HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_2003 h5

Ulrik Langen

stor opmærksomhed, når de bevæge­ de sig i klynger i de københavnske gader: »Her som overalt i Verden hav­ de Revolutionen grebet Alle, til hvad Kjøn eller Stand de end hørte, og naar man derfor mødte disse Franskmænd med deres trefarvede Cocarder hefte­ de paa Brystet, standsede de Forbi- gaaende ofte, snart med et velvilligt, snart med et hadefuldt Blik, alt som Betragteren var for eller imod Tidens store Spørgsmaal. Selv bevægede de Fremmede sig stilfærdigt og beske­ dent. Den daglige Conversation i By­ en dreiede sig uophørligt om dem. Man havde i alt længere Tid disputeret med Hæftighed for og imod den franske Revolution, disse Disputer forøgedes nu ved Synet af Republikanerne «.1 Johanne Louise Heibergs beskri­ velse hører vel til de mere pyntede, men giver nok ikke et helt forvrænget billede af de stemninger, der omgav republikanerne. Deres tilstedeværelse animerede den stående diskussion om revolutionen og medvirkede til at sæt­ te skillelinier mellem revolutionens tilhængere og modstandere. Den sto­ re gruppe københavnere, der stillede sig midt imellem, fik ved republika­ nernes tilstedeværelse lejlighed til at be- eller afkræfte deres forestillinger, nuancere deres syn eller stabilisere deres fordomme om franskmændene. Eller også var de bare ligeglade. Men nysgerrigheden var stor blandt de fleste. »Har De set franskmændene?«, lød det overalt i byen. Og når fransk­ mændene gik omkring i gaderne, stop­ pede de forbipasserende op og gloede på dem, som var det folk fra månen .2 Det var ikke kun på gaderne, man kunne støde ind i de franske repu­ blikanere. Hos ledende handelsfolk in­ viteredes franskmændene til selska­ ber, sikkert ikke uden bagtanker om

det profitable i at holde sig på god fod med de franske kornopkøbere. En ordre om forsyninger til de franske hære kunne være en rigtig god for­ retning. Således var de franske kom­ missærer faste middagsgæster hos grosserer Erich Erichsen hver tors­ dag. Også folk som Constantin Brun, C. R Bugel, Fabritius-Tengnagel, den engelskfødte grosserer C. A. Selby, L. J. Cramer og J. L. Zinn omgikkes franskmændene og gjorde omfattende forretninger med dem .3 Selvom han­ delsfolkene og deres familier kokette­ rede med franskmændene og deres re­ volutionære symboler og sange, skal man ikke se det som revolutionære tilkendegivelser. Der var snarere tale om sværmerier, der udsprang af de interessante franskmænds tilstede­ værelse og fascinationen af revolutio­ nens drama. Handelsfolkene var og blev kongens tro undersåtter, og de kunne ikke være andet end tilfredse med regeringens politik. De tjente fedt på neutraliteten, der primært blev op­ retholdt ud fra økonomiske og han­ delsmæssige betragtninger. Blandt de republikanske kommis­ særer gjorde Honoré Nicolas Marie Duveyrier et stort indtryk. I det dag­ lige gik han alene under navnet Ho­ noré. I følge Sophie Dorothea Thalbit- zer havde han »en afskrækkende Phy- siognomie«, og »hans Huud var næsten ganske bruun. Hans kulsorte Øien- bryn beskyggede et Par Øine, der va­ re lige saa sorte. Meget hvide Tæn­ der, som man kun saae, naar han loe, var det eneste smukke ved ham «.4 Du­ veyrier havde oprindelig været officer, men skiftede løbebane og ernærede sig inden revolutionen som advokat i Paris. Han var dér blevet valgt som suppleant til generalstænderne i 1789. Snart fik han flere betroede

6