HCEngelsen

I BOGHANDLERLÆRE

Ordning, og Udarbejdelsen af en saadan blev lagt i hans Haand. Han kalkulerede, lavede Priskurant osv., men Resul? tatet blev ikke tilfredsstillende og kunde ikke blive det, da Forretningen søgte at affinde sig med de paagjældende Haand? værkere ved at give dem Papir fra Valdemarshaab istedenfor den akkorderede rede Betaling. Han arbejdede ivrigt, men var ikke altid tilfreds med de Resultater, hans Bestræbelser under de givne Forhold bragte; Carl Schrøder følte noget Lignende, og under den i økono? misk Henseende mindre heldige Udvikling, der synligt gik for sig i det Firma, de tjente, vare de endda ikke sikre paa, at det vedblivende vilde have Brug for dem. Saa kom det op i dem, om de ikke selv kunde etablere sig, de begyndte at tænke paa Muligheden af at kunne skaffe de fornødne Penge, Kavtioner osv. Tanken herom fængede og det paa en saadan Maade, at Etableringen mærkeligt nok kom i Stand, saaledes som vi skulle se det i næste Afsnit. Her skal endnu kun op? lyses, hvad der lyder ganske ejendommeligt, at de toVen? ner, de to Kontubernaler, der bleve baade Kompagnoner og Svogre, desuagtet stadig vedblev at sige »De« til hinanden. Der var i hele deres Liv et gjensidigt Ærbødighedsforhold imellem dem. For den oprindelige Lærling var Carl Schrøder stadig den ældre Bogholder, der tog sig af ham, og paa sin Side saa Carl Schrøder med virkelig Beundring op til H. C. Engeisens stærke, retliniede Vilje.