HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_2003 h5

Pernille Grouleff Poulsen

tvangsarbejdsstraf, hvorimod betleri­ loven a f 1860 foreskriver, at man højst kan straffes med tvangsarbejde i 3 måneder. Fra 1905 til 1933 kunne straffen højst være 2 år og 12 dage.41 Det var yderst sjældent, at tvangs­ fangerne opholdt sig på Sundholm i mere end ét år ad gangen. Mellem 75 og 85 pct. var indsat i 3 måneder el­ ler derunder, og til cirka 1920 var over en tredjedel kun indsat i 12 da­ ge, mens tvangsarbejdsstraffen i slut­ ningen a f perioden var en smule længere. Langt de fleste tvangsfang­ er på Sundholm afsonede altså for­ holdsvis korte straffe.42 Hensigten med at straffe har altid været dobbelt: På den ene side af­ skrækkelse og på den anden gengæl­ delse. Hertil kom, at man siden Op­ lysningstiden også ønskede at forbed­ re de indsatte. En dom på et par ugers tvangsarbejde har næppe medført en større ændring a f personernes livsfø­ relse, selvom det overordnede formål med tvangsarbejdsstraffen var forbed­ ring og opdragelse. Fra 12 til 30 dage føltes måske som lang tid under selve afsoningen, men sammenlignet med andre friheds­ straffe, f.eks. for tyveri, var tvangsar­ bejdsstraffen faktisk meget kort. I den modsatte ende a f straffespektret kun­ ne frihedsstraffe stadig gives på livs­ tid, og straffeloven hjemlede endnu dødsstraf.43 Forklaringen på de korte tvangsarbejdsstraffe skal findes i sam­ fundets holdning til de fattige forbry­ dere. Denne var nemlig præget a f en vis overbærenhed, og afsoningen hav­ de derfor mere karakter a f en bøde end a f en egentlig straf. I begyndelsen a f 1900-tallet havde myndighederne nok indset, at en større social forsorg var en bedre løsning end tvangsar­ bejdsstraf. Det forklarer også, at an­

tallet a f tvangsfanger var faldende. En straf betragtes som samfundets sanktion over for lovovertræderen, og samfundet idømte hovedsageligt kor­ te straffe til tvangsfangerne, fordi bet­ leri, løsgængeri og prostitution ikke betragtedes som grove kriminelle ger­ ninger. Alligevel fortsatte tvangsar­ bejdsstraffen med at eksistere, efter­ som den nok har givet lovgiverne og befolkningen en vis fælles følelse af, at lov og ret skete fyldest. Tvangsarbejdsstraffens form og ind­ hold blev først grundlæggende ænd­ ret i 1933, hvor den nye straffelov og socialreform trådte i kraft. Tvangsar­ bejde bortfaldt som straf for egentli­ ge forbrydelser, og det blev i stedet en forsørgelsesmåde eller en discipli­ nær straf for personer under den of­ fentlige forsorg. Klientellet var det samme: Løsladte betlere, løsgængere og prostituerede kunne forsørges med tvangsarbejde, og alimentanter eller alkoholikere under den offentlige for­ sorg kunne idømmes tvangsarbejde som en disciplinær straf i op til 3 må­ neder.4 I 1933 blev tvangsarbejdsanstalten på Sundholm administrativt flyttet fra Justitsministeriet til Socialmini­ steriet, og den dækkede nu et langt større geografisk område end tidlige­ re. Den kunne nu optage 96 mænd og 24 kvinder, men pladserne blev aldrig fyldt op. Tvangsarbejdsanstalten på Amager blev definitivt lukket i 1960, hvorefter den samlede institutions of­ ficielle betegnelse ændredes til for­ sorgshjem.45 En tur rundt på Sundholms områ­ de i dag kan stadig give en fornem­ melse af institutionen for 100 år siden, for bygningerne står der endnu. Ad­ ministrativt hører Sundholm under Kø­ benhavns Kommune, og institutionen

106