem For- og Sidehus), tilskrev den det mørke, slet ventilerede Rum og den ved de vaade Bleers Tørring i den tilstødende Stue for­ pestede Luft; uden Grund har Klagen næppe været, thi Scheel op­ tog den senere, men Saxtorph, der vel maatte indrømme den store Dødelighed i den nævnte Stue, vilde ikke ganske akceptere For­ klaringen til samme, og med sin uprægede Konservatisme saa han heller ikke pekuniære Udveje til at afhjælpe det sidste af Meyers Ankepunkter, at ikke hvert Barn havde sin egen Seng men maatte dele denne med Ammen. Andre Spor end de ovennævnte synes Meyers Virksomhed som Reservelæge ikke at have sat, den blev jo overhovedet kun af kort Varighed, idet han allerede i Juni Aaret efter indgav sin Ansøgning om Afsked. Om Ønsket i saa Henseende fremskyndedes ved en Affære, der mod Slutningen af hans Funktionstid skaffede ham en