HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_2003 h5

Toulonballet i København 1794

havde buden en heel Deel Folk ved Billetter, der vare trykte, men kiønt forseglede, og altsaa dog vel ikke of­ fentlige Documenter. Politimesteren forbød Tingen solennement. Jeg har derfor bedet min Kone ikke give mig Boeff à la Mode eller Salat, siden det er franske Retter, og det kunde stik­ ke Politimesteren eller Hoffet ved ham, at sende hen og lade mig for­ byde, at æde slig Democratisk Mad «.60 Grosserer Zinn havde modtaget et anonymt brev med en advarsel i for­ bindelse med afholdelsen af det sel­ skab, der skulle stå i stedet for Tou- lonballet på d’Angleterre. I brevet ad­ vares Zinn mod at lade afsynge re­ publikanske sange under festlighe­ derne. Den engelske gesandt havde nemlig »betalt Pøbelen for at slaae hans Vinduer ind, og Marseiller-Hym- nen skulde være Signalet for dem at begynde derpaa «.61 En anden noterer i sin dagbog, at modstanderne af re­ publikken havde planer om slå ru­ derne ind hos dens tilhængere .62 Der er nok tale om samme hændelse el­ ler rygte i forskellige udlægninger. Rygter eller ej; noget taler for, at stem­ ningen mod Toulonballet i de antire- volutionære kredse har været til­ strækkelig ophedet til, at man var klar til korporligt at vise sin util­ fredshed. Selskabet hos Zinn forløb dog uden knuste ruder - endda med Duveyriers afsyngelse af både Mar- seillaisen, Pyrenæermarchen og car- magnolen med en tekst forfattet af sangeren selv. Den symbolske kamp Mens krigen buldrede ude i Europa, mens kaperiet og opbringningerne gjorde havene usikre, udkæmpedes i

København en anden kamp. En sym­ bolsk kamp med de allierede magters gesandter, de franske republikanere, A. P. Bernstorff og danske revolutions­ tilhængere som kombattanter. En kamp, hvor våbnene udgjordes af ko­ karder, pyntebånd, protestnoter, poli­ tiske skriverier eller festligheder. Planlægningen af Toulonballet, og modstanden mod det, var et led i den symbolske kamp. Striden havde mange facetter og fandt sit udtryk i en række episoder og optrin, der in­ volverede forskellige personer, der ik­ ke nødvendigvis havde direkte til­ knytning til modsætningerne. Vi har tidligere set, hvordan de allierede ge­ sandter med lidenskabelig ildhu kla­ gede til Bernstorff over, at Grouvelle havde kaldt sig bevollmächtigte Mi­ nister, selv om han ikke var officielt anerkendt af den danske regering. Og­ så den revolutionære praksis med af­ skaffelse af traditionelle tituleringer og indførelsen af »du« som gængs til­ taleform var kilde til irritation og for­ argelse. Ved officielle arrangementer fandt den symbolske kamp nye må­ der at manifestere sig på. Uviljen mod Grouvelle holdt ved og kom eksempelvis tydeligt til udtryk ved et selskab små 2 år efter aflys­ ningen af Toulonballet. I anledning af den svenske konges fødselsdag afholdt den svenske diplomat, Johan Vilhelm von Spengtporten, en stor sammen­ komst. Alle ministrene i den danske regering, hele det diplomatiske korps og adskillige af det københavnske establishment var samlet. Krüdener ankom og havde højtideligt hilst på den svenske ambassadør, da han blandt en gruppe diplomater fik øje på Grouvelle. Krüdener blev rasende over at se ham stå dér blandt ge­ sandterne, vendte om på stedet og 19