HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_2003 h5

Ida Rosenstand Lou

Behandling Læger delte sygdomsforløbet op i 3 hovedfaser: forløberstadiet eller kole- rinen, hvor patienten led a f diarré; kuldestadiet, hvor patienten blev is­ kold og kunne få kramper, og reak­ tionsstadiet eller varmestadiet, hvor patienten fik varmen tilbage. Hvis pa­ tienten ikke blev helbredt i tredje sta­ die, kunne sygdommen gå over i et fjerde — det typhøse stadie - der var præget af hikken og grøn opkast. De fleste læger havde den opfattelse, at behandlingen af kolera, hvis den skul­ le være effektiv, skulle påbegyndes i forløberstadiet. I givet fald kunne overgangen til egentlig kolera fore­ bygges. Dr. Bang argumenterede i 1848 for, at kolera var en slags gift, der pri­ mært trængte ind gennem tarmka­ nalen. Derfor foreslog han, at der skul­ le anvendes brækmidler til at fjerne giften og udtømme maven for frem­ mede stoffer og afføringsmidler, f.eks. amerikansk olie, til udrensning af tarmkanalen. Der skulle gives åre­ ladning ved blodstrømningerne til de lidende organer, opium og sveddri­ vende midler, som Bang fandt uund­ værlige. Mens den indre sygdomsak­ tivitet skulle standses ved indtagelse a f noget koldt - isvand f.eks. - skul­ le det ydre af kroppen varmes ved gnidninger, dampbade og lignende.51 Under epidemien gav de fleste læ­ ger en behandling, der tog udgangs­ punkt i koleraens symptomer: Når pa­ tienten var i sygdommens kuldesta­ die, varmede lægerne kroppen op — med the, portvinstoddy, uldne tæpper eller varme vanddunke i sengen. Når patienten var i reaktionsstadiet og var varm, nedkølede lægerne den syge ved at give patienten isvand eller ren is.

pastor Boyes død natten mellem den 5. og 6. juli var blevet så skrækslag­ ne over, at sygdommen ramte alle samfundslag, at en stor mængde men­ nesker hurtigt forlod byen. Vel at mærke de velstillede.45 Nogle fortsatte deres vante gang i byen på trods af koleraen. Eksem­ pelvis holdt maj orinde Franzisca von Rosen sit bryllup i Holmens Kirke midt under koleraen den 7. juli 1853. Svigerforældrene kom langvejs fra, og det hele endte med, at svigerfaderen blev syg og døde.46 Filosoffen Hans Brøchner beskrev i et brev den 7. au­ gust 1853 til Christian Molbech den ro og besindighed, der herskede i Kø­ benhavn. I brevet fortalte han, at epi­ demien i det store hele havde været gavnlig for byen: »Sygdommen har ryddet svært op i de offentlige Stif­ telser (...) Den har overhovedet i mange Henseender været en gavnlig Renselse«.47 Nogle var forpligtigede til at blive i byen enten pga. embede eller for­ retninger. Endelig var der dem, der rejste, men som burde være blevet: Det gjaldt f.eks. Frederik den 7., og det gav anledning til kritik. At Grund­ tvig var rejst, vakte nok den største forargelse, for der var hårdt brug for præsterne under epidemien.48 Epide­ miens huseren gav anledning til de kristnes formaninger, og pastor Ham- merich erindrede, at kirkerne var »propfulde«. Folk søgte lindring hos Gud.49 Byens indbyggere var bange for ko­ leraen, men samtidig drevet af en nys­ gerrighed omkring den. Mange - til­ syneladende mest fattige - stimlede sammen omkring de opstablede lig­ kister for at syne dem. Rygter om, at der var skindøde imellem de døde, gjorde sikkert nysgerrigheden større.50

120