HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_2003 h5

Ida Rosenstand Lou

taget, at selvom opvartere og våge­ koner på hospitalerne ikke altid selv blev syge, så angreb koleraen ofte de­ res mænd, børn eller naboer. Han sammenstillede dette med mæslingers udbredelse på Færøerne, hvor det var blevet bevist, at en læge havde bragt smitte fra den ene øgruppe til den an­ den ved sine sygebesøg. Dette ledte ham til følgende: »Jeg kan ikke lade være at tænke paa Muligheden af, at ogsaa Cholera, hvis den er smitsom, kan føres omkring paa samme Maa- de af Personer, som selv ikke ere an­ grebne«.26 Både tilhængere af miasmeteorien og tilhængere a f kontagiumteorien havde iagttaget, at sygdommen ofte bredte sig blandt den kolerasyges om­ givelser. Hvor Djørup så det som et udtryk for direkte smitte, antog mi­ asmatikerne, at udbredelsen skyldtes en større modtagelighed for sygdom­ men blandt de, der med nedtrykte sind færdedes i den syges omgivelser.27 Djørup tilskrev også det psykiske mo­ ment en stor rolle for modtagelighe­ den for koleraen, ligesom han var enig med miasmatikerne i, at kolera var opstået spontant i byen - hospitalets første kolerasyge havde hverken haft forbindelse til hinanden eller til epi­ demiens første ofre i Nyboder. Den praktiske konsekvens af Djørups smit­ teteori var, at han som overlæge på Garnisons Hospital fik rømmet en bygning i hospitalsgården til modta­ gelsen af kolerasyge, så de kunne be­ handles isoleret fra andre syge.28 Netop sygdommens opståen i Kø­ benhavn stod i mange lægers øjne i modstrid med kontagiumteorien. At den skulle være indført fra Skt. Pe­ tersborg virkede usandsynligt, og der­ for måtte den være opstået spontant i København. Blandt læger var der

ra skyldtes en sygdom i blodet, og at netop frugt var styrkende for patien­ ten.23 Ud fra symptomerne opfattede mange sygdommen som en vekselvirk­ ning mellem en »miasmatisk Blodfor­ giftning« og en påvirkning, forandring eller reaktion på nervelivet. Dette blev begrundet med, at nogle patienters nervetilfælde trådte stærkere frem end andres.24 At kolera ofte angreb dem, der fær­ dedes i de kolerasyges omgivelser, blev a f miasmatikerne forklaret på føl­ gende måde: »Hvad vi derimod troe at have seet og som maaske give en Forklaring for mange af de Tilfælde, der ere fremstillede som forplantede ved Smitte, det er de moralske Ind­ flydelsers Magt i denne Henseende. Det er i det mindste ret paafaldende, at flere a f de Syge, som vi have seet angribes for vore øine, have umiddel­ bart i Forveien været stærkt affice­ rede paa Sindet. Skulde dette ikke til­ deels kunne forklare, at Sygdommen saa ofte gaaer rundt imellem Familie og Omgivelser, naar den først har kræ­ vet et enkelt Offer, og derved udbredt Nedslagenhed og Forfærdelse?«25 Under epidemien skilte overlæge Djørup med sin opfattelse a f koleras smitteveje sig ud fra de øvrige læger. Hans tese var, at kolera smittede fra person til person, og at raske perso­ ner også kunne være smittebærere. Dermed mente han, at der fandtes et kontagium. Begrundelsen hentede han i sine konkrete erfaringer under epidemien: Umiddelbart efter et sygebesøg hos en gammel kone, der havde stærk di­ arré, gik Djørup på sygebesøg hos en dame, som led a f hysteri. Damen, der ikke havde været i berøring med ko­ leraramte, blev herefter angrebet af sygdommen. Djørup havde også iagt­

116