MeddelelserOmVintapperlavetIKjøbenhavn_1694-1861

Lavels Tilbliven og Organisation.

Kasteller, høje Taarn, Altaner, som i Muld, Er mesten sunkne ned, men bliver ej til Guld. Som de dog kostet har, det mangen en har klaget, At han i Sten og Kalk sin Arv har sammendraget, Men Bomber, Floder, Ild har kastet Huset om, Saa aldrig nogen Mand udaf de Døre kom. Dog det ej selsomt er, at saadan Landevaade Gør bart til Rod og Grund, saa Ejermand ej raade For Mur og Bygning maa, de farer bort i Støv. Som det om Efterhøst sker med de visne Løv. Det og ej fremmed er faldfærdigt Hus at fælde, Som har sin Styrke mist af Uvejr, Regn og Ælde, Og sætte nyt derfor to Lofter hojer op, Saa det mod Skyen blaa bær Krans med spidse Top, Men at et Glædehus i Fredetid bedrøves. At mussegrode Sten fra stærke Stolper røves og aldrig samles skal til bedre bygget Hus, Det haardt fortryde maa den vellogeret Mus. 0 dyre Dyrkøb, du mig rinder nu i Tanke, Jeg har saa mange seet paa dine Døre banke, Nu ved opgangne Sol, naar Hanegal er hørt, Nu i det stille Mørk, naar ingen sig har rørt, Dørtærskel, Hængsel, Laas, Gulv, Bænke, Klokkestrenge, Glas, Bord, det Pottemaal, de kældervante Drenge Var jo ved Nat og Dag i fulde Spring og Færd For hver en Gæst, der kom, var han end læg, end færd. Det gik saa ærlig til, at hvad man vilde pege Og raabte hastig paa, Kort, Skak og Brætspilleg, Forkering, Lunter, Dam, Labet og Suderspil1), Saa fandtes altid de, som satte noget til. Om Frankrig, Spanien, om Danzig, Island, Norge Der ofte handlet blev, at købe eller borge, At fragte, losse Skib, man derpaa jevnlig fik En Sålus2) paa hver Part, som endtes tidt i Hik. Saa snart Froprædiken med „Ære være“ slutted, Lod Kirkedøren op, da saa man mange putted Ad Kælderhalsen ind, Langfasten var dem tung, En Haandværkskarl og Dreng lod derfor op sin Pung. Højmessens Kyrie3) sang den bedaget Borger 1 Vinens Spidseglas og lagde der de Sorger,

3) Forkering og Suderspil vare Brætspil, de andre Kortspil.

2) Salut.

3) Kyrie eleison, den kirkelige Velsignelse.

Made with