HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_2003 h5

De fattige forbrydere på Sundholm Pernille Grouleff Poulsen

Artiklen, der tager udgangspunkt i m it speciale »A rbejde som s t r a f - et stu d ie a f tu an g sarbejd sstraffen m ed S u n d h olm som case« (Kø­ benhavns Universitet 2002), beskriver tvangsarbejdsstraffens udvik­ ling fra 1799 til 1933 og dens sammenhæng med fattigdom. E t stu­ die a f arbejds- og tvangsarbejdsanstalten på Sundholm illustrerer sammenhængen, og den social- og retspolitiske udvikling kommen­ teres.

Pernille Grouleff Poulsen, f. 1973, cand. mag. i historie og etnologi. Ansat ved Mødrehjælpen.

Tvangsarbejds straffen var en friheds­ straf, som hang nøje sammen med fat­ tigdom, og i Københavnsområdet blev den indført i forbindelse med en om­ lægning a f fattigvæsenet i 1799.1 Rundt omkring i landet havde man i løbet af 1700-tallet indrettet arbejds­ anstalter, hvor de fattige betalte for kost og logi med deres arbejdskraft, men myndighederne havde længe haft problemer med at få de fattige til at arbejde. Man rådede ikke over egent­ lige tvangsmidler, og derfor blev tvangs- arbejdsstraffen indført. Et ophold på en arbejdsanstalt el­ ler en tvangsarbejdsanstalt skulle for­ bedre de anbragte, de skulle opdrages til at være ordentlige, sædelige og ar­ bejdsomme mennesker, og på den må­ de skulle de komme ud a f deres fat­ tigdom. Det var Oplysningstidens ide­ er om rationalitet og opdragelse, der kom til udtryk, for de anbragte skul­ le blive nyttige samfundsborgere til gavn for hele samfundet, og arbejdet var omdrejningspunktet i denne for­ andring. De danske myndigheder be­

gyndte også i højere grad at udmåle de forskellige frihedsstraffe efter de forskellige lovovertrædelser. Friheds­ straffene havde forskellige formål, hvor tvangsarbejdsstraffen bare var én blandt flere former for frihedsstraffe. Al tiggeri blev forbudt med fattig­ forordningen i 1708, som foreskrev, at alle betlere og løsgængere i princip­ pet kunne sættes til at arbejde som straf for deres lediggang.2 Med fat­ tigplanen i 1799 skete en opdeling af de fattige: Myndighederne skelnede nu mellem fattige, som skulle forsør­ ges, og fattige, som havde begået en lovovertrædelse. Alle, som tiggede og/eller strejfede rundt i Københavns gader, kunne idømmes tvangsarbejds- straf, herunder også løsagtige kvinder, eftersom prostitution blev opfattet som løsgængeri. Samtidig var tvangsarbejdsstraffen i yderste tilfælde en disciplinær straf for de fattige, som ikke opførte sig or­ dentligt i de almindelige arbejdsan­ stalter. Den afgørende forskel på en arbejdsanstalt og tvangs arbejds an­ 91