HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_2003 h5

Maria Fletting & Signe Trolle Gronemann

mål fra underfogeden fastslog direk­ tionen, at man var sin gæld kvit, hvis man mistede sit vand. I praksis har det åbenbart også vist sig umuligt at udregne, hvad hver en­ kelt participant burde have betalt si­ den 1662. Regnskabet viser, at man i stedet fordelte de udgifter, som Ma­ gistraten havde haft gennem årene på vandvæsenets nuværende participan­ ter .18 For den del af udlægget, Stadens Pumpevand skulle betale, hvilket i 1679 var beregnet til 1835 Rdlr., var dog betalt så meget, at der kun skyld­ tes 663 Rdlr. ved udgangen af 1683.19 Det lykkedes altså direktionen at få en stor del af pengene ind. De under­ søgte kilder giver dog aldrig noget rig­ tigt overblik over regnskaberne, idet direktionen blot skulle godkende regnskabet, men ikke stod for den praktiske udfærdigelse. Det var der­ imod Stadens kæmner, der udfærdi­ gede selve regnskabet og stod for re­ gistreringen af de daglige indtægter og udgifter i forbindelse med vandet. Direktionen er blevet beskrevet som langmodig med hensyn til inddri­ velsen af gæld .20 Dette er ikke nød­ vendigvis det sande billede. For det første var der ikke overblik over hvem, der rent faktisk burde betale. En over­ sigt fra januar 1689 taler om i alt 240 skyldnere. Hvor meget hver især skyldte, vides imidlertid ikke, idet der ikke er ført ordentligt regnskab. For det andet er det ikke usandsynligt, at der i befolkningen har eksisteret en udbredt følelse af, at vandpengene var urimelige. De restancer, man søgte indkrævet i 1679 og 1680, var penge, der skulle være betalt tilbage i 1662. Penge, hvis inddrivelse først og frem­ mest var begrundet i ødelæggelsen af renderne under belejringen samt den senere omlægning i forbindelse med

vandudgifter. Samtidig blev det fast­ lagt, at det var ejerne af en grund, der hæftede for vandet, ikke lejere af bygninger på grunden. Man mødte flere forhindringer i ind­ krævningen af restancerne. For det første viste det sig i løbet af vinteren 1679, at rodemestrene ikke var lige villige til at indkræve pengene. For at løse dette problem vedtog man at gøre rodemestrene personligt fri for vandskat, så længe de var behjælpe­ lige med at indhente penge .15 Man op­ levede også, at folk, der lå yderst i ledningsnettene, undskyldte sig med, at deres manglende betaling skyldtes manglende vand i ledningerne. Den­ ne undskyldning godtog direktionen imidlertid ikke. I forordningen om vandforsyningen kan man nemlig læ­ se, at mangel på vand ikke retfær­ diggør manglende betaling. Hvis man betalte, ville der være penge til ved­ ligeholdelse og dermed vand i haner­ ne, lød den logiske begrundelse. Efterhånden valgte man dog at la­ de execution blive en realitet i stedet for blot en trussel. Den første runde faldt i marts 1680, hvor der ud fra en liste over samtlige formodede skyldnere blev udvalgt 6 0 . 1 april året efter blev der igen foretaget execu­ tion .16 Det lader til, at man langsomt opgav at inddrive den gamle gæld og i stedet koncentrerede sig om at få fuld kontrol med de løbende indtæg­ ter og udgifter. Det ses af, at kun de første runder af executioner skyldtes gælden til Magistraten og skete på foranledning af byens kæmner. De derpå følgende tre executioner knyt­ tede sig alle til bestemte kompagnier og var på foranledning af kompagni­ ernes inspektører, der altså har haft problemer med at få inkasseret de ny­ oprettede løbende afgifter .17 På spørgs­ 38