591957074

ALFR. IPSEN : 1807 DANMARK OG DETS HOVEDSTAD

1807 DANMABK06DETS HOVEDSTAD

E T T I L B A G E B L I K

AF

ALFR. IPSEN

O D E N S E m i l o ’ s k e B o g h a n d e l s f o r l a g 1907

MILO’SKE BOGTRYKKERI - ODENSE

I.

S l a g e t paa Rheden den 2. April 1801 er for den al­ mindelige Bevidsthed bleven staaende som et af de mest lysende Punkter i vor nyere Historie. Ikke med Urette, for saa vidt man derfra kan datere en digterisk og aandelig Genopvaagnen, som har afsat dybe Mærker i vort Folks Liv, og uden hvilken mange Ting her i Dan­ mark vilde set anderledes og fattigere ud. Imidlertid gælder det om Affæren paa Kongedybet, som om adskillige andre Bedrifter, der er øvede af vort Folk i nyere Tid, at den har mere Værdi som et Udslag af et øjeblikkeligt Udbrud af Mod og Kraft, end ved de Re­ sultater, den bragte. Nogen virkelig Fordel bragte Konge­ dybslaget os ikke. Den blivende Bevidsthed, det burde have vakt om en stadig overhængende Fare, som vort Lands hele udsatte Stilling i hin vanskelige Tid truede os 'med, og om den deraf følgende Nødvendighed af at være rustet og forberedt til at modtage Skæbnens Slag, næste Gang det maatte ramme, vakte det ikke, og da dette virkelig kom, traf det Danmark lige saa uforberedt, som det havde truffet det sidst. Det er den danske Lyrik, der et Øjeblik blusser op, pragtfuldt og festligt; men for alt for hurtigt at brænde ned og slukkes igen. Den mangler den Handlingens og Fremsynets dramatiske Linie, der i historisk Forstaaelse sammenknytter Fortid og Nutid og skaber Fremtid af dem. Alfr, Ipsen: 1807 .

I

2 Det var økonomisk talt gode Aar, dem der fulgte efter Slaget paa Rheden. Danmarks Handel forvandt snart dette Stød, og Handelen paa Øst- og Vestindien blomstrede igen som før. Ja, det kom end ogsaa Danmark til Gode, at Englands Handel var svækket af Krigen med Frankrig, idet det derved tilfaldt det nevtrale Danmark at overtage en Del af Evropas Forsyning med Kolonialvarer, som ellers besørgedes af England. Fra Nordamerika ud­ førtes i enkelte Aar for otte Millioner Rigsdaler Varer til Danmark. Øresund passeredes aarligt af 12,000 Skibe, den holstenske Kanal — fra Kiel til Tønning — af 3000. Men trods Handelens Blomstren, var Statskassens For­ fatning kun sløj; den sukkede under de Byrder, den stadig truende Krigsfare paaførte den, idet man ansaa det for nødvendigt stadig at holde en rustet Hær staaende i Holsten til Forsvar for Statens søndre Grænse. Flaadens Materiel blev betydeligt forøget. Nybyggede, prægtige Orlogsskibe laa i Flaadens Leje; kun havde man for-, sømt at ruste dem, og det, som var det nødvendigste af alt, at sætte Hovedstadens Fæstningsværker i forsvarlig Stand — noget, som Begivenhederne i 1801 dog havde givet tydelig Anvisning paa — det blev ugjort. Mens de nybyggede, stolte Skibe laa i Flaadens Leje, var ikke alene Hovedstaden, men hele Sjælland saa godt som blottet for Forsvarere. Trods de gode Tider i denne Periode steg da Statens Gæld i Aarene 180 1—07 til det dobbelte. I Sommeren 1806 havde Napoleon sprængt Tysklands Enhed ved Oprettelsen af det saakaldte Rhinforbund, der gjorde ham, under Navn af Protektor, til faktisk Over­ herre over en stor Del af de tyske Stater. Derved fik Fyrsterne fuld Raadighed over deres Lande, og særlig foregik der en Forandring i saadanne tyske Landes Stil

3 ling, der hørte under ikke-tyske Stater. Efter Kejser Na- poleons Raad tog Kronprins Frederik deraf Anledning til at inddrage Holsten som en uadskillelig Del af det danske Monarki. Helst havde han givet det Arvefølge sammen med Danmark og Slesvig; men hans Ministre fraraadede ham det, da han derved kom til at gribe vold­ somt ind i andres bestaaende Rettighed, nemlig Gottorp- ernes og Augustenborgernes, der havde Arveretten, naar den oldenborgske Mandsstamme uddøde. Og ikke mindst vilde man derved kunne komme til at fornærme Kejser Aleksander af Rusland, der var af gottorpsk Afstamning. Kronprinsen lod sig da ogsaa raade, og i den Erklæring, han udstedte den 9. September 1806 gik han uden om Spørgsmaalet om Arvefølgen, men i den Tanke, at han siden vilde vende tilbage dertil og søge at naa en frede­ lig Overenskomst med Rusland. Fra nu af udviklede Begivenhederne sig med en rivende Hast. I 1806 erklærede Prøjsen, som var drevet til For­ tvivlelsens Rand, Napoleon Krig. Lynsnart som altid, faldt Kejseren med sin Hær ind i Tyskland. Fra Berlin kom der Opfordring til Danmark om at slutte sig til Prøj­ sen og gøre fælles Sag med det mod Napoleon; men Dan­ mark holdt sig klogeligt uden for. I Dobbeltslaget ved Jena og Auerstadt knuste Franskmændene Prøjsens Hær, og Landet laa nu aabent for dem. Den ene prøjsiske Fæstning overgav sig efter den anden, og Resterne af den oprevne prøjsiske Hær tog Flugten østpaa, hvorhen Napoleon forfulgte den i Vinteren og det paafølgende Foraar. Ogsaa fra Rusland fik Danmark en indtrængende Opfordring om at slutte sig til Napoleons Fjender, og det udtaltes endog bebrejdende fra russisk Side i Maj 1807, at Danmark, hvis det havde sluttet sig til de andre Mag­ ter, vilde have kunnet kaste et Lod i Vægtskaalen og bidraget til at standse Napoleons Overgreb. Bernstorf 1

4 bemærkede i den Anledning: »Naar man i Øjeblikke som de nuværende vil formaa os til at begynde Krig med Frankrig, er det det samme som at sige: Saafremt vi blot kan vinde nok en Støtte til, den være nok saa fjærn og nok saa ubetydelig, bryder vi os kun lidt om, at Dan­ mark vover sin Tilværelse.« Den vilde ganske vist i høj Grad have været sat paa Spil, om Danmark havde lyttet til disse Opfordringer. Alligevel blev det stadig et stort Spørgsmaal, om Dan­ mark, trods al Forsigtighed, kunde undgaa at blive ind­ draget i Krigen, der omspændte saa at sige hele Evropa. Da den prøjsiske General BlUcher efter Slagene ved Jena og Auerstådt tog Flugten mod Nord, vilde han utvivl­ somt have kastet sig ind paa Holstens Grund, hvis ikke denne havde været spærret af danske Soldater. Fransk- mændene vilde have forfulgt ham her hen og et Sam­ menstød mellem Prøjsere og Franskmænd paa dansk Grund, vilde let have bragt Danmarks Nevtralitet til at vakle. Men snart viste en større Fare sig truende, mørknende Danmarks Himmel. Det var Fastlandsspærringen. Allerede længe havde Napoleon tumlet med Planen om at ville aflukke Evropas Fastland for Englænderne for at ramme dem paa den eneste følelige Maade, der stod til hans Raadighed. Allerede i 1801 havde han tænkt paa at be­ nytte Striden mellem det væbnede Nevtralitetsforbund og Englænderne til at udføre denne Plan; men den Gang havde han maattet opgive den igen. Nu da han stod som Herre over vidtstrakte Kystlande langs Atlanter­ hav og Nordsø, gjorde han Alvor deraf. I 1806 udstedte han fra Berlin sit Dekret om Fastlandsspærringen, som forbød alt Samkvem med England for Frankrigs og dets Medforbundnes Vedkommende. Om end Danmark ikke hørte til disse, laa det dog nær at vente, at Napoleon

5 kunde falde paa at øve et Tryk paa os for at formaa os til at slutte os til hans politiske Forbundsfæller og forlange, at vi skulde lukke vore Havne for Englænderne. At han havde sin Opmærksomhed henvendt paa Dan­ mark, kan ses af, at han, samtidig med at han udstedte Dekretet, sendte os en Note om, at den store Hærop­ stilling, vi holdt paa Benene i Holsten, nu passende kunde opgives. Nogle faa tusinde Mand vilde være til­ strækkeligt til at opsnappe de enkelte Marodører, som maatte forurolige vor Grænse. For Resten anbefalede han Kronprinsen at søge sin Styrke i en forstandig Op­ træden og i Frankrigs Venskab. Ved et besynderligt Tilfælde havde Kronprinsen nogle Dage før ladet sine Tropper trække sig tilbage bag Ej- deren. Kun en ganske ringe Afdeling var bleven efter­ ladt paa Holstens Grænse. Naturligvis turde et af Frank­ rigs Kejser under disse Omstændigheder udtalt Ønske ikke overhøres. Den danske Regering gav Ordre til, at den Postforbindelse, som England hidtil over Tønning havde vedligeholdt med Fastlandet, nu skulde afbrydes. Men hvert imødekommende Skridt, som Danmark paa dette Tidspunkt foretog sig over for Franskmændene, jagttoges naturligt nok af Englænderne med Mistanke og Vrede. Man frygtede for, at Danmark skulde blive tvun­ get til at slutte sigtil Fastlandsspærringen og tog Varsler af ethvert, selv dets mindste Skridt. Under Tryk fra engelsk Side blev Regeringen nødt til at give England meget eftertrykkeligt Tilsagn om, at Danmark under ingen Omstændigheder vilde lukke sine Havne for Englænderne, men at man tværtimod vilde slutte sig til dem i det Øjeblik, Napoleon med Magt vilde tvinge os til at gaa med til Fastlandsspærringen. Saadanne Løfter afgaves af Danmark i Sommeren 1807. England nærede da paa det Tidspunkt heller ingen Tvivl om, at Danmark i Nøds

6 tilfælde vilde vælge et engelsk Forbund fremfor et fransk, og at det, hvis Napoleon krævede dets Tilslutning til Fastlandsspærringen, aabenlyst vilde slutte sig til England. Som Forholdene udviklede sig, blev det Dag for Dag vanskeligere for Danmark at forsvare sin Nevtralitet, især efter at Napoleon i Slaget ved Friedland den 14. Juni 1807 havde vundet en afgørende Sejr over Russerne, som tilskyndede disse til at slutte Fred. Denne Fred kom i Stand i Tilsit. Og, som saa ofte før, saa man straks efter de to tidligere Modstandere forene sig i et Forbund mod Napoleons gamle Fjende, England. Kejser Aleks­ ander paatog sig det Hverv at optræde som Fredstifter mellem Napoleon og England, og hvis England ikke inden en vis, fastsat Tidsfrist — den 1. November 1807 — vilde slutte Fred paa de Vilkaar, de to Kejsere blev enige om at byde det, skulde det tvinges med Vaaben, og Aleks­ ander forpligtede sig da som Frankrigs Forbundsfælle til at erklære England Krig. De to Stormagter vilde da samtidig opfordre Danmark, Sverige og Portugal til at spærre deres Havne for Englænderne og erklære Eng­ land Krig. Hvis nogen af disse Stater nægtede at efter­ komme Opfordringen, skulde de behandles som Fjender, og hvis Sverige vægrede sig ved at følge den, skulde Danmark tvinges til at erklære Sverige Krig. Fra dette Øjeblik af samler Skyerne sig hurtigt over Hovedet paa det lille Danmark, hvis Nevtralitet ikke længer formaaede at gøre Tjeneste som Lynafleder. Her herskede for øvrigt den sædvanlige Slaphed og Sorgløs­ hed; man sang vandede Viser og glædede sig over, at Danmark nød Fredens Velsignelser paa et Tidspunkt, da hele det øvrige Evropa var omspændt af Krigens Luer, kort sagt, man følte sig »æstetisk« som Tilskuer ved et stort, historisk Drama uden Følelse af, at man selv, hvad Øjeblik det skulde være, kunde blive inddrageti dette Drama.

7 Men de, som sad inde med Ansvaret for Statens Sty­ relse, saa med Bekymring Fremtiden i Møde. De saa Umuligheden af i Længden at bevare Danmarks Nevtra- litet, og hvilket Parti man da end tog, kunde det kun bringe Ulykke og Fortræd. Brød man med England, vilde Danmarks Handel blive ødelagt og desuden For­ bindelsen mellem Monarkiets to Dele blive afbrudt; men under en Krig med Frankrig maatte man være belavet paa, at Hertugdømmerne og Jylland blev overskyllede og hærgede af de franske Hære. Skønt Napoleon og Aleksander var bievne enige om, at cer skulde forsøges en fredelig Mægling, før man gik til at lægge Pres paa de neutrale Magter, var Napoleon for utaalmodig til at følge denne langsomme Forretnings­ gang. I sin Iver efter at se England knust, brød han Aftalen og skred til at lægge Tryk paa de nevtrale Mag­ ter. Til Portugal stillede han det Forlangende, at det skulde lukke sine Havne for Englænderne inden i. Sep­ tember, og straks efter gik han et Skridt videre og for­ langte, at det skulde erklære England Krig. Men ogsaa med Hensyn til Danmark-Norge var hans Plan snart fær­ dig. Han skrev til Bernadotte, der stod med en Hær ved Elben, at hvis England ikke antog Ruslands Mægling, maatte Danmark erklære England Krig. Vægrede det sig derved, vilde han selv erklære Danmark Krig, og Berna­ dotte skulde da sætte sig i Besiddelse af Jylland. Den 3. Av- gust lod han den danske Regering vide, at det Tidspunkt nærmede sig, da den maatte afbryde al Forbindelse med England. Danmarks Svar kunde næppe være tvivlsomt. Allerede i 1806 havde Christian Bernstorf udtalt, at Dan­ mark øjensynligt var ødelagt, saa snart det blev sat i fjendtligt Forhold til England. Imidlertid var det England selv, der ved en forhastet Indgriben, saa at sige kastede Danmark i Armene paa dets Arvefjende Napoleon.

8 Freden i Tilsit og Forliget mellem Napoleon og Englands gamle Forbundsfælle Rusland, havde nemlig frembragt en uhyre Panik i England. Man anede Svig og Frafald alle Vegne, og da det herskende Ministerium, der blandt sine Med­ lemmer talte Udenrigsministeren Canning og Castlereagh som Krigsminister, mente, at Danmark næppe vilde kunne holde Stand over for et Tryk fra Napoleons Side, selv om det ønskede det, besluttede det at komme ham ? Forkøbet og sikre sig Danmark, der intet anende scv Retfærdighedens Søvn paa sin nationale Sorgløsheds bløie Hynder, ved at afvæbne det. Denne Plan lod sig saa meget lettere udføre, som Eng­ lænderne netop en Maanedstid før havde landsat etTrcppe- korps paa Øen Rygen, der skulde hjælpe Svenskerne med Forsvaret af denne 0 , hvorfra de haabede at kunne falde Franskmændene i Ryggen. Disse havde nemlig bemæg­ tiget sig Svensk-Pommern. Herfra kunde dette Korps let overføres til Sjælland. Samtidigt var der paa Englands Østkyst samlet store Troppemasser, der var beredt til at udskibes ved første Varsel. Den engelske Presse, der i Danmark saa en hemmelig Fjende, førte et stærkt ophidsende Sprog. Den 14. Juli afgav man over for Danmarks Udsending i London, Hol­ steneren Rist, Forsikringer om venskabeligt Sindelag mod Danmark, men faa Dage efter, den 19., tog man den afgørende Bestemmelse om at sende en Flaade til Øster­ søen for at »forvisse sig om Danmarks Sindelag«. Da man saa et Par Dage efter fik Underretning om, at Freden i Tilsit var sluttet, fremskyndede man sine Rust­ ninger med al Kraft og afbrød samtidig al Forbindelse med Fastlandet, for at Danmark ikke skulde faa ringeste Nys om det Angreb, der forberedtes mod det. Denne Plan lykkedes ganske. Den 3. August viste tolv engelske Linieskibe og en

9 Mængde mindre Fartøjer sig ved Indløbet til Sundet, og efter at have udvekslet fredelig Salut med Kronborg ankrede de op ud for Helsingør. Og dette Syn blev end mere ængstende, da denne Flaade efterhaanden forøgedes i en saadan Grad, at der den 8. August laa 24 Linie­ skibe og en stor Transportflaade i Sundet. Og samtidig viste en anden engelsk Flaade sig i Store Bælt. Allerede den 2. August havde den danske Regering faaet al fornøden Forklaring paa Meningen med denne Ekspedition og den engelske Regerings Hensigter, da en engelsk Udsending Taylor nævnte Dag var gaaet i Land og havde afkrævet den danske Regering en Erklæring om dens politiske Stilling og Hensigter. Men baade Kron­ prinsen og Udenrigsministeren Christian Bernstorf var borte med Hæren i Holsten. Joachim Bernstorf maatte da som Direktør for Udenrigsministeriet forhandle med den engelske Udsending og afgav de kraftigste Forsik­ ringer om Danmarks Hensigt om at holde sig neutralt; men dette Svar var ikke bindende, da det skulde god­ kendes af Kronprinsen og Udenrigsministeren. Der blev da afsendt en ny engelsk Udsending, Jack- son, til Kiel, hvor Kronprinsen opholdt sig. Han ind­ fandt sig der den 6. August og medbragte et ligefrem Ultimatum. Danmark fik stillet Valget mellem et For­ bund med England eller Krig med det. Valgte Danmark det første, vilde England stille 40,000 Mand og 25 Linie­ skibe til dets Beskyttelse og yde det Skadesløsholdelse ved at overlade det nogle Kolonier: men til Gengæld skulde Danmark stille England sin Flaade i Pant. Dette Vilkaar vilde hverken Kronprinsen eller Bernstorf høre Tale om, og det kom til en skarp Meningsudveksling mellem dem og den engelske Udsending. De anbefalede ham sluttelig at henvende sig i København med sit Forslag. Jackson fulgte Raadet og begav sig derhen, og straks

10

efter tog ogsaa Kronprinsen af Sted til Hovedstaden. Jackson kom imidlertid kun til Hovedstaden for at erfare, at Kronprinsen allerede var rejst. Hans Forhandlinger med Joachim Bernstorf førte ikke til noget. Bernstorf tilbød at give ham en skriftlig Erklæring om, at Dan­ mark ikke vilde tiltræde Fastlandsspærringen, men Jack­ son forlangte til Sikkerhed derfor, at den danske Flaade skulde forenes med den engelske under engelsk Kom­ mando, saa længe Krigen stod paa. Da Bernstorf ikke vilde gaa ind herpaa, afbrød Jackson Forhandlingerne, og dermed var Krigen i Virkeligheden en Kendsgerning, om der end ikke blev afgivet nogen Krigserklæring før den 4. November, da Krigens vigtigste Begivenheder forlængst var afspillede. II. Den 1 1 . August var Kronprins Frederik ankommet til København. Han blev ved sit Komme hilst med stor Begejstring. Man var overbevist om, at han var kommet for at dele Skæbne med sin Hovedstad og sit Folk efter Frederik den Tredies Eksempel. Det var imidlertid ikke Meningen. Han gav i al Hast en Del Anvisninger om, hvad der skulde gøres for at sikre Hovedstaden for det Tilfælde, at Englænderne skulde finde paa at angribe den. Dette var imidlertid lettere sagt end gjort. Køben­ havns Indretning som Fæstning var ussel. Den manglede ganske fremskudte Værker og desuden øvede Tropper. Man havde ikke af Kampen i 1801 uddraget den Belæ­ ring, at København er Nøglen til Danmark. Om at trække Tropper til den fra Jylland, var der ikke Tale, da Englænderne laa i Bæltet og spærrede. Til at lede Forsvaret havde man kun 5000 Mand re­ gulære Tropper og saa Borgervæbningen, der talte 7—8000

Mand, og dertil kom saa Livjægere, Studenter og nogle Herregaardsskytter. Ledelsen af Byens Forsvar laa i Hæn­ derne paa Generalmajor Peymann, en Mand, der var to og halvfjerds Aar, og som aldrig nogensinde havde ført en Hærafdeling i aaben Mark. Desuden var der en fuld­ stændig Mangel paa erfarne Befalingsmænd til at føre Folkene i Ilden, og der var ikke Tanke af samlet Ledelse eller Plan. Der blev ogsaa givet Ordre til at samle Landeværnet fra Sjælland og Smaaøerne; men der var ikke store For- haabninger at knytte til det, da det var en ny Indret­ ning, som slet ikke endnu var ordnet, ej heller væbnet. Det lyder højst komisk, naar Kronprinsen lod udgaa Ordre til Amtmænd og andre Øvrighedspersoner paa Sjælland om at skaffe Heste med Saddeltøj og Vaaben af alle Slags, ogsaa fra Kirkerne, »hvor Hellebarder, Spyd og Sværd findes, der af vore Forfædre var brugt med Hæder mod vore Fjender og Voldsmænd.« Man faar uvilkaar- lig Lyst til at anføre Digterens Ord: Andre Tider, andre Sæder. Men, naar man anbefalede at skaffe Kanoner fra Herregaardene, var man ude i det helt vilde. Kun en halv Dag ofrede Kronprinsen paa sin Hoved­ stad. Allerede om Aftenen samme Dag han kom, rejste han af Sted igen til Hæren i Holsten. Man faar det Ind­ tryk, at han mente, at det var dér, at Faren var, og at den ikke kunde undvære ham nogen Dag. Paa denne Rejse medførte han sin sindssyge Fader, og ogsaa Hof- fets andre Medlemmer fulgte hans Eksempel og forlod • en efter en den Hovedstad, der syntes viet tiL Under­ gang, og som af Statsraadet var erklæret for ude af Stand til at møde et alvorligt Angreb. Paa sin Rejse over Store Bælt var Kronprinsen nær bleven taget til Fange af Englænderne, da Smakken, der befordrede ham over til Fyn, blev visiteret af en engelsk

12 Orlogsmand. Kun ved en af sine Officerers Koldblodig­ hed undgik han den overhængende Fare. I København virkede naturligvis Kronprinsens hurtige Afrejse svalende paa Begejstringen. Men trods alt var Stemningen god, og alle var — nu da Faren var der, og uden Evne til rigtig at vurdere den, besjælede af enig Villie til at værge deres Rede til det yderste. Der blev straks taget fat paa at sætte Byen i bedre Forsvars­ stand. Batterierne blev bemandede med Holmens Folk, og nogle Blokskibe blev lagt ud paa Rheden tillige med et Antal Kanonbaade og nogle Bombarderskibe. Paa samme Tid søgte man at bringe lidt Orden i Voldenes Bestykning. Men det var kun smaat bevendt. Og imens foretog Englænderne i al Ro og Mag deres Forberedelser, trak Forstærkninger til. Vi kan her følge en Beretning, som er afgivet af en engelsk Officer i et Brev til Lloyds Evening Post. Det hedder her: »Højstærede! Jeg har den Fornøjelse at sende Dem Efterretning om alle vore Skibe, siden vi forlod Yar- mouth. Vi sejlede den 26. Juli med 17 Skibe af Linien, 5 Fregatter, 3 Bombeskibe og en Del Slupper og Kanon­ brigger. Den 1. August ankom vi til Kattegattet og af­ sendte 4 Linieskibe og 2 Fregatter til Store Bælt for at hindre de Franske i at gøre Landgang paa Sjælland. Resten af Flaaden nærmede sig til Helsingør, hvor vi ankrede op uden Modstand. Fra den 3. til den 12. brugte vi til at tage Vand ind og æde magert, dansk Rugbrød. Den 13. arbejdede en Fregat sig op til København og en Officer opfordrede det danske Hof til at udlevere alle deres Krigsskibe, ikke som Priser (Bytte), men for at holde dem fra de Franske under Krigen, og at naar Freden kom, skulde de tilbagegives dem i lige saa god Stand som nu. Denne Begæring afsloges af de Danske, som erklærede, at hellere end at opgive deres FIaade,

vilde de forfægte hver Tomme Grund mod den britiske Armé. Der blev følgelig truffet Forberedelser til at land­ sætte Arméen, og Lord Cathcart udstedte en Proklama­ tion paa tysk, anmodende de Danske om at opfylde hans Begæring og med den Erklæring, at alle Fødemidler skulde betales; men fransk Aand raser saaledes i Dan­ mark, at alt, hvad han gjorde eller sagde, blev uden Virkning. Den 14. forlod vor Minister København og kom om Bord paa vort Flagskib, ■ »Prince o f Wales «, og alle engelske Købmænd forlod Helsingør og tog over til Sverige. Den 15. lettede alle Orlogsskibene Anker, fulgt af Førselsskibene med 15,000 Mand foruden Heste, og af andre Magasinskibe. De Danske samledes paa for­ skellige Pynter af Landet og beskuede os med For­ bavselse. Vi gik for Anker lige ud for et Sted som kal­ des Vedbæk samme Dags Aften, og om Morgenen den 16. landsattes 10,000 Mand og ti Feltstykker uden Mod­ stand. Den 17. kom en stor Førselsflaade med Tropper over Grundene fra Stralssund. De danske Kanonbaade angreb den, brændte et tømmerladet Skib og tog en Brig. Da det næsten var stille, kunde vi ikke yde dem nogen Hjælp, men en stadig Ild fandt Sted mellem vore Kanonbaade og Bombeskibe og de danske Robaade og Trekroner. Den 18. landsatte vi 8000 Mand til ved Taar- båek. Arméen marscherede mod København og havde ad­ skillige svage Fægtninger med de Danske; til sidst slog den dem paa Flugt og tog et lille Batteri og 40 Vogne med Ammunition. Den Armé, som først landede,, tog en nordlig Vej for at omringe København.« Saa vidt Englænderen. Vil man have et Billede af, hvordan Tilstanden paa- det nævnte Tidspunkt var i Kø­ benhavn, kan man næppe gaa til nogen bedre end til Komediedigteren Thomas Overskou, der den Gang var en Dreng paa ni Aar, og som har opfattet og skildret

14

det hele med Barnets levende Opfattelse og Sans for Enkeltheder. Han skriver i sine Erindringer*: »Det var en skøn Søndagmorgen, da Englænderne op­ fyldte vort Ønske og gik i Land. Klokkerne lød, Gene- ralmarschen blev slaaet, de militære ilede under Vaaben, Studenterne foer af Sted for at blive forsynede dermed, af og til hørtes dumpe, drønende Skud fra Strandkanten. Enkelte andægtige vandrede til Frue Kirke. Nu da Øje­ blikket var for Haanden, kæmpede Entusiasmen i alles Bryst med bange Anelser, og den dejlige, stille, klare Morgen gav den hele urolige Bevægelse en besynderlig Højtidelighed, som har indpræget sig dybt i min Sjæl. Min Fader var tillige med nogle af sine Kammerater udenfor Vesterport paa en af Raffinaderiinteressenternes Landsted — det nu saakaldte »Amerika« lige over for »Sorte Hest« for at hjælpe med at høste (Faderen var Mestersvend paa et Sukkerraffinaderi). Man samlede alle arbejdsvante Hænder til for førend Fjendens Komme at indbjærge den overvættes Rigdom, der bedækkede Mar­ kerne. Da Rygtet om Landgangen og Portenes snare Lukning naaede dem, maatte de ile til Byen og ankom netop tidsnok for ikke at blive nødte til at staa udenfor. Den næste Søndag** gjorde mine Forældre en Spad­ seretur med mig langs over Volden, hvor vi saa det mageløseste, mest afvekslende Skuespil, hvilket jeg dog vil bede Gud bevare Københavnerne fra oftere at finde Lejlighed til at beundre. Alt var under Vaaben, og da man havde begyndt at »presse« dem, der ikke allerede var i det offentliges Tjeneste, gik intet voksent Mand­ folk paa Volden eller i Gaderne uden at have et, i det mindste laant, Tegn paa, at han var det. Volden var • Overskou: »Af mit Liv og min Tid«, Pag. 53. • • Altsaa den 23. August.

. 15

bedækket med en uhyre Menneskevrimmel. Vægterne havde deres gule Kobbel om Livet eller spadserede i Vægterkjolen med Kone og Børn. Borgerskabet, som Borgervæbningen kaldtes, gik i et eller andet Stykke af Uniformen eller med den opkrammede Militærhat til sæd­ vanlig Dragt. Studenterne i korte, mørkeblaa Trøjer med hvide Lidser — nok en Levning fra Uniformen i 1801 — eller i sorte Kjoler med en paahæftet rød Krave; nogle civile Embedsmænd, for hvem der ikke var reg­ lementeret Dragt, havde deres Bestalling hæftet paa Hat­ ten . . . Langs med Brystværnene stod Infanteri og i Bastionerne laa Artilleristerne lejrede om Kanonerne, medens den saakaldte »anden Afdeling« i smaa Trupper eksercerede neden for ved Møllebygningerne og dannede det besynderligste Karikaturmaleri, da disse sammen- rapsede Femtenrigsdalerskarle, som de betitledes, fordi de fik 15 Rigsdaler i Haandpenge, kun havde Armatur, men ingen Mundering . . . . Stabsofficerer, Herregaards- skytter og sjællandske Ryttere, saa vel som Ordonnanser, gallopperede under Skrigen og Skraalen til Stimmelen, som over alt spærrede Vejen, frem og tilbage forbi hver­ andre i største Travlhed. I en aaben Vogn kørte den gamle Biskop Balle med det alvorlige, store Ansigt under den mægtige, pudrede Allongeparyk, uden Hat paa, fra den ene Flok til den anden for at holde Trøste- og Opmuntringstaler, som kun faa brød sig om at høre paa. Paa mange Steder havde hele Kompagnier stillet Geværerne i Pyramider og laa Gruppevis omkring Brødkoner og Brændevins­ sælgersker, medens Kammerater fra andre Vaabenarter halvberusede spankede 'syngende og støjende, Arm i Arm omkring blandt dem . . . Alle vare glade og lystige. Trommernes Hvirvlen og Feltmusikkens Lyd, blandede med Tusinders Snakken,

Latter, Skrigen og Kommanderen gjorde en bedøvende Tummel. Igennem dette bevægede og larmende, uende­ lige Menneskeurede, som det især fra Rosenborg ud mod Toldboden var næsten umuligt at slippe ud af, trængte vi efter mange Standsninger og megen Gaben paa det rigt afvekslende, store, bevægelige Billede frem til den med Beskuere tæt dækkede Bastion, hvorfra man indtil et Kvarterstid førend vi naaede dertil, havde betragtet en fire Timers hæftig Kamp imellem danske Kanonbaade og et engelsk Batteri ved Svanemøllen, mens vi nu kun forbavsede stirrede paa den engelske Flaades uhyre Maste­ skov, som uoverskuelig tabte sig for Øjet i det yderste Fjærne« . . . . i6 III. Vi forlader et Øjeblik Kampens Hovedskueplads for at betragte en Episode, som har faaet en vis sørgelig Navnkundighed under Navn af Slaget ved Køge Lande­ vej. Det er et af disse Eksempler, hvoraf Historien har opbevaret flere paa, hvor let en uordnet Sværm af uøvede og utilstrækkeligt bevæbnede frivillige spredes som Avner for Vinden af et organiseret og velledet Armé­ korps. Hvem kender ikke Visen, i alt Fald Begyndelsen af den bekendte Vise:

Og det var i Aaret atten hundrede og syv, og jeg vil vær’ en Skælm om jeg lyver, da Engelskmanden kom den forbandede Tyv, det gyser i min Krop, saa det kryver, da Landeværnet løb hen ad Køge Landevej.« o. s. v.

Hermed sigtes til det Sammenstød, som det danske Landeværn under General Castenskjolds Ledelse den 29. August havde med en Hærafdeling af regulære engel­ ske Tropper Nord for Køge By. Efter store Besværligheder og anstrængende Marscher

17 var Landeværnet endelig den 29. August bleven samlet ved Køge. Landeværnet talte 5700 Mand og hertil kom 2000 Mand Kystmilits. Nu skulde alt ordnes til Mar- schen videre frem mod København. Den kommanderende General Castenskjold opholdt sig i sit Hovedkvarter i Tannings Gaard i Køge, da der kom Melding fra hans Forposter, som stod ved Skillingskroen, at store fjendtlige Troppeafdelinger var paa Vej mod Køge, og allerede befandt sig i en Mils Afstand fra Byen. Man kan tænke sig, med hvilke Følelser dette Budskab blev modtaget. Nogle Afdelinger var rykket ud for at holde Øvelser, mens andre laa udmattede hen efter de anstrengende Marscher. Der blev straks givet Ordre til, at alle Batailloner skulde samles udenfor Porten ved »det hvide Knæ«, og General Oxholm fik Ordre til med to Batailloner og tre Kanoner at rykke frem for at opholde Fjenden. Men førend disse Afdelinger havde naaet den Stilling, hvortil de var beordret, havde Fjenden allerede besat den. Der udspandt sig straks en Fægtning, men det varede ikke længe, før det fremskudte Korps maatte vige. Da en anden Afdeling, som stod nærmere Køge, saa dette, trak ogsaa den sig uden Ordre tilbage. Den engelske Styrke bestod af henved 6000 Mand Fodfolk, Rytteri og ridende Artilleri. Angrebsplanen gik ud paa at angribe General Castenskjold med Hovedstyr­ ken Nord fra. Imens skulde saa en Afdeling paa en halvtredietusind Mand under General Linsingen gaa vest om Køge for at omgaa venstre Fløj af det danske For­ svar. General Wellesley, der havde Overkommandoen, af­ ventede imidlertid ikke Linsingens Fremrykning, men angreb straks General Oxholms Styrke og vendte sig, 1 da den var slaaet paa Flugt, mod General Castenskjolds. Alfr. Ipscn: 1807 . 2

i8 De begyndte med at rette en kraftig Kardætskild mod Fodfolket. Derved kom en af Bataillonerne i Uorden og trak sig tilbage. Endnu stod dog flere Afdelinger og fyrede paa den fremrykkende Hær. Men nu foretog et af de engelske Regimenter under Hurraraab et Bajonetangreb, og de Danske tog Flugten. Forgæves gjorde General Casten- skjold, hvad han kunde, for at standse Flugten. »Og,« siger han selv, »da jeg ingen saa imellem Køge og Fjen­ den uden mig og mine Adjudanter, retirerede jeg med.« I Køge By var der et rent Virvar af flygtende Trop­ per. Og det blev ikke ringere ved, at Englændernes ridende Artilleri forfulgte dem helt ind til Byen og op­ stillede deres Kanoner i Byens Port og bestrøg Gaderne med Kardætsker, hvorved mange blev dræbte. Det gjaldt nu om at standse Fjenden ved Broen, der fører over Køge Aa umiddelbart Syd for Byen, og Ge­ neral Oxholm fik med noget Fodfolk og fire Kanoner Ordre til at standse Fjendens Fremtrængen her, indtil General Castenskjold fik samlet og ordnet sine Strids­ kræfter i en Stilling længere Syd paa. I nogen Tid forsvaredes Broen ogsaa med virkelig Kraft, men den almindelige Flugt virkede snart smittende, og da General Linsingens Korps nu brød frem i Ryggen paa disse Forsvarere, var den sidste Kraft brudt. Man tog Flugten, de fleste ad Landevejen til Vallø, nogle over Markerne i Retning af Herfølge og Clemenstrup. Under dette Tilbagetog lykkedes det af og til at samle mindre Troppestyrker, saaledes forsøgte General Oxholm en Tid at indtage en Forsvarsstilling paa Herfølge Kirke- gaard, men faldt her i Forfølgernes Hænder. Mellem 17 og 1800 Mand af de Danske blev gjorte til Fanger og førte til de engelske Skibe. De dødes Tal var omtrent 100 Mand og i Lasarettet paa Raadstuen i

i 9

Køge laa henyed 150 Mand, som var bievne saarede i Fægtningen. De fangne Officerer og Menige blev opstillede paa Torvet i Køge, hvor de af Englænderne fik saadanne Forfriskninger, som Omstændighederne tillod. Efter derom fremsat Begæring fik de Lov til at følge den faldne Kap- tejn Kvistgaard til Jorden Derpaa blev der anvist dem Kvarter i Købmand Olsens Gaard, hvor de forblev Nat­ ten over og den følgende Dag. Siden fik enhver krigs­ fangen Officer Lov til at besørge sine Ærinder i Byen mod at afgive Løfte om atter at møde i Olsens Gaard om Aftenen Klokken syv. Om Aftenen mødte der elleve Vogne, som under Eskorte af engelske Husarer kørte de fangne Officerer til det engelske Hovedkvarter i Lunde­ huset, hvor de blev indlogerede i Baron Eggers’ Gaard, og forsynede saavel med Levnetsmidler som med fme, uldne Tæpper og Madrasser. Ved deres Ankomst saa de Østerbro brænde. General Cathcart kom selv og forespurgte, om de manglede noget eller havde noget at klage over. Dagen efter blev Officererne igen løs­ givne mod Æresord. Englændernes Opførsel var i det hele meget human med Undtagelse af nogle Udskejelser, som de menige tillod sig, hvor ingen Officerer var nær­ værende. Alt, hvad der blev taget fra Officererne af de menige, blev dem igen ufortøvet tilstillet med Undtagelse af Sabler og Portepéer. I Køge blev adskillige Huse plyndrede. IV. Vi vender nu tilbage til Krigens Hovedskueplads, København, og til Englændernes Bevægelser i Terrænet Nord for den. Gradvis havde den engelske Landgangs­ hær Nord fra nærmet sig til Staden, og allerede den 17. August var den bleven afskaaret fra al Forbindelse med 2,

20 Landet. Fra dette Tidspunkt indtil den 7. September — altsaa i tre Uger — fik den saa godt som ingen Efter­ retning hverken om Forholdene i Byens Omegn eller om Begivenhederne i den øvrige Del af Landet. Nævnte Dag, den 17. August, opdagede man tidligt paa Dagen, at Englænderne havde besat Svanemøllen, Kildevæld, Bryggernes Vangehus, Lille- og Store Vibens­ hus og en Linie derfra over Jagtvejen og Falkoneralléen til Frederiksberg. Frederiksberg Slot blev med Undta­ gelse af de kongelige Værelser besat og benyttet til Ind­ kvartering. Kanoner blev anbragte paa Terrasserne og paa den aabne Plads mellem Slottet og Søndermarken, ja, selv inde i Kammerfourerens Værelse blev der an­ bragt et Par Kanoner, og i de kongelige Stalde paa Slot­ tet blev der anbragt 60—70 Heste. Man saa ogsaa Høj­ derne omkring Skovshoved bedækkede med Telte, og man iagttog, at engelsk Skyts blev transporteret ad Strand­ vejen; men paa Grund af Ujævnheder i Terrænet var det ikke muligt at komme til Klarhed over, hvor Batte­ rierne skulde anlægges. De danske Forposter var udstillet fra Kalkbrænderiet i Øst uden om Forstæderne, Søerne og Assisténskirke- gaarden til hen imod Frederiksberg Allé. Af det norske Livregiment blev en Bataillon beordret i Stilling uden­ for Østerport mellem Peblingesøen og Stranden i den store Classens Have, hvor Livjægerne hidtil havde holdt Vagt. Paa Grund af Besætningens Knaphed var det umuligt at besætte Fæstningens Udenværker. Denne Dag foretoges det første Udfald. Da Englæn­ dernes lette Tropper viste sig omkring Store og Lille ' Vibenshus, blev Generalmarschen slaaet — det var alle­ rede ved Ottetiden om Morgenen — og en Troppeafde­ ling rykkede ud gennem Kastellet for at foretage ét Ud

2I fald. Denne Afdeling bestod af Livjægérkorpset, Herre- gaardsskytterne, to hundrede Mand Linieinfanteri fra Ekserserskolen, en Afdeling sjællandske Ryttere og fire Trepundskanoner, alt i alt en 5—600 Mand, anførte af Major v. Holstein. Dette Udfaldskorps tog først Stilling ved Classens Have, hvorfra det rykkede frem i Kæde, støttet, af større, samlede Styrker. Forposterne paa Fjen­ dens venstre Fløj, der stod mellem Strandvejen og Øster­ fælled blev angrebne og trængte tilbage noget forbi Vi­ benshus; men nu fik Fjenden betydelige Forstærkninger og Udfaldskorpset trak sig tilbage til sin tidligere Stil­ ling ved Classens Have. I dette Sammenstød udmær­ kede Livjægerkorpset sig ved Mod og Raskhed; men man gjorde desværre under dette Udfald en Iagttagelse, som ikke var opmuntrende, den nemlig, at det engelske Krudt var kraftigere end det danske og at de engelske Kugler naaede-længere end de danske. De Danskes Tab udgjorde en død og tretten saarede. Fra Søsiden understøttedes Udfaldet af nogle danske Kanonbaade, som beskød Fjendens venstre Fløj med Kugler og Kardætsker. Imens havde man inde i Byen travlt med at træffe sine Forberedelser til Kampen. Lazaretterne blev for­ bedrede og nye indrettede. Vajsenhusets Bestyrere over­ lod saaledes Vajsenhusets store Gaard paa Købmager- gade Nr. 6 til Felthospital og Hovedstadens Damer blev opfordrede til at levere Linned og Charpi til de forskel­ lige Hospitaler. Sorte Faner hejsedes paa samme Tid 1 over Hospitalerne, en Mindelse til Fjenden om at skaane dem ved Beskydningen af Byen, en Opfordring, som dog Fjenden ikke, selv med sin bedste Villie, kunde følge. Det borgerlige Artilleri og Infanteri blev taget til Tje­ neste paa Volden, Søkadetterne anbragtes paa Søbefæst

22 ningen, to hundrede Lanser fordeltes mellem Brandfol­ kene paa Broerne. Forspændte Kurvevogne holdtes i Beredskab ved Byens Porte for at befordre dé saarede til Hospitalerne. En Del Træer blev omhuggede paa Voldene for ikke at være til Hinder for Kanonernes Vir­ ken, og en Del Tømmersvende blev sendt ud for at sætte Ild paa Forstæderne, noget, som dog ikke blev udført. Grosserersocietetet, samlede sig til et Møde for at over­ veje, hvad der kunde gøres for at opretholde Handelen og Kreditten. De følgende Dage tilbragtes med Forberedelser saavel inden- som udenfor Voldene; af og til foregik mindre Sammenstød paa Søen. Under Dækning af Krigsskibe og Artilleri fortsatte Englænderne Landsætningen af deres Tropper ved Skovshoved, og deres Bevægelser jagttoges med levende Interesse fra Hovedstadens Taarne. En dansk Kanonflotille prøvede paa at hindre Englænderne Landgangen; men den blev drevet tilbage, da der aab- nedes en hæftig Ild imod den fra et fordækt engelsk Batteri ved Svanemøllen, paa samme Tid som en Afde­ ling af engelske Kanonbrigger angreb den i Flanken. De fjendtlige Kavalleriregimenter og det ridende en­ gelske Artilleri tog efter Landsætningen Stilling fra Char- Iottenlund over Jægersborg til Vanløse med en Forpost­ kæde og Piquetter ud ad Landet til for at dække Belej­ ringshæren Ryggen. I Hovedstaden nærede man sig af alle Slags Rygter og vilde Indbildninger. Nogle satte deres Lid til en snarlig Undsætning; der var ogsaa dem, der fantaserede om, at Fæstningen var saa stærk, at den kunde holde sig til Vinteren og da drage Tropper til sig over Isen fra Fyn. Nu hed det sig, at Kronprinsen var landet med mange tusind Mand paa Sjællands Sydkyst. Saa fortalte man

23 om en russisk Flaade, der skulde være undervejs for at bistaa Hovedstaden. Der var endog dem, der vilde have set hele den svenske Skærgaardsflaade under Sejl paa Vej til vor Undsætning. Men Virkeligheden tog sig helt anderledes ud. De formodede Hjælpeflaader var tvært­ imod engelske Krigsskibe, der landsatte engelske Tropper paa forskellige Steder af Kysten. Under den almindelige Forvirring foregik der naturlig­ vis mange kuriøse Optrin. Det hændte saaledes, at en sekstenaarig Bondedreng, som af Englænderne var be­ ordret til at køre et Læs fra St. Hans Hospital til det engelske Hovedkvarter, henvendte sig til de danske For­ poster for at spørge, hvor det var. Her blev han imid­ lertid anholdt som Krigsfange og kørt ind til Byen til­ ligemed sin Vogn, hvorpaa mellem andre Ting fandtes en Del kirurgiske Instrumenter, som tilhørte det engelske Hospital. Ogsaa forskellige Papirer og Regnskaber, som tilhørte Regimentskvartermesteren ved det 28. engelske Regiment, fandtes paa Vognen; ogsaa disse Sager blev konfiskerede, men maatte siden udleveres igen efter Ge­ neral Cathcarts Begæring. Værre var det, da de danske Forposter af en Fejltagelse skød paa en engelsk Parlamentær, der efter det danske Hofmarskallats Anmodning overbragte et Pas for de til Kongens Hofetat hørende Personer, der tilstod dem og deres Effekter fri Passage gennem Sjælland og over Store Bælt. Forposten havde ikke hørt Trompeteren blæse, der ledsagede ham, og havde derfor skudt, heldigvis dog uden at ramme. Københavns Kommandant General v. Peymann søgte i sit Svar til Cathcart saa godt som mu­ ligt at undskylde denne Fadæse. Biskop Balle vedblev at færdes omkring paa Volden og mellem Fæstningsværkerne og søgte ved religiøs Tale at opmuntre de kæmpende til Mod og Tapperhed i Kam

24 pen for Konge og Fædreland, Han forfattede ogsaa en næsten tre Blade lang saakaldt »Belejringsbøn«, som blev uddelt blandt Krigsfolket. En anden Patriot søgte ogsaa paa sin Vis at opmuntre Forsvarerne. Det var Skue­ spiller Knudsen, der vandrede rundt alle Vegne mellem de yderste Forposter og opmuntrede Soldaterne ved at synge for dem. Han deltog ogsaa i et Udfald med dem, og var ved den Lejlighed nær bleven taget til Fange. Allerede i 1801 havde han været virksom paa lignende Maade. Hvad Balle angik, var han dog Genstand for en hel Del Kritik, og hans Fæstningsbøn virkede næppe paa den Maade, som han selv havde tænkt. Fra Frederiksværk, hvor der fandtes Kanonstøberi og Krudtmøller, og hvor der tillige var et stort Krudtoplag, var store Mængder af Krudt bleven transporteret til Kø­ benhavn. To Gange var derfra afgaaet Sendinger hver paa 250 Vognladninger. Da nu en tredie og større For­ syning, bestaaende af 800 Vogne, skulde afgaa til Hoved­ staden, var det nær gaaet galt. Transporten foregik i to Kolonner, hvoraf den ene afgik over Lystrup og Fa­ rum med den Bestemmelse, at den ved »Lygten« skulde støde sammen med den anden, der skulde gaa over Bal­ lerup. Marschen, der dækkedes af Frederiksværks fri­ villige Korps, foregik i mindre Afdelinger hver paa tyve Vogne. Da den vestlige Kolonne imidlertid om Aftenen Klokken seks naaede til Herløv, stødte den her paa den fjendtlige Forpostkæde, som havde Front ud ad Landet til. Føreren for Transporten, Major v. Tscherning, In­ spektør paa Frederiksværk, lod da Vognene gør om­ kring og søgte at redde dem, dels til Kronborg, dels tilbage til Frederiksværk, hvilket ogsaa lykkedes. Kun den forreste Afdeling, der bestod af 21 Vogne, blev afskaaret og faldt tillige med nogle Mand af Dæk­ ningskorpset i Fjendens Hænder. Englænderne forfulgte

25 de andre Vogne til Frederiksborg og videre til Frede­ riksværk, som de besatte. Frederiksværks frivillige Korps var dels for anstrengt af de flere Dages Marsch. dels for adsplittet og for lidt øvet til at kunne tænke paa at gøre nogen virkelig Modstand. Men Major Tscherning var ikke raadvild. Han saa sit Snit til før Værkets Over­ givelse at faa 300 Centner Krudt sendt til København og 400 Centner sendt til Kronborg, og tillige lykkedes det ham paa selve Værket at faa skjult en Del Kanoner, Morterer, Bomber og Kugler — til en samlet Værdi af 20,000 Rdl. — saa at Englænderne fik saare liden Nytte af deres Erobring. Den 20. August — en Torsdag — foretoges et nyt Udfald fra den belejrede By med den Hensigt at øde­ lægge det fjendtlige Batteri ved Svanemøllen, der gene­ rede Trekroners Batteri og ligeledes den danske Flotille, naar den vovede sig ud i Sundet. Dette Udfald fore­ toges derfor udtrykkeligt efter Forlangende af Flaadens Øverstkommanderende, Kommandør Steen Bille. Udfaldet foretoges i to Kolonner, der hver talte om­ kring 1800 Mand, og Udfaldskorpset støttedes fra Søsiden af ni Kanonbaade under Kommando af Baron v. Hol- steen. Angrebet aabnedes af Jægerne, der dannede Kæde langs Blegdammene og videre ned til Stranden, mens en Afdeling Kavalleri støttede deres venstre Fløj paa Nørrefælled og en Afdeling Artilleri tog Stilling ved Ind­ gangen til Nørre Allé. De efterfulgtes saa af større Af­ delinger af forskellige Vaabenarter. Man rykkede rask frem; men Udfaldet af Dagen svarede ikke til Forhaab- ningerne. Batteriet ved Svanemøllen blev ganske vist bragt til Tavshed, men hverken erobret eller ødelagt; thi et andet Batteri Nord for det aabnede en livlig Ild paa de fremrykkende, og da der ogsaa fra andre Sider

26 begyndte en livlig Skydning paa dem, saa at de kom under Beskydning fra fire forskellige Steder — deriblandt fra et Batteri ved Store Vibenshus, og da det tillige meldtes, at betydelige engelske Forstærkninger var i Fremrykning saavel fra Store Vibenshus som fra Tagens­ hus, grebes man af Frygt for, at hele Styrken skulde faa sin Tilbagetogslinie afskaaret og standsede Fremryk­ ningen nogle faa hundrede Skridt forbi Lille Vibenshus. Prins Ferdinand opholdt sig endnu i Byen, og da han en Dag, fulgt af sin Adjudant, viste sig paa Volden for at tage Fæstningsværkerne i Øjesyn, blev baade Besæt­ ningen og Borgerne grebet af Begejstring, da de troede, at denne unge Prins (han var kun femten Aar), der var bleven i Fæstningen efter at Belejringen var begyndt, vilde sætte sig i Spidsen for Forsvaret og saaledes gøre sig udødelig i Danmarks Historie. Men disse Forhaab- ninger skuffedes ganske. Det var i Virkeligheden en Afskedsvisit. PHnsen havde allerede hos den engelske Overkommando bestilt sit Rejsepas, som ogsaa rigtigt var bleven overbragt ved en Parlamentær sammen med en Skrivelse fra Cathcart, der meddelte, at det var sid­ ste Gang, at en saadan Tilladelse vilde blive givet. Men dertil havde Generalen føjet nogle Betragtninger, som han haabede skulde gøre Indtryk paa Modtageren. »Idet jeg tilstiller Dem denne Meddelelse,« hed det, »kan jeg ikke undlade at benytte Lejligheden til saavel i mit eget som Admiralens Navn at anmode Deres Eks- cellence om at tage Københavns nuværende Stilling og den frygtelige Krise, hvori den er bragt, i den alvorlig­ ste Betragtning.» »Hvis denne By, Danmarks Hovedstad, den kongelige Families og Regeringens Residens, Videnskabernes og Handelens Sæde, fyldt som den er af Indvaanere af alle Stænder, af enhver Alder og ethvert Køn, fortsætter med

27 at indrette sig som en belejret Stad, saa vil den blive angrebet med alle de Midler, der synes os de mest hen­ sigtsmæssige til dens Ødelæggelse, saa snart Ordre der­ til bliver givet, og i saa Fald har de dertil beordrede Officerer intet Valg, men maa anvende ethvert Middel for at erobre Fæstningen.« »Overlæg for Himlens Skyld, om ikke Modstand netop vil hidføre Ødelæggelsen af den Skat, De agter at for­ svare, og om De ikke under de nærværende Omstæn­ digheder vil vise en Tapperhed — den, som sikkert ingen forøvrigt tvivler om, at De besidder — der vil frem­ skynde Ruin og Ulykke, som altid er uundgaaelige ved en Hovedstads Belejring, og som dog tilsidst vilde føre til Tab af Flaaden og Arsenalerne, som De endnu kan afværge.« I denne Tone fortsætter Brevet med indtrængende at lægge Fæstningens Kommandant Øjeblikkets Alvor paa Sinde. Paa Peymann synes det dog ikke at have gjort'noget dybere Indtryk, i hvert Fald benægter han det i et Brev til Kronprinsen. »Den i Brevet indeholdte Formaning og Trusel,« skriver han, »gør intet Indtryk paa mig. De kan være overbevist om, naadigste Herre, at jeg efter min Pligt skal forsvare mig til det yderste, og at Køben­ havn aldrig under min Kommando skal falde i Fjendens Hænder uden ved en Storm . . . . Jeg skal søge at for­ svare vor Ære og ende mine Dage som en kæk Soldat.« Havde kun ikke Villien været saa meget bedre end Evnen! Imens fortsatte Englænderne deres Forberedelser og trak Nettet tættere og tættere sammen om den belejrede By, af og til hæmmet en Smule ved Angreb af den danske Flotille og ved forenede Udfald fra Fæstningen.

28 Det var især Classens Have, som var Stridens Æble, og gentagne Gange søgte man at drive Fjenden ud af den. Da man den 25. August fik Efterretning om, at Fjenden med en ringe Styrke skulde have besat denne Have, foretog man den følgende Morgen et Udfald fra Kastel­ let med det Formaal at drive ham ud af den. Men de 5—600 Mand — Livjægere, Herregaardsskytter og andre Jægerkorpser — som deltog i Udfaldet, traf paa en overlegen Modstand af Fjenden, som havde taget Stilling bag et kreneleret Plankeværk, og blev tvungne til at vende om med uforrettet Sag. Det hele Tab til Lands og til Vands udgjorde dog kun lidt over halvfjerdsinds­ tyve døde og saarede. Man forsøgte nu med gloende Kugler og Brandkugler at stikke Bygningerne i Classens Have i Brand og saaledes rense den for Fjenden, men uden Resultat. Det Skyts, som benyttedes mod Land­ siden, var i det hele af svagt Kaliber — sjælden over tolv Punds Kanoner — og utilstrækkeligt til at ødelægge Fjendens Batterier eller Bygningerne i Forstæderne. Endnu et Udfald med en betydelig større Troppestyrke foretoges den 31. August, ved hvilket Bygningerne i Clas­ sens Have blev stukne i Brand og Træerne dels brændte, dels omhuggede. I dette Udfald deltog den øverstkom­ manderende, General Peymann, personligt, hvormed han forsonede den offentlige Mening, der i den senere Tid havde vendt sig imod ham. Det synes endog, som om han ved denne Lejlighed forsætligt søgte Døden som en Udfrielse fra sine moralske Lidelser, idet han tog Stilling paa et farligt og højtliggende Sted, hvad der naturligt gav Anledning til, at mange fjendtlige Kugler rettedes imod ham. En af hans Adjudanter advarede ham og vilde ,formaa ham til at forlade dette udsatteSted; men han svarede: »Er man bange for Skud?« og blev staaende paa den Plads, han havde valgt, kendelig ved sin Uni-

29 form med Ordensstjernen. Kort efter blev han ramt. Han blev derpaa i sin Vogn kørt op paa Kastellets Ho­ vedvold, hvorfra han kunde overskue Kampen, og først dér blev han forbundet af Professor Winsløv, som per­ sonlig var taget derud, da man fra Kamppladsen havde sendt Bud efter en Læge til den saarede General. Da Professoren beklagede hans Uheld, udbrød Peymann: »Ak, det er ingenting! Her skulde Kuglen have truffet,« idet han med højre Haand pegede paa Hjertet. Imidlertid var Fjenden bleven færdig med Opstil­ lingen af sine Batterier, og gentog nu for sidste Gang sit Forligstilbud, idet Oberstløjtnant v. Murray fra det engelske Hovedkvarter sendtes som Parlamentær til de danske Forposter med en Skrivelse, der var underskre­ vet af begge de højstbefalende saavel Cathcart som Gam­ bier. Det hed i denne bl. a.: »For at overbevise Hs. danske Majestæt og hele Ver­ den om den Modbydelighed, hvormed hans Majestæt (den engelske Konge) har set sig tvungen til at tage sin Tilflugt til Vaabnene, fornyer vi undertegnede i det Øje­ blik, da vore Tropper staa foran Deres Porte og vore Batterier er færdige til at aabne deres Ild, det Tilbud og de samme fordelagtige og venskabelige Betingelser, spm gennem Hs. Majestæts Gesandt er tilbudt Deres Hof. Dersom De indvilliger i at udlevere og lade bortføre den danske Flaade, saa skal den blive tagen i Forvaring som et Depositum for Hs. danske Majestæt og tilbage­ leveret med alt, hvad der hører til dens Udrustning, i samme Tilstand vi erholde den, saa snart de almindelige Fredspræliminarier har’ hævet den Nødvendighed, som har foranlediget denne Fordring. Alle Ejendomme af enhver Art, som efter Fjendtlighedernes Begyndelse er komne i vore Hænder, skal tilbagegives Ejerne, og Al