HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_2003 h5

De fattige forbrydere på Sundholm

De anbragtes baggrund Samlet set var der generelt langt fle­ re mænd end kvinder på Sundholm.27 Det skyldes højst sandsynligt, at kvinderne havde hjem og børn at pas­ se, og derfor undgik myndighederne at sende dem til Sundholm. Det ske­ te kun undtagelsesvist, at børn blev anbragt på institutionen, og her var der nok tale om mindreårige, som pga. manglende alternativer var anbragt sammen med moderen. Ved en sammenligning af de an­ bragte i arbejdsanstalten og tvangs­ arbejdsanstalten ses ikke de store va­ riationer i baggrund med hensyn til alder, fødested og erhverv. Langt de fleste anbragte i arbejds- og tvangsar­ bejdsanstalten var mellem 20 og 40 år, det var altså en fysisk arbejds­ dygtig aldersgruppe, som ikke kunne kategoriseres som hverken svage el­ ler ældre. Det var få personer under 20 år eller over 60 år, som var an­ bragt på Sundholm. Dvs., at jo yngre eller ældre de fattige var, jo mere faldt de uden for den kategori af mennes­ ker, der skulle anbringes på Sund­ holm, og i stedet blev de f.eks. an­ bragt på børnehjem, ungdomshjem el­ ler alderdomshjem. Langt de fleste på Sundholm var født i Danmark, og af disse var 45 pct. født uden for Københavnsområ­ det, hvilket nok hang sammen med indvandringen fra landet fra 1870 og frem.28 De søgte lykken i hovedsta­ den, men en ublid skæbne sendte dem i arbejdsanstalt eller tvangsarbejds­ anstalt. Den anden store gruppe var folk født indenfor Københavnsområ­ det, og denne gruppe blev større i den undersøgte periode. Omvendt blev an­ delen af udlændinge efterhånden min­ dre, omkring halvdelen af de indsat­ 101

oplæres til flid og arbejdsomhed. I tiden fra 1908 til 1933 skete der flere omstruktureringer i Magistra­ tens 3. afdeling. Den største fandt sted i 1919, da St. Johannesstiftelsens ar­ bejdsanstalt flyttede til Sundholm, hvor den bibeholdt sit selvstændige navn. Flytningen skyldtes et ønske hos Magistraten om at rationalisere og effektivisere fattigforsørgelsen, og den betød en mindre stigning i an­ tallet a f almindelige arbejdere på Sundholm. Alligevel kom belægning­ en ikke op på tidligere tiders niveau. Det blev fastlagt i den store socia­ le reform fra 1891, at fattigvæsenet hovedsageligt skulle forsørge folk i eget hjem.25På langt sigt var det bed­ re, at man ikke rev familier op med rode for at anbringe dem sammen med sørgelige eksistenser og småkriminel- le mennesker. Det blev altså sidste udvej at anbringe folk uden for hjem­ mene, og det havde naturligvis også indflydelse på antallet a f personer på Sundholm. Også den private velgø­ renhed indvirkede på belægningen, men, som Borgerrepræsentationen fremhævede omkring 1900, så var den private filantropi meget svær at for­ udsige og kalkulere med.26 Andre faktorer, der påvirkede be­ lægningstallet på Sundholm, var de økonomiske konjunkturer. En højkon­ junktur betød jo stigende beskæfti­ gelse, hvorfor folk ville have nemme­ re ved at klare sig selv. Det var dog straks mere tvivlsomt, om et fald i befolkningstallet også ville betyde et fald i belægningstallet, da de 2 kur­ ver ikke nødvendigvis var identiske. Den store indvandring a f fattige land­ arbejdere til byerne stilnede af om­ kring århundredskiftet, og det kunne let betyde, at presset på forsørgelses­ væsenet ville aftage.