HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_2003 h5

Den asiatiske gæst i København

Et fundamentalt spørgsmål er, om der blandt samfundsgrupperne var ta­ le om én overordnet opfattelse af syg­ dommen og dens rette behandling, el­ ler om der snarere var tale om flere, modsatrettede opfattelser. Det foregående har vist, at der var forskellige holdninger til så afgørende områder som sygdomsårsager og smit­ teveje. Selvom de fleste læger var mi- asmatikere, var der stadig enkelte kon- tagionister iblandt. Mange lægfolk tro­ ede, at kolera smittede fra person til person, men hvor det især synes at have været almuen, der frygtede smit­ ten, stod de velstillede mere splittet i spørgsmålet om smitteveje. Man kan vel ikke ligefrem sige, at læger og læg­ folk havde hver deres opfattelse af ko­ leraens natur og smitteveje, men læ­ gerne og de fattige synes overvejende at have haft forskellige opfattelser. Der blev ikke inddraget politiske synspunkter i lægernes argumenta­ tion omkring sygdommens årsager, men det synes dog plausibelt, at po­ litik har præget deres sygdomsopfat­ telser. Sammenhængen mellem mias- meteori og liberalisme antydes af, at de fleste prominente læger under epi­ demien var nationalliberale. Ligeledes var det en nationalliberal miasmati- ker, lægen C. E. Fenger, der var hoved­ manden bag afskaffelsen af karantæ­ neloven i 1852. Et andet interessant spørgsmål er, hvem lægfolk opsøgte, når de blev sy­ ge. Med deres husvisitationer gjorde lægerne sig synlige under epidemien, men alt peger på, at ikke kun læ­ gerne men også familien og de nære omgivelser, spillede en stor rolle i be­ handlingen af de syge. De fattige i samfundet synes at have været bange for at komme på hospitalet og de op­ søgte derfor først lægerne sent i syg­

domsforløbet. De fattige må altså, på trods af smittefaren, have behandlet de kolerasyge i hjemmet. De mere vel­ stillede opsøgte lægerne ved den mindste skavank, men havde anskaf­ fet medicin til selv at kunne behandle den syge inden lægen ankom. Om be­ folkningen gik til de »kloge« mænd og koner melder kilderne derimod ikke meget om. Kvaksalveri var ikke no­ gen åbenlys affære, siden forbuddet i 1794. Under alle omstændigheder opsøg­ te lægfolk andre end lægerne og de »kloge«. Præsterne havde rigeligt at se til under epidemien, og folk strøm­ mede til kirkerne. At der blev fæstet lid til præsterne, er selve forargelsen over Grundtvigs fravær et sigende ek­ sempel på. At præsten blev tilkaldt ved sygdom, udelukkede selvfølgelig ikke, at også lægen blev tilkaldt - en præsts virke var nok snarere en men­ tal lindring for den syge end en egent­ lig behandling. Bonderup har fremhævet, at i Dan­ mark »stod de ansvarshavende og be­ folkningen solidarisk sammen i kam­ pen mod epidemien, og de sidste næ­ rede stor tillid til de første. Det pe­ ger (...) i retning af et samfund, hvori der herskede konsensus«.80Endvidere har hun betonet, at der var enighed og sammenhold samfundsgrupperne imellem under epidemien, og at be­ folkningen udviste besindighed og ro. På trods af, at mange syge opsøgte præster i deres kvide og til trods for, at mange synes at have tillagt læ­ gerne en særlig viden om sygdommen, så tyder en del alligevel på, at den brede befolkning ikke nærede særlig stor tillid til myndighederne og læ­ gerne. Godt nok blev Sundhedscolle- giets anvisninger til forebyggelse og behandling af koleraen tilsyneladen­ 127