HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_2003 h5

Kirsten Lindberg

og bygningsinspektør H. C. Stilling og øverst en ritmesterenke og en sprog­ lærer. Det var således et blandet sel­ skab, der færdedes på trappen.78

apparater i Hjorteapoteket. Fra den­ ne kan eksempelvis nævnes, at labo­ ratoriets kobberdampkedel var 2 alen lang med en diameter på 18 tommer og havde udtagningskanal, ventiler, dampkuppel, fugtmåler og støbejerns­ forplade med fyrdør og rist. Selvsagt måtte brandforsikringen tage sine forholdsregler pga. den sær­ lige kemiske virksomhed, men det blev understreget, at laboratoriet var isoleret fra resten af bygningen, og det højre sidehus, som også ansås for at udgøre en særlig eksplosions- og brandfare, lå i tilstrækkelig afstand fra de øvrige bygninger til, at man ik­ ke behæftede dette med specielle til­ lægspræmier.74 Der var på dette tidspunkt endnu ikke i lovgivningen fastsat regler for, hvorledes et apotek skulle indrettes, men det synes, som om Piper i høj grad honorerede de krav, der for første gang fremsattes i 1870, og som betød, at der skulle være en skranke til ad­ skillelse mellem købere og ansatte, gibset loft samt en lofthøjde på mindst 4% alen - alt sammen krav, som al­ lerede var opfyldt ved etableringen.75 Så stolt over sit fine apotek var Pi­ per, at han i 1863 lod maleren Chri­ stian Rosenberg udføre et maleri af laboratoriet.76Vejviserne fra tiden vi­ ser da også, at det var en blomstrende virksomhed, han havde; der var kon­ stant mellem 2 og 5 pharmacikandi- dater knyttet til apoteket.7 Læredrengen F. W. Barnsten var nu forlængst blevet voksen og havde over­ taget hørkræmmerboden i kælderen, hvor han boede og havde sit udkom­ me i 1865. Enkefru Baht residerede i stuen ved siden af apoteket, altså i en ret lille bolig; på førstesalen boe­ de en kommis og en manufaktur­ handler, på 2. sal den kendte arkitekt

Moderne tider I 1872 døde enkefru Baht, og så slog Barnsten til og købte ejendommen for 30.000 Rdlr.; skødet fik han 16. april.79 Som altid, når der kommer nye folk til, skulle der ske ændringer. Det var dog ikke de store indgreb, Barnsten foretog, men et par rutinemæssige re- takseringer viser, at han inden 1879 havde ladet facaden oliemale,80 og i begyndelsen af 1880’erne lod isætte store spejlglasruder,81som datiden var så stolt af, fordi de illustrerede frem­ skridt og tekniske muligheder, og som vor tid nu vrænger af, da de ikke re­ spekterede husenes fysiognomi. Som butiksindehaver havde Barnsten na­ turligvis blik for værdien af store ud­ stillingsvinduer. Disse blev beskrevet i 1899 som væ­ rende 72 x 43 tommer og befandt sig dels i apoteket, dels i værelset ved si­ den af. Også de indvendige døre havde fået store ruder af spejlglas, 66 x 20 tommer, og apoteksloftet var blevet beklædt med de så populære glasfli- ser med messinglister og -skruer. Bag­ væggens niche var ligeledes beklædt med det hygiejniske glas uden på de gamle marmorerede vægge. Loftet ek­ sisterer endnu næsten intakt og er overordentlig pynteligt med fine blom­ sterranker langs kanten. Gulvet var udskiftet med et nyere af egetræ, og der var vist også foreta­ get fornyelser af inventaret, men det er lidt vanskeligt at afgøre i hvor stort et omfang. Den halvrunde skranke med balustre og disken med skuffer

180